Politik

Nordqvist tabte: - Det er en stor skuffelse

Folketingsmedlem Rasmus Nordqvist røg ud af anden runde i kampen om lederposten i Alternativet.

- Det er en stor skuffelse. Jeg har lagt et meget, meget tydeligt projekt frem for medlemmerne, og man har så meget tydeligt valgt noget andet - nogle andre retninger - og det er selvfølgelig en klar skuffelse.

Sådan lyder ordene fra Rasmus Nordqvist få minutter efter, at han har måtte erkende sit nederlag i kampen om lederposten i Alternativet.

Det blev i stedet det tidligere folketingsmedlem for Alternativet Josephine Fock, der løb med sejren. I tredje og sidste afstemningsrunde fik hun 936 stemmer mod Theresa Scavenius' 668 stemmer. Dermed tager 54-årige Fock over for den nu afgåede leder for Alternativet igennem seks år, Uffe Elbæk.

Nordqvist: Svær opgave venter folketingsgruppen

Men nederlaget betyder ikke, at Nordqvist melder sig helt ud af politik, og han håber da også, at han kan fortsætte som politisk ordfører for partiet, siger han.

- Jeg er folkevalgt for Alternativet og bliver ved med at kæmpe for en bæredygtig omstilling for et langt mere levende demokrati, som har jeg kæmpet for i alle de år, jeg har været med.

Han ærgrer sig dog over, at medlemmerne endte med at vælge en politisk leder, der ikke allerede er i Folketinget.

Vi må se, hvordan folketingsgruppen kan opveje for det

Rasmus Nordqvist, politisk ordfører i Alternativet

- Når jeg valgte at stille op, så er det jo for at bruge begge ben i vores arbejde - både det parlamentariske og det bevægelsesmæssige ben - og det bliver jo sværere nu, så vi må se, hvordan folketingsgruppen kan opveje for det.

Repræsenterer partiets dårlige situation

Ved folketingsvalget i sommer oplevede Alternativet stor tilbagegang og blev næsten halveret fra ni til fem mandater.

Hvorvidt det har haft betydning for Nordqvists nederlag, vil han dog ikke gisne om.

- Det er jo svært at sige med det felt, der er. Josephine Fock er i den grad også det gamle, understreger han.

Josephine Fock er blevet Alternativets nye politiske leder, og slutter det ekstraordinære landsmøde med en takketale.

Ifølge politisk redaktør for Jyllands-Posten, Marchen Neel Gjertsen, kan der dog være noget om snakken:

- Han er måske kommet til at repræsentere partiets dårlige situation. Det har været nemmere for de andre at sige, at de vil fornyelse. Og så skal man heller ikke undervurdere, at han er mand. Vi står med et parti, der gerne vil have en kvinde, siger hun.

Josephine Fock var med til at stifte Alternativet i 2013. Partiet strøg ind i Folketinget i 2015, hvor det med sine ni mandater blev det sjette største parti.

Dengang blev hun udnævnt som Alternativets gruppeforkvinde. Hun stoppede dog i november 2017, efter det kom frem, at partiet havde genansat en medarbejder, som var anklaget for et seksuelt overgreb mod en underordnet.