Historisk hjælpepakke holder hånden under den amerikanske økonomi – og Trump – for nu

16x9
Selvom der er tale om svimlende beløb, så er det også en udbredt opfattelse i USA, at selv så store beløb ikke vil kunne forhindre en kraftig økonomisk afmatning, pointerer Mirco Reimer-Elster. Foto: Drew Angerer / Ritzau Scanpix

KOMMENTAR: Coronakrisen er kun lige begyndt, og det er uvist, om præsidenten kan klare skærene. Han skal undgå at lave 'en Herbert Hoover'.

Kolde kontanter til de fleste amerikanere. Milliardlån til virksomheder, store som små. En udvidelse af dagpengeretten. Massive investeringer i sundhedsvæsenet og milliarder til delstaterne. Og det er vel at mærke kun hovedtrækkene i den historisk store hjælpepakke, som den amerikanske Kongres stemmer igennem i de kommende dage.

Det er ikke den første hjælpepakke, som Kongressen har vedtaget under coronakrisen. Ligeledes bliver det næppe den sidste. Men størrelsesordenen på 2000 milliarder dollar - knap 13.900 milliarder kroner - er historisk og værd at dvæle ved, selvom beløbet er så svimlende stort, at det kan lyde som matadorpenge.

Coronakrisen er kun begyndt

Hvis man vil forstå omfanget af den historisk store hjælpepakke, er det værd at gå tilbage til de to store redningspakker, som Kongressen vedtog under finanskrisen i 2008 og 2009. De havde en samlet værdi på omtrent 1500 milliarder dollar.

Den seneste coronapakke er med andre ord større end finanskrisens to store redningspakker tilsammen – og vi befinder os efter alt at dømme kun i begyndelsen af coronakrisen. Selvom der er tale om svimlende beløb, så er det også en udbredt opfattelse i USA, at selv så store beløb ikke vil kunne forhindre en kraftig økonomisk afmatning.

Forhåbningen er, at den historisk store hjælpepakke kan være med til at holde hånden under den amerikanske økonomi i de kommende uger og måneder. Men hvorvidt dette bliver tilfældet, er svært at sige.

Som en iagttager formulerede det, så er forventningen, at det økonomiske krak, som coronavirussen kommer til at medføre, om noget vil være "skarpere og stejlere" end tidligere store økonomiske kriser. Derfor er det afgørende, at man fra amerikansk side reagerer mere resolut end under Den Store Depression, der ramte USA for 90 år siden. Ellers risikerer man, at historien gentager sig.

'Den nye Herbert Hoover'

I dag er der bred enighed om, at den daværende regering med præsident Herbert Hoover i spidsen var alt for langsom og ikke resolut nok i sin reaktion på det, der gik over i historiebøgerne som Den Store Depression. Hoover var blandt andet modstander af en stærk centralmagt og holdt i (for) lang tid fast i, at krisen måtte kunne løses uden den føderale regerings indgriben.

Hoovers manglende handlekraft var medvirkende til, at præsidenten kom til at personificere Den Store Depression og ikke fik fire år mere på posten. Sidenhen har det for enhver siddende præsident, der bliver testet af skæbnen, derfor handlet om at undgå at lave 'en Herbert Hoover'.

Det gælder selvfølgelig også for præsident Trump nu, der til november gerne vil opnå genvalg. Trump er i forvejen en svagt siddende præsident og har ikke råd til at risikere at blive italesat som 'den moderne Herbert Hoover'. At demokraterne gerne vil italesætte præsidenten som netop det – den nye Hoover – kommer til gengæld næppe som en overraskelse.

Trump har tur i den

På nuværende tidspunkt er vi ikke i nærheden af de sammenligninger. Tværtimod kan præsidenten selvfølgelig tage en stor del af æren for den historiske hjælpepakke. Trumps finansminister Steven Mnuchin har arbejdet i døgndrift for at lande aftalen, og den arbejdsindsats kommer Trump til gode.

Sådan er det, når man er præsident. Så bliver man på godt og ondt ansvarliggjort for mangt og meget. At præsidentens opbakning samtidig befinder sig på det højeste niveau siden indsættelsen – med andre ord i tre år – er bestemt også værd at hæfte sig ved.

Her og nu må man også konstatere, at præsidenten får fornuftige karakterer for sin krisehåndtering. Det er de også så småt ved opdage ovre hos demokraterne og ikke mindst i Joe Bidens kampagne. Dilemmaet er åbenlyst:

Mens Joe Biden står nede i sin kælder i Delaware og forsøger at blive politisk relevant i disse covid-19-tider, kører præsident Trump med klatten. Mens Biden desperat ventede på at få fibernet installeret i kælderen, udviste præsidenten lederskab og landede en historisk stor hjælpepakke.

De fire årstider

Umiddelbart kan man derfor være fristet til at tro, at Trump har tur i den og kører fuld fart frem mod fire år mere i Det Hvide Hus. Men det er selvfølgelig alt for tidligt at sige – ikke mindst fordi der i det lange løb er god grund til at være skeptisk på præsidentens vegne.

I det større perspektiv kan man ikke komme udenom, at den klare forventning i USA er, at tingenes tilstand bliver meget værre, da coronakrisen kun lige er begyndt.

Selvom der er tale om en historisk stor hjælpepakke, anses hjælpepakken kun for at være en livline, der skal forhindre, at bunden falder ud af den amerikanske økonomi. Ligeledes er der en tværpolitisk erkendelse, at selve den største hjælpepakke i landets historie er langt fra nok til at kunne komme nogenlunde helskindet igennem coronakrisen.

Tværtimod er forventningen, at der kommer yderligere føderale hjælpepakker i de kommende uger og måneder.

På overfladen ser det altså godt ud for Trump. Men hvis vi skal bevæge os ud i årstidsmetaforer – og hvad skulle man ellers gøre, når man stirrer ud af vinduet det meste af dagen i disse tider – så er billedet et andet.

I realiteten kan Donald Trump ikke være sikker på, at den store finanspolitiske satsning i foråret giver præsidenten en sorgfri sommer.

Tværtimod risikerer Trump at gå ind i efterårets præsidentvalg med eklatante menneskelige og økonomiske tab på grund af coronavirussen.

I så fald kræver det ikke meget fantasi at se et scenarie for sig, hvor vinteren bliver brugt på at vænne sig til at omtale Donald Trump som ”snart forhenværende præsident” - uanset hvad Joe Biden knevrer løs om i kælderen.