Fra ”craaaaazy” til ”bummer” - Alternativet sejrede og begik selvmord

Man skal aldrig sige aldrig, og det er selvfølgelig aldrig overstået, før dommeren fløjter, og en eller anden dame har sunget. Men fremtidsperspektiverne for Alternativet må siges at være mørke, for ikke at sige kulsorte.

Det samme gør sig gældende for det alternativ til Alternativet, som Uffe Elbæk og hans tre musketerer Rasmus Nordqvist, Susanne Zimmer og Sikandar Siddique måske finder på.

Ingen ved hvad der sker. Men faktum blev det altså mandag eftermiddag, at personopgøret i Alternativet endte med, at partistifter Uffe Elbæk valgte at melde sig ud af sit eget parti.

Josephine Fock, der 1. februar kunne lade sig hylde som legitim vinder af det kampvalg, Uffe Elbæk havde udskrevet, var åbenbart ikke den rette kandidat for folketingsgruppen.

Og nu trak de sig så, fordi partiets hovedbestyrelse holdt fast i at bakke op om den medlemsvalgte Fock.

Det sidste ord er næppe sagt i den alternative saga. Flere kan sagtens nå at melde sig ind og ud. Hvad gør den tilbageværende politiske ordfører Torsten Gejl eksempelvis?

Spørgsmålet er naturligvis også, om Elbæk og hans lystige svende m/k stifter deres eget nye parti, om de melder sig under fanerne i et andet parti, eller om noget helt syttende sker. Og hvad gør Josephine Fock som leder af et parti uden folketingsgruppe?

Man ved jo aldrig…

Sikkert er det imidlertid, at mandag blev dagen, hvor Alternativet som vi har lært at kende partiet, døde.

Den bevægelse med de kødfrie dage, som ville gøre alt på en ny måde, skabe en ny politisk kultur, og i øvrigt gå til politik med smil, kreativitet og empati, er færdig. Alternativet 2013-2020 – R.I.P., som man siger.

I vælgernes bevidsthed

Selv om partiet efter valget - og Uffe Elbæks mislykkede forsøg på at holde sig fri af blokkene - ikke har haft reel politisk indflydelse, så må man konstatere, at partiet har evnet at placere sig i vælgernes bevidsthed. For ønsket om nye former, drømmen om nye veje og nye og mindre konfliktorienterede tilgange til politisk debat var der faktisk et marked for i vælgerhavet. Jovist druknede meget i fnidder og interne sager, men Alternativet var der stadig. Partiet klarede sig og var stille og roligt i gang med at finde en plads i den røde blok.

Lige indtil mandag 9. marts 2020.

Det paradoksale er, at partiet døde af den sygdom, som de egentlig tog så effektivt afstand fra for blot få år siden. Dødsårsagen er ikke politisk. Obduktionen viser, at døden indtraf som følge at personfnidder, knive i ryggen, nid, nag, ævl, kævl, kiv og hvad det ellers hedder.

Alt det, som Alternativet egentlig var en bevægelse imod.

Mandagstrænerne godter sig

Tilbage i de rygende ruiner står mandagstrænerne med al deres bagklogskab og siger: "Hvad sagde jeg?".

Det er måske det største tab.

Alternativet endte med at blive et skoleeksempel på, at politik hverken er for de fromme eller de frelste. At de flotte ord ender med at blive tomme floskler, når handling ikke følger det sagte. Det er sådan set hverken ”en bummer” eller ”craaaaazy”, som Uffe Elbæks umiddelbare analyser af Alternativets valgresultater i 2019 og 2015.

Det er mest bare trist.

Og ganske paradoksalt, at den dagsorden som Alternativet fik sat og fik sat gang i om større grøn klimabevidsthed bare buldrer derudad.

Nu bare uden Alternativet.