Politik

Flere partier vil lovliggøre skadelige stoffer, men forslaget møder hård modstand

Der er kun 21 mandater ud af de 179 i Folketinget bag Alternativets forslag om at afkriminalisere hårde stoffer til egen brug.

Det skal ikke længere resultere i en bødestraf at besidde narkotika, så længe det blot er til eget forbrug.

Sådan lyder et nyt forslag fra Alternativet, der vil ændre den nuværende lovgivning om euforiserende stoffer og erstatte bøder med tvungen behandlingshjælp.

Forslaget fik hurtigt opbakning fra Enhedslisten og Liberal Alliance, men så stoppede den positive modtagelse også.

Ingen andre partier kan på nuværende tidspunkt støtte forslaget, siger de til TV 2.

Dybt, dybt skadelige stoffer

Socialdemokratiet, som sidder på flest af Folketingets 179 mandater, mener, at det vil sende et forkert signal at lovliggøre hårde stoffer.

- Vi taler her om kokain og andre stoffer, som er dybt, dybt skadelige. Vi skal bekæmpe dels de bagmænd, der typisk er den organiserede kriminalitet, og så skal vi selvfølgelig sørge for, at de unge, der er på vej ind i et misbrug, får en afskrækkelse og en mulighed for at få behandling, siger retsordfører Jeppe Bruus (S).

I dag får man en bøde og en anmærkning i ens straffeattest, hvis man bliver taget med narkotika til eget forbrug på sig - svarende til 0,2 gram kokain eller én til to ecstasypiller.

Og Venstre ser ingen grund til at ændre loven, som Alternativet foreslår.

- Jeg mener, det er helt skævt. Man skal jo ikke afkriminalisere det at tage narkotika. Man kunne jo i virkeligheden sige, at vi kan fuldstændig slippe for al kriminalitet i Danmark ved at gøre alting lovligt. Men det gør jo ikke alting bedre, og vi skal jo netop sørge for, at der er færre unge, der kommer ind i et narkomisbrug, siger retsordfører Inger Støjberg (V).

"Spændende, men.."

Heller ikke Dansk Folkeparti, Radikale Venstre eller Det Konservative Folkeparti bakker op om forslaget, siger de til TV 2.

Nye Borgerlige mener som udgangspunkt, at forslaget lyder spændende, men at det bør være forældrenes ansvar at opdrage deres børn sådan, at de ikke kommer ud i et misbrug, lyder det.

Også SF har deres forbehold til Alternativets forslag. For mens de går ind for en afkriminalisering af cannabis, har de endnu ikke taget stilling til, om det samme bør gælde hårdere stoffer.

- Jeg synes, der er mange spændende takter i det. Men jeg synes egentlig bare, at vi trænger til at få rystet posen og set på det, vi gør. At vi får indhentet nogle erfaringer fra andre lande og komme med nogle nye forslag, siger retsordfører Karina Lorentzen (SF).

21 mandater bag forslaget

De eneste partier bag forslaget er dermed Alternativet selv, Liberal Alliance og Enhedslisten, der sammenlagt har 21 mandater.

Liberal Alliances politiske leder og retsordfører, Alex Vanopslagh, fortæller til TV 2, at forslaget ligger helt på linje med deres politik på området, mens også Enhedslisten henviser til, at de selv for år tilbage foreslog en lignende model.

- I spørgsmål om narkotika skal politiet ikke bruge deres ressourcer på dem, som tager stoffer engang imellem i weekenden. Det skal man selvfølgelig ikke gøre, men jeg tror meget mere på misbrugsbehandling, og så kan politiet bruge deres ressourcer på de bagmænd, der smugler ulovlig narkotika ind i Danmark, siger partiets retsordfører, Rosa Lund.