Lars Løkke Rasmussen får nyt job
Den tidligere statsminister bliver i Folketinget, selvom han skal være rådgiver.
Lars Løkke Rasmussen (V) skal være rådgiver ved advokathuset Gorrissen Federspiel.
Det oplyser firmaet i en pressemeddelelse.
Den tidligere statsminister siger, at han både bliver på Christiansborg, at han vil beholde sine politiske poster, og at han vil stille op til næste folketingsvalg.
Lars Løkke Rasmussen skal for Gorrissen Federspiel bidrage med viden om danske samfundsforhold og udsyn i verden.
- Min opgave bliver at bidrage med noget af den samfundsmæssige indsigt, som jeg har opbygget gennem 34 år som folkevalgt, siger Lars Løkke Rasmussen, der selv er uddannet jurist.
- Vi lever i en stadig mere kompleks verden, hvor danske virksomheder, når de skal investere i udlandet, ikke kun skal kigge på juridiske vilkår, men også orientere sig om, hvor verden er på vej hen, eksempelvis i forhold til den grønne omstilling og handelskrige. Her kan jeg bidrage med noget, siger han.
Afviser interessekonflikt
Lars Løkke Rasmussen afviser, at jobbet som rådgiver for Gorrissen Federspiel indeholder en interessekonflikt i forhold til de fortrolige oplysninger, han kan have modtaget som statsminister og medlem af Udenrigspolitisk Nævn.
Eksempelvis repræsenterer Gorrissen Federspiel koncernen Bunker Holding i en sag mod et muligt brud på EU’s brændstofforbrug over Syrien, og virksomheden sidder også i koncernens bestyrelse.
Lars Løkke Rasmussen afviser at skulle deltage i rådgivningen om Bunker Holding.
- Desuden har advokatbranchen stærke etiske regler, hvilket der også er her på Christiansborg omkring tavshedspligt. Jeg har været statsminister i mere end seks år, jeg kan godt håndtere fortrolighed. Mit virke for Gorrissen Federspiel vil både fra min og deres side ske med respekt for de regelsæt, der gælder, siger han.
Lars Løkke Rasmussen tiltræder stillingen 15. april.
Løkke trak sig som formand for Venstre i sommer efter længere tids uro i partiet. Siden har han været menigt medlem af Folketinget, mens Jakob Ellemann-Jensen har stået i spidsen for partiet som ny formand.