Politik

Nicolai Wammen: Dagen er kommet til at bruge et af de helt store værktøjer, vi har

Regeringen giver danske virksomheder en håndsrækning til en værdi af 125 milliarder.

På et pressemøde i Finansministeriet fremlægger regeringen en hjælpende hånd til dansk erhvervsliv og lønmodtagerne i lyset af coronavirus.

Nicolai Wammen og regeringen iværksætter tre konkrete tiltag, der skal holde hånden under danske virksomheder og arbejdspladser.

- Dagen er kommet til at bruge et af de helt store værktøjer, vi har. Det, vi præsenterer i dag, er førstebølgen. Der kommer mere, siger Nicolai Wammen.

Initiativerne kommer, da mange virksomheder kan blive påvirket på produktionen, eller fordi medarbejder skal i karantæne. Begge dele vil gå ud over likviditeten.

Megafon søger respondenter

Politiken og TV2 Nyhederne har i mange år samarbejdet med analyseinstituttet Megafon om at afdække danskernes holdninger til politiske og samfundsrelevante emner.

Kunne du tænke dig at være medlem af Megafon’s Danmarkspanel? Det er et repræsentativt sammensat ”mini-Danmark”, hvor medlemmerne løbende får tilsendt spørgsmål.

Panelets besvarelser bliver blandt andet brugt som baggrund til aktuelle artikler og indslag i Politiken og TV 2 Nyhederne.

Hvis du vil have din stemme hørt i debatten, så tryk her og tilmeld dig.

Regeringen iværksætter tre tiltag

Regeringens første initiativ for at styrke dansk økonomi er at udskyde fristen for indbetaling af moms. Betalingsfrist for A-skat og AM-bidrag forlænges midlertidigt.

Derudover vil regeringen også yde kompensation til arrangører af større arrangementer, der er påvirket af anbefalinger på baggrund af coronavirus.

Den skal give kompensation for tabte indtægter ved aflysning af visse arrangementer. Samt kompensation for merudgifter ved udskudte arrangementer.

- Når vi sætter disse initiativer i værk, er det for at give danske virksomheder en likviditet på samlet 125 milliarder kroner, siger finansminister Nicolai Wammen

Til sidst nævnes det, at regeringen og erhvervslivet vil lave en coronaenhed. Den skal drøfte målrettede og konkrete forslag til midlertidige tiltag, der kan afhjælpe aktuelle udfordringer. I første omgang bliver der tale om transporterhvervene samt turisme og oplevelsesøkonomi.

- Coronavirus kommer til at have økonomiske konsekvenser, fordi virksomheder i en periode bliver tvunget ned i tempo. Men med de initiativer vi har her, kan vi undgå risikoen for, at det sætter dybere spor end højst nødvendigt, siger finansministeren.

Skræmmescenariet er sars fra 2003

Dansk økonomi kan blive ramt værre end dengang sarsvirus brød ud i 2003, advarer finansminister Nicolai Wammen på pressemødet.

- Hvor meget effekten vil blive i forhold til Danmark er svært at sige på nuværende tidspunkt. Det kommer an på, hvor lang effekten og varigheden af corona bliver, forklarer Nicolai Wammen.

Betalingsfristen for store virksomheders momsbetaling bliver forlænget med 30 dage for tre månedlige rater. Det vil sige betalingerne for marts, april og maj.