Kina protesterer over Pia Kjærsgaards besøg i Taiwan

16x9
Pia Kjærsgaard udvekslede "almindelige høfligheder" med Taiwans præsident, siger hun. Foto: Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Desuden er Kina utilfredse med en udtalelse fra Pia Kjærsgaard. Der var tale om "almindelige høfligheder", siger Pia Kjærsgaard.

Kina protesterede til Folketinget over, at Pia Kjærsgaard (DF) i oktober sidste år besøgte Taiwan.

Det fremgår ifølge Jyllands-Posten af et svar på en anmodning om aktindsigt.

Kina mener Taiwan er kinesisk, og derfor så Kina ikke mildt på DF-politikerens besøg, der blandt andet omfattede et møde med Taiwans præsident Tsai Ing Wen.

En repræsentant for den kinesiske ambassade i Danmark protesterede 19. oktober i en telefonsamtale med Folketingets direktør. Her blev der "udtrykt utilfredshed med, at man havde kunnet læse i taiwanske medier, at Pia Kjærsgaard under et besøg i Taiwan havde udtalt sig på en måde, som ambassaden fandt utilfredsstillende", som der ifølge Jyllands-Posten står i et kort resume i svaret på anmodningen om aktindsigt.

Det fremgår dog ikke af svaret, hvad kineserne mener, Pia Kjærsgaard har sagt under besøget i Taiwan.

"Almindelige høfligheder"

På et direkte spørgsmål siger Pia Kjærsgaard til TV 2, at der kun er tale om "almindelige høfligheder".

- Jeg har bare været høflig og ønsket hende held og lykke med valget, da det var i den forbindelse, vi var i Taiwan. Ellers har vi kun udvekslet almindelige høfligheder. Men det er jo ikke nogen hemmelighed, at jeg støtter Taiwan, som det demokrati, det er, siger Pia Kjærsgaard til TV 2.

Hun bryder sig ikke om den kinesiske protest.

- Det er utilfredsstillende, fordi kineserne bliver mere og mere aggressive. De seneste måneder har der været flere af den slags sager, og de opfører sig nærmest som et herrefolk. Men det er positivt, at flere begynder at tage afstand fra deres opførsel, siger hun.

Pia Kjærsgaard har ikke tænkt sig at lytte til de kinesiske protester.

- Jeg vil fortsætte min støtte til Taiwan, som jeg har gjort de sidste 30 år. Det er et demokrati og et dejligt land, siger hun.

Jens Rohde (R), medlem af Folketingets Præsidium, vil tage sagen op i Præsidiet, der er Folketingets øverste ledelse.

Den kinesiske ambassade har ikke svaret på en henvendelse fra Jyllands-Posten.

**

Perspektiv

På tegneren Niels Bo Bojesens tegning i Jyllands-Posten er Kinas fem gule stjerner skiftet ud med coronavirussen.
På tegneren Niels Bo Bojesens tegning i Jyllands-Posten er Kinas fem gule stjerner skiftet ud med coronavirussen. Foto: Jyllands-Posten

Forlangte undskyldning fra avis

Det er ikke første gang, at Kina har udtrykt sin utilfredshed med Danmark eller danskerne.

For bare to uger siden var det Jyllands-Posten, der stod for skud, da Kina forlangte en undskyldning fra avisen på grund af en satiretegning, som avisen havde trykt i avisen.

Tegningen af Niels Bo Bojesen viste det kinesiske flag. Men i stedet for at tegne de fem karakteristiske gule stjerner på flaget, var de udskiftet med coronavirussen, der brød ud i den kinesiske by Wuhan i december sidste år.

***