Politik

Minister øjner opløsning af flere bander efter LTF-dom

Justitsminister Nick Hækkerup er meget tilfreds med byrettens afgørelse i sagen om LTF. Niels Christian Vilmann / Ritzau Scanpix

Justitsminister Nick Hækkerup er ovenud tilfreds med, at Københavns Byret har fastslået, at LTF skal opløses.

Sagen er anket, men justitsminister Nick Hækkerup (S) er alligevel meget tilfreds med dommen over Loyal to Familia (LTF) fredag.

Det siger han, efter at Københavns Byret har forbudt banden, der skal opløses.

- Jeg er meget tilfreds med, at byretten er enig med anklagemyndigheden i, at Loyal to Familia skal opløses, fordi vi som samfund skal forsvare os mod de her dybt kriminelle bander, siger Hækkerup.

LTF har anket dommen på stedet, men hvis den i sidste ende står ved magt, vil justitsministeren se på, om andre lignende bander også skal forsøges opløst.

- Måtte domstolen også i sidste ende komme frem til, at LTF kan opløses, så vil jeg selvfølgelig sammen med anklagemyndigheden og politiet se på, om der er andre grupperinger, der undergraver trygheden og sikkerheden i vores samfund.

- Og så vil vi tage stilling til det. Men dette er en historisk og principiel sag. Så derfor skal vi lige have den endelige afgørelse, før vi forholder os til det næste skridt, siger Hækkerup.

Ministeren vil ikke sætte navn på andre bander, han ønsker at se på, hvis LTF-dommen fastholdes.

Skal sættes ud af spillet

Retsordfører i Venstre Inger Støjberg er ligeledes tilfreds med dommen i byretten.

- Jeg er meget tilfreds med dommen, for det kan ikke have sin rigtighed, at en bande som Loyal to Familia er lovlig.

- Loyal to Familia skal sættes ud af spillet. Ingen danskere kan være tjent med, at udskud som disse bandemedlemmer har ret til at samle sig i dybt kriminelle grupperinger. De skal bare opløses, siger hun i en skriftlig kommentar.

Kun to gange tidligere har en domstol opløst en forening i Danmark. Første gang var i 1874, da Den Internationale Arbejderforening – en forløber til Socialdemokratiet - blev opløst, fordi man anså den for at have et samfundsomstyrtende formål.

Anden gang var i 1924, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen var et samlingspunkt for blandt andre homoseksuelle, og den var forbudt dengang.

I LTF-sagen har anklagemyndigheden hævdet, at der er tale om en forening, som virker ved vold. Dermed kan den opløses i medfør af en bestemmelse i Grundloven, som ellers garanterer foreningsfriheden.