Politik

V og R går sammen i udspil: Skal være gratis for elbiler at køre over Storebæltsbroen

Partierne foreslår også, at der skal være ladestandere ved alle rastepladser og tankstationer.

Kør gratis over Storebælt i elbil eller andre grønne biler.

Det kan blive en realitet, hvis det står til Radikale Venstre og Venstre, der i et udspil går sammen om en række grønne tiltag.

Ud over at krydse Storebælt grønt og gratis, skal der være ladestandere til elbiler på alle danske rastepladser og krav om, at alle tankstationer skal have ladestandere.

De to partier forventer, at disse forslag og en række andre tiltag vil fungere som incitamenter til, at flere vil skifte benzin- eller dieselbilen ud med en elbil.

- Vi kan ikke vente længere. Der er for meget nøl, så nu foreslår vi disse konkrete tiltag med Venstre, siger Sofie Carsten Nielsen, politisk ordfører i Radikale Venstre.

- Vi ved fra Norge, at det virker, hvis man giver fordele til dem, der køber grønne biler. Og vi foreslår altså, at man kan køre gratis over Storebælt og gøre det nemt at få tanket sin bil undervejs, siger hun.

Venstre og Radikale Venstre foreslår desuden, at alle rastepladser og tankstationer langs de danske motorveje skal opstille ladestandere til elbiler.

Der er ikke et akut behov for ladestandere.

Gitte Seeberg, administrerende direktør, AutoBranchen Danmark

Det bliver et decideret krav, hvis man skal have ”tilladelse til at drive virksomhed på Vejdirektoratets rastepladser”.

Der er især et behov på rastepladserne, hvor meget få af de cirka 92 eksisterende rastepladser har ladestandere i dag, lyder det i udspillet.

Intet behov for flere ladestandere

Udspillet fra de to partier skal få en større del af trafikken over på vedvarende energi, som eksempelvis elbiler, for at nå klimaaftalens målsætning om at reducere 70 procent af Danmarks CO2-udledning i 2030.

Men hvorvidt forslagene vil få flere folk til at købe elbiler er tvivlsomt.

Det mener Gitte Seeberg, administrerende direktør i AutoBranchen Danmark.

- Det er to gode forslag. Og det vil kunne skabe lidt mere sikkerhed for dem, der overvejer at købe en elbil. Men der skal meget mere til, siger Gitte Seeberg.

- Vi så helst, at der kom en stor pakke med initiativer, så kunderne vidste, hvad de havde at regne med.

Gitte Seeberg mener, at de penge, man bruger på gratis Storebælt-overfart for grønne biler, er bedre brugt på anden vis.

- Det er et godt forslag, men det vil koste en formue. Og måske er pengene bedre brugt på direkte tilskud til elbiler, så de kan blive billigere, siger hun.

Seeberg peger desuden på, at i forhold til, hvor mange – eller få – elbiler, der kører på de danske veje i dag, er der ladestandere nok.

- Der er ikke et akut behov for ladestandere. Der er 15.000 elbiler på de danske veje i dag, så der er jo rigeligt med ladestandere, siger hun og fastslår, at der snarere er behov for at udvide ladenettet ved folks private hjem.

Pengene er klar

Ifølge Radikale Venstre ligger pengene til forslagene allerede klar og venter.

Sofie Carsten Nielsen peger på, at finansieringen skal findes i energiaftalen fra 2018, hvor der blev afsat 500 millioner kroner til en pulje, der skal fremme grøn transport i årene 2020-2024 med 100 millioner kroner per år.

- Det er penge, vi har aftalt i energiaftalen, men vi har bare ventet og ventet på, at der blev handlet. Dét er der ikke blevet. Derfor er vi nu gået sammen med Venstre og kommer med disse konkrete forslag. Og så håber vi, at Socialdemokratiet går med.

Vismændene har ellers advaret mod tab af afgiftsindtægter, hvis man går helt over til elbiler.

Men det spørgsmål skyder Sofie Carsten Nielsen foreløbigt til hjørne.

- Det store spørgsmål om bilafgifterne ligger i den bilkommission, der skal rapportere ved udgangen af året. Det er ikke det, vi rykker ved med disse forslag. Dette udspil er mindre, og forslagene er meget mere konkrete.

Radikale Venstre og Venstre forventer, at den gratis bro-overgang for elbiler samlet vil koste mellem 10-15 millioner kroner årligt.

Man vil afsætte fem millioner årligt indtil 2024, og så vil man tage en dialog med Sund & Bælt om, hvordan resten af finansieringen kan findes.

Her er nogle af punkterne i udspillet:

  • Der afsættes penge til, at elbiler kan køre gratis over Storebæltsbroen.
  • Virksomheder ved motorveje, tankstationer og rastepladser skal opføre infrastruktur til elbiler, eksempelvis ladere til elbiler.
  • Finanslovsaftalen sikrede, at der ikke skal betales elafgift til opladning af elbiler frem til 1. januar 2022. Dette skal forlænges i 2022, 2023 og 2024
  • Der afsættes 285 millioner kroner over fire år til at understøtte virksomheders omlægning af tung transport til vedvarende energi.
  • Det bliver lavet en pulje, som virksomheder kan søge til at fremme elcykler, der især skal konkurrere med bilismen.
  • En ny indsats skal samle aktørerne i luftfartsbranchen om et projekt, der indenfor få år kan producere grønt brændstof.
  • Det skal gøres nemmere at køre sammen og kombinere samkørsel, cykelture og busser.
  • Der afsættes en pulje på 100 mio. kr. årligt i perioden 2020-2024 med henblik på at understøtte grønne løsninger i transportsektoren.
  • EU-kommissionens forslag til CO2-reduktion for lette køretøjer i 2030 hæves fra 30 procent til mindst 40 procent af niveauet af CO2-udledninger i 2021.