Venstre lufter 'stille undren' over regeringens test-strategi - som at gå på glødende kul, mener redaktør

Venstre mener, at regeringen bevæger sig på kanten af sandheden i sin kommunikation om coronatest-strategi.

En vandring på glødende kul.

Det er, hvad Venstres sundhedsordfører Martin Geertsen foretager sig med sin aktuelle kritik af regeringen.

Det er vigtigt, at man ikke stikker folk blår i øjnene. Og det er ret tæt på, at det er dét, man gør her.

Martin Geertsen (V) om regeringens kommunikation

Det mener TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, efter at Martin Geertsen har fremført ”en stille undren” over for regeringens udmelding om strategien i forhold til coronatests.

- Når sundhedsministeren taler om et strategiskifte, undrer vi os, for der er jo slet ikke tale om et strategiskifte, siger Martin Geertsen.

- Når man hører ministeren sige dét, så tænker mange mennesker, at de nu kan blive testet, hvis de bare har en snue, og dét er der jo ikke tale om.

Martin Geertsens undren kommer, efter at sundhedsminister Magnus Heunicke (S) søndag aften slog fast, at den danske coronatest-strategi fremover skal være langt mere aggressiv end hidtil.

Et budskab, ministeren gentog ved mandagens pressemøde.

- I går (søndag, red.) besluttede vi, at vores teststrategi skal være mere offensiv. Vi har i den sidste uge testet 1000 mennesker per døgn, men jeg kan konstatere, at det tal er faldet betragteligt i det seneste døgn. Det går ikke. Der er behov for langt mere aggressiv testning, sagde Heunicke.

Et budskab, som altså ifølge Martin Geertsen er tomt, fordi "det er stort set de samme grupper, man tester i dag, som man gjorde i forgårs".

Søgt uenighed?

Og dét er ikke det eneste, Venstre, i skikkelse af Martin Geertsen, undrer sig over.

- Vi har den samme stille undren med hensyn til regeringens forhold til sundhedsmyndighederne lige nu: Hvordan kan regeringen på åben skærm stå og skændes med sine egne myndigheder?

Geertsen henviser til, at Magnus Heunicke fremsatte kritik af sundhedsmyndighedernes håndtering af test for coronavirus i DR's radioprogram 'P1 Morgen' tirsdag.

Fra Verdenssundhedsorganisationen, WHO, var budskabet 16. marts, at man skulle teste i stor grad i hele verden. Men i Danmark skulle kun alvorligt syge testes, mente Sundhedsstyrelsen.

Den strategi har Sundhedsstyrelsens direktør, Søren Brostrøm, beklaget, og på tirsdagens pressemøde sagde Brostrøm og Magnus Heunicke, at regeringen og styrelsen er enige i at teste meget mere, og at medierne har fremprovokeret ”en søgt uenighed”

Martin Geertsen understreger, at han ikke ”kræver hoveder på et fad” og ikke har behov for at lave ”klassisk oppositionspolitik” på krisen.

Men han fastslår samtidig, at han har talt med ministeren og bedt ham om at redegøre for kritikpunkterne.

- Jeg synes også, at vi som opposition har en forpligtelse til at gøre opmærksom på, når regeringen kører på kanterne af, hvad sandheden kan holde til. Så skal vi sige, at de skal passe på med ikke at pakke tingene pænere ind, end hvad de kan holde til.

Han peger på, at Venstre har stemt for alle tiltag, som regeringen er kommet med, og at Venstre har en forpligtelse i at hjælpe Danmark igennem krisen.

- Men når vi siger, at vi undrer os, er det, fordi vi synes, at det er vigtigt, at man ikke stikker folk blår i øjnene. Og det er ret tæt, på at det er dét, man gør her.

Voldsom kritik

Martin Geertsens ord er vejet på en guldvægt, og havde det været en normal politisk virkelighed, var ordene blevet skudt mod regeringen som skarpe kugler.

Det mener TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg.

- Martin Geertsen vandrer rundt på glødende kul og vejer sine ord med stor opmærksomhed, siger Troels Mylenberg.

- Han siger, at man skal stå sammen og bakke op om regeringen, og at det ikke er tid til at slå politisk plat, men samtidig udtaler han en stille undren. I en normal politisk virkelighed ville man kalde det en meget voldsom kritik.

Martin Geertsens balancegang i forhold til kritik og støtte til regeringen afspejler den corona-borgfred, som i øjeblikket hersker på Christiansborg.

- Det illustrerer meget godt den besynderlige situation, som det politiske Danmark er havnet i nu. En første uge, hvor der har være fuldstændig ro på bagsmækken, og hvor alle sagde ja og amen til regeringens tiltag, siger Troels Mylenberg og fortsætter:

- Til i dag, hvor man fremhæver, at der er uenigheder mellem myndighederne. Dette er en meget klar markering fra Geertsen og Venstre i forhold til, at der er grænser for, hvor langt de vil gå med regeringen

Den spæde kritik er samtidig et varsel om, hvad der venter regeringen på Christiansborg post-coronakrise, mener Mylenberg.

- På Christiansborg sidder man lige nu og tager notater til, hvad man vil give køb på og det modsatte. For der kommer en dag, hvor regeringen ikke længere kan henvise til coronakrisen og dermed ikke længere kan regne med borgfred.

En borgfred, som ikke kun bliver forstyrret af Venstre i øjeblikket.

Respondenter til Megafon

TV 2 har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Klimakrisen kan blive værre end coronakrisen

Også Enhedslisten nægter at frede regeringen, hvilket især handler om klimaforhandlingerne.

Partiets leder, Pernille Skipper, kræver, at forhandlingerne skal fortsætte på trods af den nuværende situation.

- Klimakrisen er dybt alvorlig, om ti år er den potentiel set værre, end det vi ser nu. Så ja, der skal forhandles klimaplan, og det skal ske nu. Der er mange ting, vi skal udskyde på grund af coronavirussen, men ikke klimaforhandlingerne, siger Pernille Skipper.

Hvilket er en markant udmelding fra regeringens støtteparti, mener Troels Mylenberg.

- Det er en skarp melding fra Skipper, for hun går ind i en post-corona diskussion i forhold til, hvad man skal prioritere og ikke prioritere. Og det skal regeringen finde ud af at håndtere.