Politik

Bred enighed om regeringens forslag om fængsel til fartbøller

Flere partier vil også give politiet mandat til at konfiskere biler ved vanvidskørsel.

Regeringen vil fremover slå hårdere ned over for de groveste hastighedsoverskridelser på de danske veje.

Transportminister Benny Engelbrecht (S) kom tirsdag morgen med et forslag, der skal give såkaldte "vanvidsbilister" ubetinget fængselsstraf allerede ved første forseelse.

På tværs af folketingssalen er der generelt bred enighed om at stramme op på området, så man kan komme problemet til livs.

Forslaget kommer i kølvandet på en række sigtelser i forbindelse med vanvidskørsel, der blandt andet kostede en betjent livet sidste år, samt nye tal fra Vejdirektoratet, som viser, at det går den forkerte vej i forhold til dræbte i trafikken.

Helt konkret foreslår regeringen, at hastigheder over 200 kilometer i timen udløser 20 dages fængsel og en ubetinget frakendelse af kørekortet i minimum tre år.

Men ifølge regeringen skal samme straf også kunne falde, hvis man overskrider en given hastighedsgrænse med 100 procent. Det kunne være, hvis man kører over 100 kilometer i timen i en byzone eller over 160 kilometer i timen på en landevej.

Med den nuværende lovgivning kan den slags maksimalt give en bøde og ubetinget frakendelse af kørekortet.

Enighed blandt Venstre og Enhedslisten

Venstres retsordfører, Inger Støjberg, bakker generelt op om højere straffe til denne type bilister, men hun tvivler på, om det er nok. Hun vil helt have fjernet såkaldte ”muskelbiler” fra vejene, som ofte er kraftfulde køretøjer forsynet med flere hundrede hestekræfter.

I mange tilfælde ejer føreren ikke selv bilen, men leaser den i et andet navn. Denne manøvre gør det i dag problematisk for politiet at konfiskere disse køretøjer, når loven overtrædes.

- Regeringen er blind for, at det er potentielle våben, som kan slå mennesker ihjel. Derfor skal politiet have mulighed for at konfiskere disse muskelbiler, siger Inger Støjberg til TV 2.

I den anden lejr kalder Enhedslistens transportordfører, Henning Hyllested, regeringens forslag for ”sympatisk” og forklarer, at hans parti også gerne bakker op om det.

- Jeg mener, at de 20 dages fængsel burde have en reel effekt. I dag rammer det jo sjældent de vanvittige bilister hårdest, men derimod fodgængere og cyklister, fortæller Henning Hyllested.

Han tilføjer ligeledes, at det giver god mening at inddrage køretøjerne fra de dømte bilister.

Liberal Alliance har tidligere presset på for en ændring

Hos Liberal Alliance forklarer transportordfører Ole Birk Olesen, at hans parti tilbage i november fremsendte et beslutningsforslag, hvor de foreslog, at politiet fik mandat til at inddrage kørekortet fra vanvidsbilister øjeblikkeligt.

- Det er glædeligt at se, at regeringen nu følger trop. Når man sætter sig bag rettet, er man herre over liv og død, og det skal man behandle med stor alvor, siger Ole Birk Olesen.

Som mange andre er LA's transportordfører påvirket af historien om betjenten, der blev kørt ihjel på Langebro sidste år af en bilist, som havde en lang række grove fartovertrædelser bag sig.

- Det underminerer fuldstændig tilliden til retssamfundet, når man ser en mand, der få måneder efter at have dræbt en anden mand i trafikken, er på gaden igen og begår samme forseelse. Det er simpelthen ikke i orden, fortæller Birk Olesen.

Peter Skaarup, der er retsordfører i Dansk Folkeparti, forklarer i en sms til TV 2, at han er meget positiv over for Benny Engelbrechts forslag.

På torsdag klokken 10.00 præsenterer transportminister Benny Engelbrecht en samlet pakke, der skal forbedre forholdene på de danske veje.

Udover punktet om strengere straffe for vanvidskørsel, vil ministeren i højere grad rette fokus på alkohol- og narkopåvirket kørsel samt opmærksomhed i trafikken, hvor bilister bruger deres mobiltelefoner.