Politik

Efter angrebsmail: Nu forsøger Mette Frederiksen selv at redde kuldsejlede forhandlinger

Statsminister Mette Frederiksen har inviteret Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til møde i Statsministeriet.

Statsminister Mette Frederiksen (S) forsøger nu personligt at redde de kuldsejlede forhandlinger om en ny reform af den kommunale udligning.

Ifølge TV 2s oplysninger har hun således inviteret Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen til forsoningsmøde i Statsministeriet klokken 21 torsdag aften.

Invitationen kommer, efter at Jyllands-Posten søndag kunne offentliggøre en intern mail, der afslørede, hvordan Socialdemokratiet planlagde angreb på Venstre, samtidig med at man sad i forhandlinger om udligning i Finansministeriet.

Mailen beskrev blandt andet, hvordan finansminister Nicolai Wammens særlige rådgiver skulle hjælpe med at finde "historier på Venstre" på baggrund af blandt andet svar fra forhandlingerne i ministeriet.

Ingen tillid

Afsløringen af socialdemokraternes hemmelige planer har betydet, at Venstre siden weekenden har nægtet at møde op til videre forhandlinger. Tirsdag fastslog Jakob Ellemann-Jensen, at partiets tillid til regeringen lige nu lå "på et meget lille sted".

I samme ombæring krævede Venstre-formanden, at der blev skiftet ud i den kreds af personer, som sidder og forhandler, således at der fremover kun sidder politikere i lokalet, og endelig opfordrede han på Twitter Mette Frederiksen til snarest at indkalde Venstre til møde i Statsministeriet.

Det er så sket nu. TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra både Mette Frederiksen og Jakob Ellemann-Jensen, men det har ingen af dem ønsket at give for nuværende.

Lyn-analyse

Mette Frederiksen ved godt, at det her er en møgsag for regeringen. Det er derfor hun forsøger at være imødekommende. Regeringen har brug for at få Venstre tilbage til forhandlingsbordet, men det store spørgsmål er, hvilke andre indrømmelser Ellemann kommer til at kræve – og om Mette Frederiksen vil levere det. 

I sidste ende ændrer mail-sagen ikke på, at både Socialdemokratiet og Venstre har et ønske om at lave en aftale. Og selvom afsløringen af regeringens angrebsplaner har gjort forhandlingerne sværere og formentlig også længere, er det mest sandsynlige stadig, at de når frem til en aftale.