Politik

Minister har 'låst sig inde' - og det vækker frustration, siger kommentator

Fælles udspil om elbiler kan være første skridt mod mere samarbejde mellem Venstre og Radikale Venstre, vurderer politisk kommentator.

På Christiansborgs gange er der frustration over, at der ikke sker nok i klimaminister Dan Jørgensens butik, og heri skal man finde forklaringen på, at Venstre og Radikale Venstre har slået pjalterne sammen.

Sådan lyder det fra politisk kommentator Noa Reddington, efter de to partier er gået uden om regeringen og sammen har præsenteret et udspil med en række grønne tiltag.

- Det her er en presbold på klimaministeren, siger Noa Reddington.

De to partier foreslår blandt andet at gøre det gratis for elbiler at køre over Storebælt, og at der skal være ladestandere ved alle rastepladser og tankstationer.

Klimaminister har låst sig inde

Ifølge Noa Reddington er det et relativt lille udspil, som hverken vælter statsbudgettet eller redder klimaet, men det er et skridt i retning af at nå målet om 70 procents CO2-reduktion i 2030.

Han påpeger, at partierne på Christiansborg venter utålmodigt på, at klimaminister Dan Jørgensen (S) snart præsenterer noget konkret for den grønne omstilling, selvom der er forståelse for, at det ikke bare lige er noget, man fikser på en formiddag.

- Men oplevelsen er, at Dan Jørgensen har låst sig inde i sit klimaministerium og prøver at finde ud af, hvad der skal ske. Det er drønfrustrerende for de andre partier, at de ikke er en del af det, og det her er jo en måde at banke i bordet og sige, nu må vi altså se at komme til det mere konkrete, siger Noa Reddington.

Ifølge den politiske kommentator er det ikke usandsynligt, at Venstre og Radikale Venstre kan finde flertal for at gøre det gratis for elbiler at køre over Storebælt og de andre initiativer. Han nævner Det Konservative Folkeparti, SF, Enhedslisten og Alternativet som potentielle støtter.

Knas i R-S-forholdet

Set i et større perspektiv er den fælles front mellem Venstre og Radikale Venstre også udtryk for de politiske forskydninger, der er på Christiansborg i øjeblikket.

De radikale vil gerne arbejde mere hen over midten, og efter Jakob Ellemann-Jensen er blevet formand for Venstre, har oppositionens største parti samtidig orienteret sig mere mod de radikale.

- Det er tydeligt, at Ellemann har tænkt sig at arbejde mere den vej. Samtidig har vi set de radikale i stigende grad være frustrerede over den måde, Socialdemokratiet forvalter regeringsmagten på, siger Noa Reddington.

Senest i sidste uge var Radikale Venstres leder, Morten Østergaard, ude på forsiden af Politiken og sige, at forholdet mellem Socialdemokratiet og de radikale sjældent har været dårligere, end det er i dag.

Det skete efter nogle hektiske dage, hvor Radikale Venstre havde forsøgt at lande en boligaftale med de blå partier uden om regeringen, men i stedet endte med at blive kørt ud på et sidespor, da regeringen pludselig landede en aftale med Dansk Folkeparti, Enhedslisten, SF og Alternativet.

Statsministeren sover roligt

Ifølge Noa Reddington er der udsigt til, at Venstre og de radikale kommer til at samarbejde mere fremover, for eksempel på det økonomiske område.

Men det er ikke noget, statsminister Mette Frederiksen (S) skal være nervøs for. I hvert fald ikke lige nu.

- Jeg tror, at Frederiksen sover ganske stille og roligt. Hun kan se på mandaternes logik, at det er usædvanligt svært for de radikale og Venstre at skabe et flertal uden om regeringen, der for alvor betyder noget, siger Noa Reddington.

Mette Frederiksen skal dog passe på, at Radikale Venstre ikke ender med at skifte side frem mod næste valg.

- Det er klart, at hun har en interesse i, at forholdet ikke bliver så dårligt, at folk begynder at tvivle på, om de radikale vil pege på hende, og at man internt i Radikale Venstre siger, at det ikke kan være rigtigt, at de lægger mandater til en regering, som er så langt fra den måde, som man ønsker, at landet skal regeres på, siger Noa Reddington.