Skattestyrelsen gav forkerte oplysninger om lovlighed af udbytteforlig
Rigsrevisionen afviser at have stemplet udbytteforlig som lovligt. Flere partier vil have en uafhængig undersøgelse.
Skattestyrelsen sagde for nylig, at forliget i udbyttesagen til 1,6 milliarder kroner var lovligt ifølge Rigsrevisionen.
Men det var forkert.
Rigsrevisionen har slet ikke taget stilling til lovligheden af forliget med de amerikanske bagmænd, fremgår det af et skriftligt svar til TV 2 og Politiken.
- Rigsrevisionen har ikke gennemgået forliget med henblik på at vurdere dette (lovligheden, red.), fordi der er tale om en faktuel gennemgang af forliget og ikke en vurdering af indholdet, skriver Rigsrevisionen.
Statsrevisorernes fungerende formand, Klaus Frandsen fra De Radikale, bekræfter, at Rigsrevisionen ikke har vurderet lovligheden af det konkrete forlig.
Skattedirektør var glad for notat
Rigsrevisionens notat om forliget i udbyttesagen blev offentliggjort 24. januar og blev hurtigt fulgt op af en pressemeddelelse fra Skattestyrelsen.
Her lød det, at Rigsrevisionen betegnede det som lovligt at indgå forlig med en gruppe pensionsfonde fra USA.
- Når vi nu ikke har mulighed for bare at offentliggøre forliget, er jeg glad for, at Rigsrevisionen nu har gennemgået det og har vurderet, at det var lovligt at indgå forliget, udtalte fagdirektør Steen Bechmann Jacobsen.
Netop spørgsmålet om lovligheden er centralt, fordi en del af forliget - at bagmænd i USA kan fratrække en bøde på 110 millioner kroner for groft bedrageri mod Danmark - ifølge eksperter er ulovlig.
Professorer: Det er en forkert udlægning
I notatet skriver Rigsrevisionen, at der ikke er noget “til hinder for, at Skattestyrelsen kan indgå et forlig i stedet for at føre en retssag”, og at den “eneste vurdering, vi foretager, er vurderingen af lovligheden af at indgå et forlig”.
Men det er generelle vendinger og ikke det samme som, at de har vurderet det konkrete forlig, fortæller to juraprofessorer. Ifølge Michael Gøtze fra Københavns Universitet kan det ikke læses som en “juridisk blåstempling af det konkrete indhold af forliget”.
Professor Sten Bønsing fra Aalborg Universitet er enig.
- Skattestyrelsen giver ikke en korrekt og retvisende udlægning af rigsrevisionens notat. De skriver, at Rigsrevisionen har godkendt forliget, og det har de ikke, siger han.
Vildledning er alvorligt
Skattestyrelsens forkerte udlægning af notatet, der også blev delt i flere medier, er en alvorlig sag, mener eksperterne.
Ifølge Sten Bønsing har offentlige myndigheder pligt til ikke at vildlede og altid sige sandheden, og det har Skattestyrelsen forbrudt sig imod i denne sag, mener han.
- Det er principielt alvorligt, når offentlige myndigheder vildleder. Folketinget reagerer jo også på de oplysninger, der kommer fra myndigheder. Helt principielt er det uholdbart i et retssamfund, hvis myndigheder siger noget, som er usandt, siger Bønsing.
Michael Gøtze enig i, at Skattestyrelsen er gået for langt.
- Muligvis har Skattestyrelsen efter den intense mediedækning af forliget ikke kunnet stå for fristelsen til at lave et element af spin på Rigsrevisionens notat. Skattestyrelsen har fået mere ud af notatet, end der reelt er dækning for, skriver Gøtze i en mail.
Kritik fra skatteordførere
Også på Christiansborg møder Skattestyrelsen kritik fra begge side af folketingssalen. Ikke mindst fordi Skattestyrelsen må forventes at have et indgående kendskab til netop denne sag.
- De burde holde sig for gode til at gå ud og konkludere på den måde. Rigsrevisionen har ikke vurderet, om man må betale en bøde som led i et forlig, så det er at skyde forbi målet, når de frikender sig selv og lukker sagen. Man har ikke fået det lukket, siger Dennis Flydtkjær, skatteordfører for Dansk Folkeparti.
- Det er yderst problematisk, at Skattestyrelsen, muligvis ved en fejl, har formuleret sig, som om Rigsrevisionen har afgjort, at forliget er lovligt. For det har Rigsrevisionen åbenlyst ikke, siger finansordfører Rune Lund fra Enhedslisten.
Vil have uafhængig undersøgelse
Begge ordførere finder det problematisk, at Rigsrevisionen, som lige nu er den eneste uafhængige instans til at tage stilling til sagen, ikke kan eller vil tage stilling til lovligheden.
- Det rejser sådan set en endnu større og mere principiel diskussion i forhold til Folketingets mulighed for at udføre den del af sin funktion, der vedrører parlamentarisk kontrol af regeringen, siger Rune Lund.
- Hvis man ikke kan få lovligheden fastslået, så må man få et flertal til at bestille en advokatundersøgelse, siger Dennis Flydtkjær.
Styrelse afviser kritik
Kritikken preller af på Skattestyrelsen, der fastholder udlægningen af notatet i en mail til TV 2 og Politiken:
”Det fremgår af blandt andet punkt 3 og afsnit II i Rigsrevisionens notat, at Rigsrevisionen har foretaget en vurdering af lovligheden af at indgå et forlig. For så vidt angår bøden til en tysk bank konstateres det i notatets punkt 26, at Skattestyrelsen ikke betaler bøden, og Rigsrevisionen tager derfor ikke stilling til, om dette måtte være lovligt, hvilket også fremgår af statsrevisorernes svar på Skatteudvalgets spørgsmål 230 (alm. del).”
Den forklaring giver professor Sten Bønsing ikke meget for.
- Det virker nærmest, som om de så har svært ved at læse. De kan åbenbart ikke se, at fordi Skattestyrelsen kan indgå et forlig, så er det ikke det samme, som at de kunne indgå det konkrete forlig, siger han.
Hemmelig aftale med bagmænd i USA
Forliget på 1,6 milliarder kroner blev præsenteret i slutningen af valgkampen i maj 2019 af daværende skatteminister Karsten Lauritzen fra Venstre. Dengang blev det præsenteret som en rigtig god aftale for Danmark.
Senere kunne TV 2 og Politiken fortælle, at forliget var indgået med en gruppe bagmænd baseret i New York, der lever et liv i ekstrem luksus.
Gruppen var anført af Matthew Stein og Jerome Lhote, tidligere rådgivere i konsulenthuset KPMG, der var bagmænd i et netværk, som var involveret i formodet svindel for mindst 4,1 milliarder kroner.
De to bagmænd havde købt den lille tysk bank North Channel Bank for at trække milliarder ud af statskassen og allieret sig med tidligere ansatte hos den hovedmistænkte i udbyttesagen, Sanjay Shah, der var en tidligere partner.
Forliget betød, at gruppen i USA kunne fratrække alle udgifter for milliarder til den formodede svindel - heriblandt regninger til mellemmænd, børsmæglere og bøden på 110 millioner kroner til den bank, de havde købt for at trække penge ud af Danmark.
I sidste uge kom det frem, at to tidligere direktører i North Channel Bank sidder fængslet for deres rolle i udbyttesagen. Tysk politi mistænker dem for at have hvidvasket en del af de penge, der er trukket ud af Danmark.