Politik

3136 personer tjekket fra Sverige til Danmark - seks blev afvist

Grænsekontrollen er spild af penge, mener Radikale Venstre. Socialdemokratiet fastholder, at den er nødvendig.

Det er ikke mange personer, dansk politi har afvist ved grænsen fra Sverige, siden den midlertidige grænsekontrol blev indført i november sidste år.

I løbet af de første godt to måneder har politiet kontrolleret 3136 personer, og af dem er seks blevet afvist.

Det viser nye tal, som TV 2 har fået aktindsigt i ved Rigspolitiet. Tallene dækker perioden 12. november sidste år til 6. januar i år.

Det er de første resultater af grænsekontrollen af indrejsende fra Sverige til Danmark. Ifølge Radikale Venstre viser det tydeligt, at kontrollen er spild af politiets ressourcer.

- De nye tal understreger endnu en gang, at den her grænsekontrol er nytteløs. Det er symbolpolitik. Vi jagter uskyldige danskere for, om de nu har taget deres pas med. De penge kunne vi i stedet have brugt på folk, der bedriver vold, voldtægt og indbrud, siger retsordfører Kristian Hegaard (R).

S afviser spild af penge

Den midlertidige grænsekontrol blev indført efter flere måneders bandeskyderier og eksplosioner i København, som kan have tråde til den svenske underverden.

Socialdemokratiet afviser, at grænsekontrollen er spild af penge.

- Vi skal huske, hvad formålet er med det her. Vi vil skærme os mod det kriminalitetsbillede, vi ser i Sverige. Derfor skal vi ikke måle det her på antallet af personer, der bliver afvist, men om den har en effekt i forhold til det, siger retsordfører Jeppe Bruus (S).

Jeppe Bruus henviser til, at der ikke har været bombeeksplosioner i København, siden grænsekontrollen mod Sverige blev indført.

- Grænsekontrollen handler om at sætte målrettet ind over for den organiserede kriminalitet. At de kriminelle ved, at nu holder vi ekstra skarpt øje med dem, siger Jeppe Bruus.

Grænsekontrollen er i første omgang planlagt til at vare et halvt år og vil ifølge Justitsministeriet koste 35 millioner kroner.

Ifølge Rigspolitiet er grænsekontrollen ét instrument blandt flere, og at den samlede kontrol er "et effektivt værn mod den grænseoverskridende kriminalitet".

- Det handler ikke kun om, hvor mange vi afviser ved grænsen, men i højere grad om den afskrækkende effekt, kontrollen har på de kriminelle og de efterretninger vi indsamler i forbindelse med kontrollerne. Det handler altså om at indsamle efterretninger og sende et præventivt signal, oplyser Rigspolitiet i et skriftligt svar.

Rigspolitiet indskærper kontrol

Dansk politi står ikke ved grænsen til Sverige i døgndrift, men foretager stikprøver og kontroller i perioder ved færgelejet i Rønne, Helsingør, Frederikshavn og Grenaa samt ved Øresundsbroen og ved togtrafik fra Sverige til Danmark.

I løbet af de første godt to måneder har politiet rykket ud til grænseovergange 68 gange for at kontrollere.

Indrejsekontrol

Når politiet tjekker id ved grænsen, tager de nogle af personerne til side og foretager en såkaldt indrejsekontrol. Det er en vurdering af personer, køretøjer og synlige effekter i bilerne, der kan bidrage til, om en billist eller gågænger bliver trukket til side for en nærmere undersøgelse.

Der er imidlertid nogle dage, hvor de blot har kontrolleret id og ikke har holdt nogen ind til siden for at foretage en nærmere undersøgelse. Ved 11 af de 68 kontroller har politiet ikke foretaget en egentlig indrejsekontrol.

Rigspolitiet har indskærpet over for politikredsene, der står for kontrollerne, at det ikke er nok at stå ved grænsen og tjekke pas.

- Rigspolitiet har over for politikredsene indskærpet, at der skal foretages stikprøvevise indrejsekontroller i forbindelse med samtlige grænsekontrolindsatser, fremgår det af aktindsigten fra Rigspolitiet.

I et skriftligt svar til TV 2 oplyser Rigspolitiet, at der nu er styr på stikprøvekontrollerne.

- Dette er nu ensrettet, da det er vigtigt, at man ved en stikprøvevis grænsekontrol slår rejsendes pasoplysninger op i vores registre, for at sikre, at personen, der vil indrejse, har et lovligt grundlag at gøre dette på, skriver Rigspolitiet.

Justitsminister Nick Hækkerup (S) afviser at stille op til interview.

Af en tidligere version af artiklen fremgik det, at politiet havde afvist otte personer ved grænsen. Rigspolitiet havde sendt en fejlbehæftet aktindsigt og sendte efter publicering en opdateret oversigt over tallene, som viser, at politiet blot har afvist seks personer. Derfor er tallet nu ændret fra otte til seks i artiklen.