Politik

Regeringen erkender fejl nummer to i samme sag: - Det står ret skidt til, siger analytiker

Regeringen er kommet rigtig skidt fra start i forhandlinger om nyt system for fordeling af milliarder mellem kommuner, siger politisk redaktør.

Stemningen er mildest talt dårlig mellem regeringen og Venstre i forhandlingerne om et nyt udligningssystem, der skal omfordele milliarder mellem landets kommuner.

Det vurderer TV 2's politiske redaktør, Troels Mylenberg.

- Vi fornemmer, at det står ret skidt til. Regeringen er kommet dårligt fra start i de her forhandlinger. Man er mislykkedes med at få skabt et ordentligt forhandlingsklima med de vigtige partier, som er ret afgørende for muligheden for at nå en aftale, siger Troels Mylenberg.

Vurderingen kommer, efter at Venstre endnu en gang retter en hård kritik mod regeringen, fordi der igen er begået fejl i forbindelse med regeringens regnestykke bag udligningsreformen.

Så sent som i slutningen af sidste uge måtte social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) beklage en anden fejl over for forhandlingspartierne.

Ministeriet regner forkert igen

Den nye fejl går kort fortalt ud på, at embedsmænd i Social- og Indenrigsministeriet har lavet en forkert beregning af, hvor mange såkaldte nomadebørn der er i kommunerne. Det er børn, der har boet i flere end tre kommuner. Hvis en kommune har mange nomadebørn, får den flere penge, når udligningsmilliarderne skal fordeles.

Mandag aften beklagede ministeriet fejlen i en orientering til forhandlingspartierne.

- I tidligere oversendte svar havde ministeriet ved en beklagelig fejl trukket et forkert kriterium, børn af enlige, i stedet for kriteriet børn, der er flyttet mere end tre gange, skriver ministeriet i orienteringen, som TV 2 er i besiddelse af.

Øvelsen er den store lort. Kommunal udligning er bare noget, man helst ikke vil ind og pille ved

Troels Mylenberg, TV 2's politiske redaktør

Ministeriet oplyser til TV 2, at regnestykket om nomadebørn var blevet givet til partierne i forbindelse med en stor bunke svar på en lang række spørgsmål fra partierne. Ifølge ministeriet har fejlen ingen betydning for det store beregning af, hvor mange penge hver kommune skal give eller modtage i regeringens udspil til en ny udligningsreform.

Kritik fra Venstre

De seneste to uger har Venstre tordnet mod regeringen. Blandt andet har partiet kritiseret regeringen for at mørklægge og tilbageholde beregningerne bag udspillet til et nyt udligningssystem. Først flere dage efter regeringens præsentation af den stort anlagte plan fik de øvrige partier udleveret tallene.

Det er netop noget af det, der er gået galt i forhandlingerne, vurderer TV 2's Troels Mylenberg.

- Regeringen har været for optaget af at holde oplysninger tilbage og af lanceringen af det her, mere end man har været optaget af, hvordan man får det bedst mulige forhandlingsklima, siger han.

Troels Mylenberg påpeger, at regeringen helt tydeligt havde lavet en stor lanceringsplan for sit forslag til et nyt system; visse medier fik nogle historier på forhånd, mens de økonomiske konsekvenser for alle kommunerne og regnestykkerne bag blev holdt tilbage i nogle dage.

Men man skal heller ikke glemme, at Venstre har en interesse i at genere regeringen og gøre det svært, påpeger han.

- Venstre forsøger at få det her til at blive så vanskeligt som muligt for regeringen, så regeringen kommer dårligt ud af det her - også imagemæssigt, siger Troels Mylenberg.

Den store lort

Et nyt udligningssystem er en af de sværeste øvelser, en regering kan kaste sig ud i, fordi det handler om at tage penge fra nogle kommuner og give til andre. Med andre ord vil der være mange utilfredse borgmestre i partiernes bagland, uanset hvordan et nyt system ender med at se ud.

- Øvelsen er den store lort. Kommunal udligning er bare noget, man helst ikke vil ind og pille ved, siger Troels Mylenberg.

Det er da heller ikke lykkedes de to tidligere regeringer at lave et nyt udligningssystem. Både Lars Løkke Rasmussens (V) regering og Helle Thornings-Schmidts (S) regering måtte kaste håndklædet i ringen. Med udsigt til kommunalvalg om halvandet år er det vigtigt for regeringen at lave en bred aftale sammen med Venstre.

- Det vil være en halsløs gerning ikke at have det andet store borgmesterparti med. Venstre kunne jo ikke selv levere, da de sad i regering, så derfor ved Venstre og Socialdemokratiet godt, at det her skal de gøre sammen, siger Troels Mylenberg.

Troels Mylenberg er af den opfattelse, at Venstre fortsat er parat til at lave en aftale om et nyt udligningssystem trods de seneste ugers dårlige forhandlingsklima.

- Regeringen får måske endnu større besvær med at få den her aftale til at lande, end man havde forventet. Men jeg tror stadigvæk på, at der er god sandsynlighed for, at der kommer en aftale, for begge parter har brug for, at det her bliver lukket, siger han.