Politik

LA-formand trækker sig i protest, efter partimedlem blev smidt ud

Leif Mikkelsen stopper som landsformand for Liberal Alliance, fordi han er uenig i eksklusion af partimedlem. Han kritiserer LA for dobbeltmoral.

Liberal Alliances landsformand, Leif Mikkelsen, har fået nok.

Han trækker sig fra sin formandspost i partiet, fordi han er uenig i beslutningen om at smide partimedlem Søren Kenner ud.

Det fremgår af et brev sendt fra Leif Mikkelsen til hovedbestyrelsen i LA, som TV 2 er i besiddelse af, og det bekræftes af Leif Mikkelsen selv.

- Jeg kunne ikke forsvare den beslutning om at ekskludere Søren Kenner. Jeg har det sådan, at man skal have ordentligheden med sig - også i politik, siger Leif Mikkelsen til TV 2.

Det var planen, at Leif Mikkelsen skulle trække sig som landsformand på partiets landsmøde i april, men han går altså nu før tid.

Husk lige historien

Søren Kenner blev smidt ud af partiet onsdag i sidste uge. Ifølge ham selv fordi han gentagne gange har kritiseret partiets politik og udmeldinger fra partiets folketingsgruppe samt bragt dårlige nyheder såsom meningsmålinger på sociale medier.

Held og lykke med det videre arbejde i Liberal Alliance

Leif Mikkelsen

Søren Kenner har spillet en stor rolle i Liberal Alliance i flere år. Blandt andet blev han i 2010 sat i spidsen for den såkaldte visionsgruppe.

- Han er bærer af det her parti. Han var den, der i den grad fik det op at stå. Der havde ikke været et parti for nogen af dem at sidde i i dag, hvis det ikke var for Søren Kenner. Man skal lige huske sin historie, siger Leif Mikkelsen.

Dobbeltmoral i LA

Leif Mikkelsen beskylder Liberal Alliance for dobbeltmoral, fordi folketingsmedlem Henrik Dahl ikke blev ekskluderet, da han efter folketingsvalget sidste år gik i medierne og rettede en skarp kritik mod ledelsen i Liberal Alliance.

- Det var et meget voldsomt personangreb, siger Leif Mikkelsen.

- Man skal behandle folk ordentligt, og det er ikke ordentligt at ekskludere en med den samme begrundelse, som man ikke ekskluderer en anden for, siger han.

Held og lykke

I forbindelse med at Leif Mikkelsen har valgt at trække sig, har han sendt et brev til hovedbestyrelsen i Liberal Alliance, hvori han også påpeger sagen om Henrik Dahl.

Leif Mikkelsen skriver, at han ikke insisterede på at ekskludere Henrik Dahl af to grunde. Dels at det ville få "voldsomme økonomiske konsekvenser", og dels at Alex Vanopslagh ikke ville blive valgt som ny partileder.

Det fremgår også at brevet, at han "nedlægger sit mandat som landsformand for Liberal Alliance", fordi han ikke som formand kan stå på det kommende landsmøde i april og forsvare beslutningen om at ekskludere Søren Kenner.

Han slutter brevet med: "Held og lykke med det videre arbejde i Liberal Alliance."

For meget uro siden valget

Leif Mikkelsen fortsætter som almindeligt medlem af Liberal Alliance, mens partileder Alex Vanopslagh nu er konstitueret landsformand.

I en lukket Facebookgruppe for partimedlemmer af Liberal Alliance skriver Alex Vanopslagh, at genrejsningen af LA "kun lykkes, hvis vi er sammen om det".

- Tiden siden folketingsvalget har været præget af for meget uro. (...) Det skal have en ende nu, så vi kan fuldende overgangen fra gammel til ny ledelse, skriver Alex Vanopslagh.

Liberal Alliance fik et katastrofalt dårligt valg ved det seneste folketingsvalg, og siden valget har Alex Vanopslagh skullet stå i spidsen for at genrejse partiet.

I mellemtiden har blandt andre Simon Emil Ammitzbøll-Bille forladt partiet, fordi han ikke var enig i den nye linje. Dermed har partiet kun tre mandater i Folketinget.

Alex Vanopslagh er på ferie og afviser at kommentere sagen. Liberal Alliances presseafdeling oplyser, at ingen andre i partiet vil udtale sig.