Politik

Ny radikal flirt med Venstre: Presser regeringen til at give kommunerne flere penge

I stedet for en halv milliard bør staten bidrage med halvanden milliard til den kommunale udligning, mener R og V.

Det Radikale Venstre går nu endnu engang sammen med Venstre i et forsøg på at presse regeringen i de verserende forhandlinger om udligningsreformen.

Regeringen har i deres udspil til reformen foreslået, at man fra statens side bidrager med 500 millioner kroner til en bedre økonomisk udligning mellem kommunerne. Venstre har derimod krævet, at det beløb hæves til halvanden milliard, så det i mindre grad end nu er landets rigeste kommuner, der skal betale gildet. Det forslag bakker de radikale nu op.

Samtidig vil de gøre et tilskud på 3,5 milliarder kroner, der lige nu er midlertidigt, til et permanent tilskud, således at statens bidrag samlet set bliver fem milliarder kroner.

- Det helt centrale for os er, at vi får løftet de kommuner, som i dag ikke har råd til at levere den velfærd, vi alle sammen forventer. Men i stedet for at det skal finansieres af spareplaner hos de kommuner, der i dag har et godt og højt serviceniveau, vil vi hellere løfte det hele til et højere niveau, siger politisk leder Morten Østergaard til TV 2.

Glæde hos Venstre

Meldingen glæder Venstres politiske ordfører Sophie Løhde, der håber at kunne bruge det i torsdagens forhandlinger i Finansministeriet.

- Faktum er, at regeringens udligningsudspil vil komme til at betyde en række velfærdsforringelser rundt om i landet kombineret med, at der vil være danskere, som vil få en meget ubehagelig skattestigning, og det kan vi selvfølgelig ikke leve med, siger hun til TV 2.

Regeringen forhandler lige nu bilateralt med sine støttepartier, Alternativet, Venstre, Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige. Ambitionen er lande en aftale inden for de kommende uger, men synes altså at kræve, at der kommer flere penge på bordet.

Socialdemokraterne har tidligere i 2018, inden partiet kom i regeringen, selv foreslået netop at hæve den kommunale udgiftsramme med halvanden milliard. Om de nu fortsat er tilbøjelige til at gøre det, arbejder TV 2 på at få en kommentar på.

Vedvarende flirt

Det er nu tredje gang inden for blot en måned, at de radikale, der ellers indtil nu har dannet parlamentarisk grundlag for regeringen, står skulder ved skulder med Venstre i et direkte opgør med regeringen.

Først kæmpede de på samme side mod boligminister Kaare Dybvads planer om at ændre boligloven, og siden forsøgte de at udstille regeringens passivitet på klimaområdet med en håndfuld forslag til styrkelse af den grønne transport.

Ifølge Morten Østergaard skyldes det udelukkende et ønske om at lande brede aftaler, som kan holde også efter et eventuelt regeringsskifte.

Kommentator forudser flere fælles projekter

Ifølge politisk analytiker på TV 2, Hans Redder, ligger der dog også en større taktisk overvejelse bag:

- Det er helt tydeligt, at Østergaard og Ellemann har fundet ud af, at de kan bruge hinanden til en hel masse i dansk politik i øjeblikket.

- De radikale har en klar opfattelse af, at regeringen ikke rigtig lytter til dem, når det bare er dem, der siger noget. De oplever, at regeringen nøler og bare tager de radikale for givet. Derfor er de begyndt at dyrke forholdet til Venstre, og jeg er sikker på, at vi også fremadrettet kommer til at se flere konkrete eksempler på det her, siger han.

Hans Redder understreger dog, at der stadig er langt til et egentlig permanent samarbejde:

- Man skal huske på, at blå blok også består af Dansk Folkeparti og Nye Borgerlige, og derfor er det fortsat usandsynligt at forestille sig, at Østergaard på et tidspunkt melder sig ind i blå blok for alvor, siger han.