Politik

Magtkampen i Alternativet er langt fra forbi

Der er åbnet for ikke så lidt af en magtkamp blandt de tilbageværende folketingsmedlemmer i Alternativet og deres nye politiske leder Josephine Fock.

Der blev klappet og hujet begejstret i Amager Bio lørdag aften, da Alternativets medlemmer på udpræget demokratisk vis over tre afstemninger gjorde Josephine Fock til partiets nye leder.

Det var præcis den fest, som afgående formand og stifter Uffe Elbæk hævdede, at han ønskede sig, da han for kun få uger siden bekendtgjorde sin afgang fra posten.

Men selv om Alternativet bruger mange kræfter på at tale om, hvor pænt og ordentligt man taler til hinanden. Og på at understrege, at man debatterer anderledes og mindre konfrontatorisk end andre partier, så er magtkampen i partiet i fuld gang – måske som en del af festen. I hvert fald en magtkamp som på mange måder fuldstændig ligner dem, vi kender fra andre langt mindre alternative partier.

Mandag valgte politisk ordfører Rasmus Nordqvist – som i øvrigt blot opnåede tredjeflest stemmer ved formandsvalget i lørdags – at trække sig fra posten som politisk ordfører. En post, som på mange måder er den mest synlige og vigtige i et parti.

Modstand mod Fock i folketingsgruppen

Det er velkendt, at Nordqvist og Josephine Fock ikke ligefrem er enige om alt, og Nordqvists beslutning om at trække sig, kan heller ikke ses som andet end en protest imod medlemmernes valg af Josephine Fock.

Samtidig forlyder det, at der generelt i folketingsgruppen ikke ligefrem er ’Love Is In the Air’-begejstring over valget af Fock. Man er - som det også er oplevet i andre partier – noget trætte af partiets bagland, som det udtrykkes.

Det åbne spørgsmål er så, hvem der skal bære faklen som Josephine Focks politiske ordfører. Selv kan hun ikke påtage sig opgaven, da hun ikke er medlem af Folketinget. Og sikkert er det, at det ikke nødvendigvis er en ønskeopgave at skulle være væbner for den formand, man ikke havde håbet af få.

Kun tre personer kan påtage sig opgaven. Nordqvist er ude, ligeså er Uffe Elbæk, dermed står valget mellem de tre øvrige folketingsmedlemmer Susanne Zimmer, Sikandar Siddique og Torsten Gejl.

Den rutinerede eller nyvalgte efterfølger

De to første er nyvalgte ved valget i sommer, mens Torsten Gejl både var med fra begyndelsen i partiet og blev valgt til Folketinget i 2015 og endda også har en uddannelse som kaospilot hos Uffe Elbæk i sin tid. Ligesom Gejl altså har siddet i folketingsgruppe med Josephine Fock tidligere.

Gejl er derfor nok den mest oplagte kandidat, men 32-årige Sikandar Siddique kunne måske også finde på at byde sig til. Han har i hvert fald ambitioner om at komme endnu længere frem og har siden valget i sommer vist sig en del i medierne.

Spørgsmålet er, om han vil være politisk ordfører, hvis Fock trækker alt for meget i trådene.

Drama på vej?

Dermed kan der altså være lagt op til lidt af et drama allerede i Josephine Focks første uge som ny politisk leder i Alternativet. Et drama, hvor Josephine Fock både skal udvise respekt for selvstyret i den folketingsgruppe, som hun ikke er en del af. Og samtidig sætte sig i respekt som partileder. Især det sidste kan blive vanskeligt, når nu det så tydeligt fremgår, at Fock ikke var gruppens favorit til partilederposten.

Alternativet slog sig i sine første leveår op på at ville forny og forandre den politiske debat. Man ville gøre tingene på en anden måde og forsøge at skabe en politisk debat, hvor tilliden til politikerne blev genskabt.

Til trods for en lang række problematiske sager, er der ingen tvivl om, at Alternativet har bidraget til at forandre den politiske debat, både hvad angår substans og form. Men noget kunne tyde på, at lige præcis lederskiftet i partiet og de efterfølgende bølgeskvulp i folketingsgruppen er der, hvor alle de gode ord står deres egentlige prøve.

Partiet kan næppe holde til endnu en omgang intern hurlumhej, og selv om Josephine Fock ikke ligefrem fremstår som den mest udsvævende alternativist, så er det afgørende for hendes mulighed for succes, at hun formår at finde en balance mellem at være Christiansborg-seriøs og tilpas kreativ i sin fremtoning og metode.

Opgaven er at skabe så megen intern ro og stabilitet, at der bliver plads til at larme klassisk alternativt. Om det overhovedet kan lykkes, er vi meget klogere på efter tirsdagens gruppemøde.