Coronavirus

Minister vil ændre i lukkeloven i påsken

Forslaget, der skal hastebehandles i næste uge, møder kritik fra SF.

Erhvervsminister Simon Kollerup vil nu følge opfordringen om at ændre lukkeloven, så store dagligvarebutikker kan holde åbent to dage i påsken. Det sker som følge af coronakrisen.

- Det giver os alle større mulighed til at handle på forskellige tidspunkter, og det giver kortere køer og mindre smitteeksponering, siger Simon Kollerup.

Det er en af de helt store aktører inden for dagligvarebranchen, Salling Group, som er oprindeligt kom med et forslag om at suspendere lukkeloven i hele påsken.

Direktøren for Salling Group, som står bag butikker som Netto, Føtex og Bilka, foreslog torsdag regeringen at se bort fra loven, så kunderne ikke bliver udsat for unødvendig risiko for smitte med corona.

- Hvis ikke lukkeloven bliver suspenderet, får vi alle i dagligvarebranchen en meget svær opgave med at styre det maksimale antal kunder per butik, siger direktør Per Bank.

Ændringen skal gælde, så dagligvareforretninger med en årlig omsætning på over 35 millioner kan holde åbent skærtorsdag og første påskedag.

Megafon søger respondenter

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

SF bakker ikke op om en ændring

Hos SF mener de ikke, at det vil være gavnligt at ændre ved lukkeloven, som den er i dag.

- Vi mener ikke, det er rimeligt overfor de ansatte, der har knoklet for at få varer på hylderne under krisen. De har fortjent deres fridage, siger SF’s erhvervsordfører Theresa Berg Andersen.

Udover hensynet til de ansatte i supermarkederne, så mener hun heller ikke, at der er et behov for udvidede åbningstider, da danskerne ikke skal handle stort ind til påskefrokosterne i år.

Derudover lægger erhvervsordføreren fokus på, at sundhedsmyndighederne ikke har været involveret.

- Samtidig har vi ikke set sundhedsmyndighederne være ude at kræve en udvidet åbning af supermarkederne, og jeg har altså en formodning om, at danskerne overholder anbefalingerne om afstand, når de handler, siger Theresa Berg Andersen.

Erhvervsminister Simon Kollerup skal nu ud at finde politisk opbakning til en model, der skal sikre, at handlen spredes udover to dage. Forslaget skal hastebehandles i næste uge.