Kristian Jensens rolle i Venstre er udspillet, vurderer eksperter

Kristian Jensen har fået frataget sit ordførerskab og sine udvalgsposter, efter et interview hvor han gik solo med et forslag.

Kristian Jensen kan godt finde sig en plads bagerst i Venstres gruppeværelse.

Efter formand Jakob Ellemann-Jensen lørdag aften fratog den tidligere næstformand hans ordførerskab og udvalgsposter, er hans rolle i partiet udspillet.

Det vurderer flere politiske eksperter.

Beslutningen kom samme dag, som Kristian Jensen i Jyllands-Posten sagde, at Venstre bør gå sammen med regeringen, Radikale Venstre og De konservative om en stor reformpakke om blandt andet skat og seniorjobordning.

Men den udmelding betød, at arktisordførerskabet og medlemskabet af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget og Udenrigsudvalget blev taget fra Kristian Jensen.

Hugger hovedet af Kristian Jensen

TV 2s politiske redaktør, Troels Mylenberg, siger, at Venstres ledelse reagerede hurtigt efter interviewet ”og for at sige det ligeud hugger hovedet af Kristian Jensen politisk”.

Han vurderer, at fratagelsen af ordførerskabet og udvalgsposterne endegyldigt må stoppe hans muligheder for at få en magtfuld position i dansk politik.

- I hvert fald i Venstre og under Jakob Ellemann-Jensen, siger Troels Mylenberg.

- Man skal aldrig sige aldrig, men det, Kristian Jensen har gjort, betragter man som ganske illoyalt. Og er der noget, en ny ledelse har behov for, er det at slå fast, at illoyalitet ikke giver nogen som helst centrale roller i partiet.

Vil ikke blive brugt til noget som helst

Troels Mylenberg kalder det ”besynderligt” at gå ud i Jyllands-Posten med sådan et forslag, mens Avisen Danmarks politiske redaktør, Thomas Funding, siger, at det er sandsynligt, at den tidligere næstformand har vidst, at sådan et soloforslag ikke ville være populært i partiets ledelse.

Kristian Jensen ”kommer ikke til at spille nogen som helst rolle for Venstre i det interne arbejde, vurderer Thomas Funding.

- Han kommer ikke til at blive involveret eller brugt til noget som helst i lang tid. Han skal virkelig, hvis han vil tilbage, gøre sig fortjent til det, siger Thomas Funding til Ritzau.

Lyn-analyse

Det her er en klokkeklar strafaktion fra Venstres nuværende ledelse. De vil ikke finde sig i, at Kristian Jensen igen går ud på forsiden af en avis og forsøger at slå fast, hvor han mener, at Venstres politiske linje skal ligge - uden at have vendt det med formanden. Det vil man ikke finde sig i, fordi Ellemanns vigtigste projekt er at lægge den linje selv og skabe opbakning og ro. Derfor har man besluttet at slå hårdt ned og statuere et eksempel. Det her er et foreløbigt punktum for Kristian Jensen som en person, der spiller en stor rolle i Venstres folketingsgruppe.

Langt eller kort til døren

I Venstre siger man, at der er højt til loftet og langt til døren.

Men den konsekvens, det har fået for Kristian Jensen at give interview til Jyllands-Posten om sine tanker om et reformsamarbejde hen over midten, viser helt tydeligt, at det ikke er tilfældet.

Det vurderer Jarl Cordua, politisk kommentator med en fortid i partiet Venstre.

- Man kan ikke mene, hvad som helst. Særligt ikke når de udfordrer formanden, og når man er tidligere næstformand, siger Jarl Cordua til Ritzau.

Spillereglerne er ikke blevet fulgt

Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, vil ikke svare på, hvilken rolle Kristian Jensen i fremtiden skal have i Venstre. Men hun siger, at der er ro i Venstre, og at Kristian Jensen ikke har udtalt sig på vegne af partiet.

- Hvis man gerne vil udfordre og ændre Venstres politik, er et oplagt sted at tage den diskussion i Venstres gruppeværelse, siger Sophie Løhde.

- Der er nogle interne spilleregler i partiet, og de skal følges. Det er de helt åbenlyst ikke blevet. Og det har så nogle konsekvenser i sidste ende.

Jakob Ellemann-Jensen, har i løbet af søndagen afvist at udtale sig i sagen. Det samme har Kristian Jensen.