Coronavirus

Politikerne har kun hinanden og spejlet, når de skal styre landet gennem krisen

De danske politikere har kun hinanden at konsultere, når hårde beslutninger skal træffes - de kan lytte til eksperter, men ansvaret er politisk.

Det kan måske virke ligetil, når statsministeren og andre repræsentanter for myndighederne og regeringen igen og igen på pressemøder præsenterer nye initiativer i kampen mod coronavirussen. Men sagen er, at statsminister Mette Frederiksen er ude i en situation, hvor hendes evner og lederskab testes ud over det sædvanlige.

Intet, man normalt kommer ud for af politiske kriser, regeringskaos eller pres fra oppositionen, kan måle sig med det beslutningspres, der i disse dage og uger hviler på Mette Frederiksens skuldre.

Mange roser lige nu statsministeren for hendes handlekraft og evne til at tale direkte til befolkningen i en krisesituation, men ingen – INGEN – ved, hvordan det her ender. Ingen ved, hvad konsekvenserne bliver. Ingen kender tallet på bunden af regningen. Ingen kender heller de politiske realiteter, når vi forhåbentligt snart står på den anden side af denne yderst kritiske situation.

For politikere – og det gælder såvel regering som opposition – er en række faktorer i spil i en krise som denne. Først og fremmest den enorme usikkerhed, som kan opleves som fuldstændig bundløs. Der er intet at læne sig opad lige nu. Hverken historie, ideologi, meningsmålinger eller andre velkendte støttekrykker kan man vende sig imod.

Der er ikke en fagbevægelse, et erhvervslivs organisationer, teorier, ekspertråd eller andet, man som politiker kan konsultere, for klare svar på, hvad der vil være det mest rigtige at gøre.

Danske politikere står sammen

Mette Frederiksen, Jakob Ellemann-Jensen og alle de andre partiledere har kun spejlet og hinanden at konsultere, når beslutningerne skal træffes. Jovist er myndighederne også til stede som rådgivere.

Respondenter til Megafon

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Men det er hverken Sundhedsstyrelsens direktør eller rigspolitichefen, der træffer beslutninger om at lukke grænser eller om at lukke landets skoler og uddannelsesinstitutioner. Det er politikerne. Og det er deres - selvfølgelig primært statsministerens - ansvar at navigere i den enorme usikkerhed, som vi alle står i.

Kriser er det stof, som intens politik er gjort af. Når noget sker i samfundet, som ikke plejer at ske, og som bærer muligt politisk konfliktstof i sig, træder politikken i kraft. Så skal der diskuteres, hvad der skal gøres, og så står forskellene på partierne tydeligt frem.

Coronakrisen er dog større end som så, og de danske politikere har tydeligvis valgt at stå sammen nu. Vi så det torsdag, hvor man i løbet af få timer på Christiansborg evnede at få skabt enighed om ganske vidtrækkende lovændringer, der skal give myndighederne mulighed for eksempelvis at sætte patientrettigheder ud af kraft for at kunne bekæmpe virussen. I alle andre situationer end den nuværende ville den slags aldrig glide gennem et enigt Folketing. Ligeså med fredag aftens beslutning om at lukke grænserne. Også det står partierne bag.

Tillid og troværdighed er politikernes kapital

Politikerne står med andre ord sammen om usikkerheden i deres beslutninger. Dermed mister de reelt også muligheden for at kritisere de beslutninger, der træffes, hvilket er et større skridt, end det måske lyder som. For hvis nogle af de vidtrækkende og rent ud sagt dramatiske beslutninger om forandringen i danskernes liv, som regeringen lægger ryg til disse dage, viser sig at slå fejl eller skabe større problemer, end de løser, så lægger politikerne og partierne fælles ryg til kritikken.

Politikere er afhængige af at blive lyttet til. Deres indflydelse er sådan set ligefrem proportional med deres evne til at få os til at høre efter - og i særlige tilfælde også gøre, som de siger. Det handler om tillid og troværdighed. De to ting, som er politikernes eneste rigtige kapital, og som vi ellers ofte taler om som en konto, der er i konstant alarmerende overtræk.

At dømme efter de umiddelbare reaktioner i disse dage taler noget for, at der rent faktisk lyttes til politikerne lige nu. Måske tager de fejl. Måske overreagerer de. Måske gør de slet ikke nok. Vi ved det ikke, og de ved det næppe heller selv.