Politik

Formandskandidat i Alternativet kritiseres for at mangle empati – svarer igen med sød kattevideo

Theresa Scavenius vil ikke kommentere den hårde kritik over for TV 2. I stedet deler hun på Facebook en video af en kattekilling, der får mælk.

Med kun otte dage til formandsvalget i Alternativet er der uro omkring en af de seks kandidater.

I et brev lagt ud på Alternativets interne debatforum retter en gruppe på 14 personer fra Alternativets bagland i Nordsjælland hård kritik af formandskandidat Theresa Scavenius, som de beskylder for at mangle ”empati” og ”ydmyghed”.

Det skriver DR, der gengiver brevet.

Det er netop baglandet i Nordsjælland, som var med til at opstille Theresa Scavenius som kandidat for Alternativet til folketingsvalget i juni 2019. Det gavner næppe hendes chancer for at blive ny leder af Alternativet, at der nu kommer kritik fra hendes egen hjemmebane.

Jeg kan forstå, at nogen mener, at jeg ikke er empatisk nok, så her kommer en kattevideo

Theresa Scavenius

- Trådte medlemmer over tæerne

Brevet er underskrevet af flere folketingskandidater samt medlemmer af storkredsbestyrelsen i Nordsjælland, og de 14 personer udtrykker overraskelse over, at Theresa Scavenius har bedt om støtte fra dem til det snarlige valg af ny leder.

Overraskelsen bunder i, at folketingsvalgkampen i 2019, ifølge de 14 underskrivere, ikke var uden ”interne sværdslag”, og at Theresa Scavenius’ ”kompromisløshed” i samarbejdet med de aktive medlemmer og øvrige folketingskandidater fik det til at ”slå gnister”.

- Du fik trådt mange af de aktive medlemmer over tæerne i valgkampen, og vi har ikke oplevet nogen vilje til at redde trådene ud bagefter, står der ifølge DR i brevet.

TV 2 har været i kontakt med Benny Nielsen, der sidder i storkredsbestyrelsen og kandidatudvalget i Nordsjælland. Han forklarer, at de 14 underskrivere har besluttet, at de for nuværende ikke vil uddybe kritikken.

Svarer igen med kattevideo

Theresa Scavenius forsker i klimapolitik og har flere gange kritiseret de grønne tiltag besluttet på Christiansborg for at være utilstrækkelige.

Hun har blandt andet sat spørgsmålstegn ved, om det var rigtigt af Alternativet at bakke op om finansloven og klimaloven, der begge blev vedtaget kort før jul.

TV 2 ville gerne have spurgt Theresa Scavenius, om hun er enig med det nordsjællandske bagland i, at hun har trådt folk over tæerne og mangler ”empati og ydmyghed”, men hun vil ikke stille op til interview.

På sin Facebook-side har Theresa Scavenius til gengæld svaret igen på en opsigtsvækkende måde.

- Jeg kan forstå, at nogen mener, at jeg ikke er empatisk nok, så her kommer en kattevideo, skriver Theresa Scavenius og deler samtidig en video med en kattekilling, der får mælk.

Opslaget ønsker Theresa Scavenius heller ikke at kommentere.

Lørdag 1. februar vælger Alternativet ny leder. Der er seks kandidater på listen, som foruden Theresa Scavenius tæller Rasmus Nordqvist, Josephine Fock, Sascha Faxe, Rasmus Foged og Mira Issa Block.