Jensens solotur besværliggør karriere uden for politik

Ifølge rekrutteringseksperter har Kristian Jensen gjort sig mindre attraktiv hos organisationer og foreninger.

Flere har prikket Kristian Jensen, tidligere næstformand i Venstre, på skulderen og opfordret ham til at stille op til en post som bestyrelsesmedlem i Danmarks Idrætsforbund.

Han er med egne ord "ved at undersøge opbakningen". I givet fald har han dog tænkt sig at fortsætte arbejdet i Folketinget sideløbende med en bestyrelsespost.

Ifølge Politiken er Kristian Jensen også interesseret i at overtage posten som formand for forbundet, når den stilling bliver ledig i maj 2021. Dermed vil det være et farvel til Christiansborg.

Det afviser Kristian Jensen dog selv.

Kan være 'farlig' for ny arbjedsgiver

Uanset hvad spekuleres der i øjeblikket i, om Kristian Jensen er på vej væk fra Christiansborg.

Særligt efter at han i weekenden blev frataget sine ordfører- og udvalgsposter efter et interview med Jyllands-Posten, som han ikke på forhånd havde informeret Venstres ledelse om.

Men hvis Kristian Jensen er ved at afsøge muligheden for en karriere uden for Folketinget, kan han have lukket muligheder for sig selv, vurderer rekrutteringseksperter.

- Hvis man læser det sådan, at han er gået imod ledelsen i Venstre, så kan man måske som ny arbejdsgiver være bange for, at han vil gå i sin egen retning. Det kræver derfor, at man får afstemt mål og opgaver rigtigt, siger Lars Lundmann, direktør og rekrutteringsrådgiver i konsulentfirmaet Lundmann.

Lars Lundmann vurderer dog, at skaden kan være mindre, hvis Kristian Jensen går efter at bytte folketingsarbejdet ud med en formandspost i en bestyrelse.

- Her er det en del af rollen, at man har sine egne holdninger, siger han og peger på, at det formentlig vil være mest attraktivt i organisationer med behov for et kendt ansigt til at sparke døre ind i det politiske miljø.

Glemte sin plads i Venstre

Morten Ballisager, der er direktør i rekrutteringsvirksomheden Ballisager, mener, at Kristian Jensen i et rekrutteringsøjemed kom hæderligt ud af sommerens opgør med eksstatsminister Lars Løkke Rasmussen.

Det endte med, at de begge trak sig fra deres poster. Bevæget stillede Kristian Jensen sig op foran pressen og proklamerede, at "det ikke er en formand, der har et parti, men et parti, der har en formand".

Det viste hans loyalitet. Men det kan de sidste dage have ødelagt, vurderer Morten Ballisager.

- Da konflikten tog sin afslutning, så kom han bedst ud af det, men hvis han har drømme om bestyrelsesposter, så begriber jeg ikke, hvad han har lavet inden for de seneste tre døgn, siger han.

- Det er som om, at han over natten glemmer, at han ikke længere er næstformand. Advarselslamperne hos folk, der tænker rekruttering af ham, blinker, og man tænker over, hvor hans loyalitet mon er rettet hen.

Kristian Jensen var fra 2009 til 2019 næstformand i Venstre. Han har også været finansminister, udenrigsminister og skatteminister.