Politik

Josephine Fock er ny leder af Alternativet

Alternativets nye leder er ikke statsministerkandidat ligesom Uffe Elbæk. Josephine Fock vil samarbejde mere med regeringen.

Efter tre afstemningsrunder på et ekstraordinært landsmøde, står det nu klart, at Josephine Fock (54) bliver Alternativets nye politiske leder.

- Det er ekstremt overvældende, siger den nyudnævnte partiformand fra scenen på spillestedet Amager Bio i København.

Josephine Fock, der forlod partiets folketingsgruppe i september 2018, slog de fem andre kandidater til formandsposten. I den sidste afgørende afstemning fik Josephine Fock 936 stemmer. Modkandidaten, Theresa Scavenius, fik 668.

Hun slog også partiets politiske ordfører, Rasmus Nordqvist, der ellers hidtil er blevet betragtet som partiets kronprins.

Særlig tak til en af modkandidaterne

I sin takketale fremhæver Josephine Fock da også netop sin modkandidat, der blev medlemmernes nummer tre.

- Jeg føler en speciel trang til at takke Rasmus Nordqvist. For Rasmus og jeg går rigtig langt tilbage sammen. Begge vores ekskærester var rigtig gode venner. Og derfor kender Rasmus og jeg hinanden rigtig godt, og jeg har fuld forståelse for, hvis han ikke synes, det er det fedeste lige pt. Men jeg forsikrer, at jeg vil samarbejde rigtig rigtig godt med Rasmus, siger Josephine Fock og får store klapsalver fra salen.

Lyn-analyse

Alternativet har satset på det sikre og det prøvede. Det er tydeligt, de har valgt en, som de kender, og som i sin tid var med til at stifte partiet.

Med valget af hende vælger partiet en, der gerne vil seriøs politik. Hun arbejder for at få indflydelse, og hun vil være en, der arbejder for, at Alternativet kommer til at ligne andre partier mere.

Spørgsmålet er, om hun kan skabe den forandring eller fornyelse, der er brug for?

Internt vil hun få store udfordringer med at samle partiet. Hun skal vise, at hun kan lede, og det bliver ikke nemmere af, at hun ikke sidder på Christiansborg hver dag.

Dermed mere end antyder hun, at det ikke bliver noget problem, at hun som ny leder står udenfor folketingsgruppen, mens den vragede Nordqvist går rundt inde på Christiansborg.

Vil arbejde på samarbejde

Josephine Fock håber også, at resten af de 600 fremmødte i Amager Bio - og alle de andre medlemmer af partiet - kan samle sig bag hende, selvom hun anerkender, at mange af dem havde en anden favorit end hende.

Hun vil begynde sit lederskab med at tage ud i landet til partiets kredse og samtidig arbejde hårdt for at knytte baglandet tættere sammen med Christiansborg.

Og det er ikke de eneste steder, der skal arbejdes på samarbejdet, hvis det står til den nye politiske leder.

Tættere bånd til regeringen

Josephine Fock lægger nemlig op til en anden linje end sin forgænger. Først og fremmest er hun ikke statsministerkandidat, fastslår hun med henvisning til, at Uffe Elbæk ved valget i juni sidste år afviste at pege på hverken Mette Frederiksen (S) eller Lars Løkke Rasmussen (V). Tværtimod pegede han på sig selv som statsministerkandidat. Tanken var banke "en grøn kile" ind mellem rød og blå blok, forklarede han.

Josephine Fock ønsker ganske vist at bevare Alternativets 'grønne blok', men hun lægger op til et øget samarbejde med regeringen, siger hun til pressen efter formandsvalget.

Hun vil som noget af det første invitere sig selv på kaffe hos statsminister Mette Frederiksen. Det skal være naturligt for regeringen at invitere de lysegrønne med til forhandlingerne i stedet for, at partiets fem folketingsmedlemmer betragtes som overflødige mandater.

Forlod Folketinget

Den nye partileder trådte efter eget valg ud af Folketinget for halvandet år siden. I stedet skiftede hun til et job som direktør for integration i Dansk Flygtningehjælp. Det var udskiftningen af ét drømmejob med et andet, lød det dengang.

På det tidspunkt havde hun dog allerede trukket sig som gruppeformand som reaktion på partiets dårlige håndtering af en krænkelsessag internt i partiet.

Josephine Fock fortalte efterfølgende, at hun ikke følte, at hun havde den nødvendige opbakning.

- Man genansætter vedkommende mod mit vidende. Det er helt uacceptabelt, sagde hun til TV 2.

I begyndelsen af januar besluttede Josephine Fock sig så at stille op som kandidat til lederposten i Alternativet.

Begrundelsen lød, at "rigtig, rigtig mange" ønskede hende i front for partiet. Det viste sig i dag at holde stik.

Josephine Fock fik flest stemmer i alle aftenens tre afstemningsrunder.

I første runde blev Mira Issa Bloch og Rasmus Foged skilt fra kandidatfeltet. De fik blot 29 stemmer hver.

I anden runde fik Sascha Faxe og Rasmus Nordqvist færrest stemmer. Og sidste runde stod altså mellem Josephine Fock og Theresa Scavenius.

Uffe Elbæk meddelte 16. december, at han "giver den grønne fane videre". Den fik Josephine Fock så lov at svinge fra scenen i dag.

Alternativets medlemmer gav Elbæk stående klapsalver efter hans tale ved dagens landsmøde, og de tager officielt afsked med ham ved partiets ordinære landsmøde til maj.