Politik

SF er i fare for at blive det glemte parti i rød blok

SF har siden valget fået et ry som halehæng til regeringen, men selvom partiet ikke er en trussel for Mette Frederiksen, har det en vis muskelkraft.

Når SF i denne weekend holder landsmøde i ly af coronaen i Kolding, så kan man med sikkerhed slå fast, at det ikke er et landsmøde, der vil sætte Christiansborgmiljøet i vilde svingninger.

På landsmødet vil de delegerede klappe begejstret, når formand Pia Olsen Dyhr i sin tale vil hylde SF for al den indflydelse, partiet har. Og de vil klappe en tak hårdere i hænderne, når formand Dyhr fremlægger de kommende krav fra SF til regeringen.

Ingen kritik vil der være fra partiets bagland, som også har behov for på den måde at udviske de mislyde omkring SF, som der er opstået på Christiansborg.

Fortællingen om det røde støtteparti har nemlig gennem de seneste måneder været den, at SF hverken har ret megen magt eller indflydelse. At partiet bliver tromlet af Socialdemokraterne, og at SF kun lige netop distancerer Alternativet i støttepartiernes interne magthierarki.

Hjælpesocialdemokrater

I Socialdemokratiet har man tidligere lidt hånligt kaldt SF for hjælpesocialdemokrater, og mens Enhedslisten jævnligt hæver stemmen, og de radikale endda truer med at vælte regeringen, hvis ikke klimahandlingsplanen ligger klar til grundlovsdag, så er det da også et faktum, at SF har holdt sig i ro.

Ikke mange trusler eller benhård retorik med kontante krav til regeringen er der kommet fra SF-tropperne. Man er – groft sagt – blevet mættet med minimumsnormeringer i daginstitutionerne samt de andre fine formuleringer i forståelsespapiret.

Senest har partiet dog stillet krav om, at regeringen får sat tempoet op i forhold til at holde løftet om, at Danmark skal tage imod kvoteflygtninge, men det synes mere at være undtagelsen, der bekræfter billedet af SF som regeringens lovligt velafrettede, velopdragne og flinke hundehvalp.

Hvilket da også er det billede, som eksempelvis den radikale kriger Jens Rohde elsker at tegne – han har eksempelvis udtalt, at hans 83-årige mor har højere puls end SF’s folketingsgruppe, hvis medlemmer ifølge Rohde i øvrigt har mest travlt med at tage selfies med ministre.

SF brændte sig på magten dengang og har måske endnu ikke helt fundet ud af, hvordan man skal nærme sig magten igen

Troels Mylenberg, politisk redaktør

Brændte sig på magten

Noget tyder da også på, at SF er i fare for at blive det glemte parti i rød blok, og partiet kæmper også stadig med sin egen historik fra regeringssamarbejdet fra 2011-2014, hvor man åd kameler fra morgen til aften og endte med tårevædet at forlade regeringen, hvorefter en lang række af partiets profiler forlod SF i protest.

Paradoksalt nok er de nuværende fremskudte socialdemokratiske ministre Mattias Tesfaye og Astrid Krag samt politisk ordfører Jesper Petersen således alle en del af den afskalning fra SF, som fandt sted efter regeringsdeltagelsen.

I det lys kan man sagtens ane en vis politisk håndskyhed fra SF’s side.

Man brændte sig på magten dengang, og man har måske endnu ikke helt fundet ud af, hvordan man skal nærme sig magten igen til trods for, at Pia Olsen Dyhr ofte sender signaler om, at SF er klar til at gå i regering igen.

Det er nok mest en sandhed, der gælder for Pia Olsen Dyhr selv, da ikke mange andre af partiets nuværende profiler synes at være klar til at gå den vej lige med det første.

Tålmodighed kan blive en fordel

Men selvom SF på mange måder kan virke som et partipolitisk bløddyr, så skal man nok ikke tage fejl af, at den nuværende strategi kan vise sig holdbar i længden.

Ja, måske kan SF med den tålmodige facon få en fordel senere i valgperioden, hvor der synes at være en vis mulighed for, at især de radikale med Morten Østergaard og Jens Rohde i spidsen har skreget sig hæse i krav til regeringen og for Rohdes vedkommende i karaktergivning til kollegerne.

Det ligner i hvert fald en linje fra Pia Olsen Dyhr, at hvor de radikale omtrent er regeringens hårdeste opposition, så søger SF indflydelse på en langt mindre dramatisk facon personificeret ved Pia Olsen Dyhrs egen venlige og omfavnende metode.

En metode, som siden 2014 ret beset har givet partiet en ganske stabil vælgerbase af især offentligt ansatte i sundhedssektoren og i daginstitutioner, herunder småbørnsforældre. Det er en position, som gruppeformand Jakob Mark dygtigt har udbygget til også at omfatte mange helt unge vælgere.

Hønges troværdighedstab

Om den tålmodige strategi holder helt frem til næste valg, det er for tidligt at sige. Og Pia Olsen Dyhr mangler da også at få kørt flere af de nyvalgte SF-politikere i stilling som profiler. Ligesom politisk ordfører Karsten Hønge mistede en hel del troværdighed, da han trods et kanonvalg ikke ville lade sig vælge til Europa-Parlamentet.

Et troværdighedstab, der samtidig har gjort hans ellers kraftfulde socialistiske paroler om kælderkolde kapitalister, der udnytter stakkels lønmodtagere, til trættende tirader uden gennemslagskraft.

Han er for tiden ikke det aktiv for SF, som han var i sidste valgperiode, hvor Hønge var en af Borgens skarpeste debattører.

Men tålmodighed er en dyd i politik, en ofte overset en af slagsen. Pia Olsen Dyhr har øjensynligt sat alt ind på at få indflydelse gennem opbakning til Mette Frederiksens projekt. Og de to har da også et godt indbyrdes forhold. Samtidig gælder det jo også, at det ikke altid er de mest højtråbende, der får deres vilje. Slet ikke i politik.