Politik

Se kortet: Her er kommunerne der vinder - og taber - på regeringens udligningsforslag

Fungerende finansminister Morten Bødskov og social- og indenrigsminister Astrid Krag, der holder pressemøde om regeringens udspil til en udligningsreform. Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Flere partier kritiserer efter møde regeringen for at tilgodese egne borgmestre i udspil til udligningsreform.

Det er især socialdemokratiske borgmestre, der kan glæde sig over regeringens udspil til udligningsreform. Det er nemlig især S-kommunerne, der står til at få flere penge som følge af regeringens udspil til udligningsreform.

Det står fast, efter at regeringen fredag fremlagde listen over, hvor meget de enkelte kommuner står til at vinde eller tabe.

I alt 32 kommuner med S-borgmestre står til at vinde på udspillet. Det andet store borgmesterparti, Venstre, har 22 borgmestre, som kan håbe på flere penge, hvis der kan samles flertal for udspillet.

Til gengæld står De Konservatives borgmestre til at blive taberne i udligningsudspillet.

De konservatives Rasmus Jarlov undrer sig over, at en "indvandrertung" kommune som Høje-Taastrup med en konservativ borgmester skal aflevere penge, mens de socialdemokratiske nabokommuner på den københavnske vestegn får penge.

- Der er en overvægt af socialdemokratiske kommuner, der får flere penge. Hvis man ser på den københavnske vestegn, så er det med kirurgisk præcision de socialdemokratiske kommuner, der får flere penge, og de borgerlige, der får færre, siger Rasmus Jarlov.

Han undrer sig også over, at store socialdemokratiske byer som Odense og Aalborg står til at få penge, mens landkommuner andre steder står til at skulle betale:

- Der skal ikke omfordeles ud fra, hvem man er venner med, men ud fra saglige kriterier, siger Jarlov.

Store problemer på Vestegnen

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) afviser dog, at regeringen tilgodeser de socialdemokratiske vestegnsborgmestre med udspillet.

- Der er ikke noget, der handler om sognerådspolitik. Vi lægger op til, at vi skal udligne på beskatningsgrundlaget og udgiftskriterierne. Noget, der koster dyrt for kommunerne, er der, hvor man står med meget store udgifter på grund af integrationsproblemer, der gennem årtier ikke er blevet løst, siger Astrid Krag.

- På den københavnske vestegn står man med meget store problemer, som man ikke ser andre steder, siger hun.

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, undrer sig dog også over fordelingen af vindere og tabere:

- Det ser ud til, at der er lavet en meget positiv særbehandling til fordel for regeringens venner i form af de socialdemokratiske vestegnsborgmestre, som i hvert fald ikke sagligt og fagligt kan forklares, siger Sophie Løhde.

Ligesom de konservatives Rasmus Jarlov kritiserer hun regeringen for fortsat at tilbageholde kriterierne for udligningen mellem kommunerne.

Dermed kan hverken politikere eller vælgere endnu tage stilling til, om regeringen har været fair i fordelingen af pengene mellem kommunerne, lyder det. Eller om man, som kritikerne mener, har varetaget S-borgmestrenes interesse.

Den liste, som regeringen fremlagde fredag, viser blandt andet, at Gentofte Kommune skal aflevere 291 millioner kroner, mens Rudersdal skal aflevere 200 millioner. Begge kommuner ligger nord for København.

Blandt de største vindere er Guldborgsund, der står til at få 131 millioner kroner ekstra, og Kalundborg Kommune, der står til at få 115 millioner kroner mere til velfærd.