Coronavirus

Sommerferien kan blive for lukkede døre: Her er scenariet, regeringen frygter

Udsigterne til en genåbning af samfundet kan være lange og skaber allerede nu hovedbrud i regeringen, fortæller centrale til kilder til TV 2.

Yderligere to uger med hjemmekontor og børnepasning i ét samt en påske uden samvær med familie og venner.

Det er den umiddelbare fremtid, statsminister Mette Frederiksen (S) lod danskerne kigge ind i, da hun mandag eftermiddag sparkede ugen i gang med en forlængelse af de mange forbud og påbud, som skal sikre, at coronasmitten ikke breder sig.

Sådan gjorde vi

TV 2 har over de sidste to dage talt med i alt 21 kilder i både regeringen, kredsen tæt på regering og toppen af Folketingets partier.

Hvad regeringen gør sig af overvejelser i forhold til håndteringen af corona-virussen udover det, der officielt er meldt ud, er i reglen fortroligt. Derfor har alle samtaler været uden for citat.

Men reelt er frygten i regeringen, at danskernes frihed må begrænses i langt længere tid. Det fortæller flere kilder både i og tæt på regeringen, som TV 2 har talt med.

Sårbart samfund

Sundhedsmyndighederne offentliggjorde op til statsministerens pressemøde en prognose, der viser, at smitten formentlig topper i slutningen af april. Men det betyder ikke, at man herefter bare kan løfte alle restriktioner på en gang, da man så risikerer at sætte den opnåede sygdomskontrol over styr.

Får alle børn eksempelvis lov til at komme i skole igen på samme tidspunkt, vil smitterisikoen straks stige. Og hvis alle landets virksomheder samtidig igen har fuld bemanding, kan flere ugers indsats for at forhindre at smitten spredes hurtigt være spildt.

Vi står i noget, vi ikke har prøvet før. Vi vælger selv den historie, som der skal skrives

Mette Frederiksen (S)

Som Mette Frederiksen sagde på sit pressemøde mandag, ligger der efter coronasmittens indtog en ny sårbarhed i samfundet.

Et mere og mere realistisk scenarie er ifølge TV 2s oplysninger, at samfundet gradvist lukkes op igen. Der er endnu ikke udarbejdet en plan for, hvordan det skal foregå. Men lige nu overvejer regeringen, hvordan hverdagen langsomt skal vende tilbage på uddannelsessteder og arbejdspladser. Én mulighed er, at det kun er de folkeskoleelever, der skal bruge en eksamen til at komme videre i uddannelsessystemet, der skal tilbage på skolebænken og færdiggøre skoleåret.

Svært at åbne op

Kilder fortæller til TV 2, at beslutningen om, hvordan samfundet skal åbne igen, kan vise sig at være sværere end beslutningen om at lukke ned. På den ene side må åbningen ikke gå for hurtigt, hvis den skal foregå kontrolleret. Men på den anden side kan regeringen hurtigt komme i skudlinjen for at være for overforsigtige og sænke genstarten af økonomien og hverdagen for alle dem, der er berørt af krisen.

- Hvordan vi gør det, afhænger af udviklingen herhjemme over de kommende uger, og det afhænger selvfølgelig også af det, vi ser i andre lande. Andre landes erfaringer med håndtering af covid-19, sagde statsministeren mandag.

- Vi står i noget, vi ikke har prøvet før. Vi vælger selv den historie, som der skal skrives.

En sommer med lukkede grænser

I det hele taget er forventningen hos de kilder, TV 2 har talt med, at forsamlingsfriheden i flere måneder frem vil være begrænset.

Flere betegner det som 'ulogisk' og 'risikabelt' at afholde begivenheder henover sommeren, som normalt samler mange mennesker. Det kan betyde, at eksempelvis festivaler og koncerter må aflyses. Præcis som det blandt andet har været tilfældet med EM i fodbold.

Derfor arbejdes der intenst med flere tiltag og restriktioner, så der kan reageres hurtigt i løbet af foråret, hvis corona-epidemien udvikler sig i den forkerte retning.

Ifølge direktør i Sundhedsstyrelsen, Søren Brostrøm, forventes udbruddet af coronavirus først at toppe om fire uger.

Hvis danskerne ikke ændrer adfærd, som myndighederne opfordrer til, kan der komme yderligere påbud. Lige nu er juristerne i Justitsministeriet blandt andet ved at forberede planer for flere butikslukninger, stramninger af forsamlingsforbuddet og regionale rejseforbud for at være på forkant med udviklingen.

Frygten for Sverige

Rejser ind og ud af Danmark vil formentlig også være påvirket langt ind i sommermånederne. For selvom det i løbet af foråret lykkes at få bugt med smitten her i Danmark, vil den med stor sandsynlighed stadig sprede sig uden for landets grænser. Derfor beskriver flere et realistisk skrækscenarie, hvor grænsekontrollen og indrejseforbuddet for udlændinge fortsætter henover sommeren.

Regeringen kigger især mod grænserne til Sverige med stor nervøsitet. Nabolandet har nemlig valgt en langt mindre indgribende tilgang til corona end stort set alle andre europæiske lande. Her er store dele af hverdagslivet upåvirket med åbne grundskoler, børnehaver og offentlige arbejdspladser.

Hvis dén strategi betyder, at corona-epidemien spreder sig i Sverige, kan der komme yderligere restriktioner på den dansk-svenske grænse. Det kan for eksempel ramme alle dem, der dagligt pendler på arbejde over Øresund, så de ikke tager smitten med til Danmark.

Samtidig er der overvejelser om at fraråde alle ikke-nødvendige rejser ud af landet hele sommeren, så danskerne ikke rejser på sommerferie i udlandet og tager corona-smitte med hjem i kufferten.

Respondenter til Megafon

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Vil kickstarte økonomien

Når regeringen trods frygten for de langsigtede konsekvenser, alligevel i denne omgange blot har forlænget den delvise nedlukning af samfundet frem til påske, skyldes det ifølge TV 2s kilder, at man arbejder i 14-dages intervaller. Som direktør for Sundhedsstyrelsen Søren Brostrøm sagde på mandagens pressemøde, forventer man inden for den periode at være klogere på corona-smittens udvikling. Håbet er derfor, at der med tiden kan gives et mere præcist estimat for, hvornår kurven har toppet.

Ser man på de økonomiske hjælpepakker, regeringen i løbet af sidste uge fandt milliarder af kroner til, får man dog en vis indikation på, at den nuværende situation kan blive langstrakt.

I modsætning til restriktionerne i samfundet har flere af tiltagene rettet mod virksomhederne og de selvstændigt erhvervsdrivende en løbetid frem til sommer.

Ved siden af de hjælpepakker, der allerede er vedtaget, arbejdes der ifølge TV 2s oplysninger sideløbende på en økonomisk plan, der skal kickstarte dansk økonomi, når corona-smitten igen har sluppet sit favntag. Indholdet og virkemidlerne er endnu ikke på plads, men afhænger af, hvordan og hvor hårdt økonomien bliver ramt af coronaen.

På sit pressemøde slog Mette Frederiksen som noget af det sidste fast, at ”det er alt, alt, alt for tidligt” at vurdere, hvornår man åbner landet igen, og på hvilken måde, man kan gøre det.

Meget tyder på, at det i hvert fald ikke bliver i ugen efter påskedagene.