Kristian Jensen efter degradering: - Jeg havde ikke regnet med den reaktion

TV Midtvest logo
I samarbejde med TV Midtvest

Kristian Jensen understreger overfor TV Midtvest, at han ikke agter at melde sig ud af partiet.

Tidligere næstformand i Venstre Kristian Jensen fortæller søndag aften, at han er overrasket over den reaktion, som hans interview med Jyllands-Posten har ført med sig.

Det siger han i et interview med TV Midtvest.

- Jeg tror ikke, at jeg afslører nogen hemmeligheder ved at sige, at det ikke var den reaktion, jeg havde regnet med. Så til spørgsmålet, om jeg er overrasket, må svaret være ja.

Meldingen kommer efter, at han lørdag fik frataget sit ordførerskab og alle udvalgsposter i partiet, da han ifølge ledelsen havde brudt nogle "interne spilleregler" ved at foreslå en ny linje for partiet i et interview med Jyllands-Posten - uden at have vendt det med partiledelsen.

Kristian Jensen fortryder dog ikke sit interview med avisen.

- Jeg står ved, hvad jeg har sagt. Jeg havde dog gerne set, at det havde fået et andet udfald. Jeg anerkender samtidig, at det er ledelsens opgave at fordele ordførerskaberne og udvalgsposterne, siger Kristian Jensen.

Han siger, at han har rigeligt andet at tage sig til, men at han stĂĄr til rĂĄdighed, hvis ledelsen igen vil benytte sig af ham.

Agter ikke at melde sig ud af partiet

I interviewet med Jyllands-Posten forslog Kristian Jensen, at Venstre bør gå sammen med S-regeringen, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti om en stor reformpakke om blandt andet skat og seniorjobordningen.

Jeg er ikke på vej væk fra Venstre. Jeg er Venstre-medlem af hjertet

Kristian Jensen, tidligere næstformand i Venstre

Til TV Midtvest siger Kristian Jensen, at Venstre er det parti, der skal finde ud af, hvordan Danmark tjener pengene og ikke bare bruger pengene. Og hans interview skal ses i forlængelse af dette og dermed Venstres politik generelt, forklarer han.

- Danmark har brug for, at vi bliver stærkere og rigere. Vi skal have mere velstand, så vi får råd til velfærd og den grønne omstilling, og det er de tanker, jeg er kommet med, siger han.

Lyn-analyse

Jeg er lidt overrasket over, at han er overrasket. Kristian Jensen er jo ikke en novice i dansk politik. Han ved udmærket godt, hvilke mekanismer der gør sig gældende, og hvad det betyder, når nogen overskrider de beføjelser, de egentlig har. Man får derfor mistanken om, at der er noget andet på spil end blot det at mene noget om det her emne. For Kristian Jensens vegne er der måske en tilbagebetaling og tak for sidst. Ledelsen mener nok, at han burde kunne se, at det ikke er gavnligt hverken for Venstre, den nye ledelse eller ham selv. Og det overrasker mig egentlig også lidt, at han ikke selv har de overvejelser.

Kristian Jensen er efter lørdag ikke længere arktisordfører eller medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget samt Udenrigsudvalget.

Men det betyder ikke, at han melder sig ud af partiet:

- Jeg er ikke på vej væk fra Venstre. Jeg er Venstre-medlem af hjertet. Det har jeg været, lige siden jeg meldte mig ind som 17-årig, og det fortsætter jeg med at være, til jeg bliver lagt i graven, siger han.

Uroligt ĂĄr

Kristian Jensens 'fyring' lørdag kommer efter et stormfulgt år, der blandt andet betød, at han i august 2019 måtte opgive drømmen om at blive formand for partiet og samtidig meldte sin afgang som næstformand.

Det kom som følge af ugers uro, der startede med, at flere i partiets bagland mente, at konstitueringen efter folketingsvalget havde taget for lang tid.

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen har lørdag fået frataget sit ordførerskab og alle udvalgsposter i Venstre. Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Siden undsagde Jensen i et interview med Berlingske direkte den daværende partiformands politik og strategi - herunder tankerne om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Flere mente ved den lejlighed ikke, at Kristian Jensen var den rette arvtager for Lars Løkke Rasmussen, selvom han havde siddet ti år på posten. Nogle kaldte ham sågar "illoyal".

Efterfølgende fulgte dage med debat og diskussion, inden det kulminerede i forbindelse med møder i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, hvor de to valgte at trække sig som henholdsvis formand og næstformand.

En berørt Kristian Jensen udtaler sig, om det han har fortrudt igennem sin karriere

21. september blev Jakob Ellemann-Jensen officielt valgt som ny formand og statsministerkandat og Inger Støjberg som partiets næstformand.

Kristian Jensen fik ved folketingsvalget i juni 10.759 personlige stemmer. Han har både været finans-, skatte- og udenrigsminister.