Politik

Kristian Jensen får frataget ordførerskab og udvalgsposter

Ifølge Venstre er det partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, der har taget beslutningen

Venstres tidligere næstformand Kristian Jensen har lørdag fået frataget sit ordførerskab og alle udvalgsposter i Venstre.

Det oplyser partiet i en pressemeddelelse.

Kristian Jensen vil således fremover ikke være arktisordfører eller medlem af Den Arktiske Delegation, Finansudvalget, Færøudvalget, Grønlandsudvalget eller Udenrigsudvalget.

Ifølge pressemeddelelsen er det partiets formand, Jakob Ellemann-Jensen, der har taget beslutningen. En beslutning, der bakkes op af en enig gruppebestyrelse, lyder det.

Venstre: Interne spilleregler brudt

Beslutningen kommer samme dag, som den tidligere næstformand i Jyllands-Posten foreslår, at Venstre bør gå sammen med regeringen, Radikale Venstre og Det Konservative Folkeparti om en stor reformpakke om blandt andet skat og seniorjobordningen.

Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet

Sophie Løhde, politisk ordfører Venstre

Til avisen siger han, at han ikke har orienteret partiledelsen om udtalelsen, men at han føler, at han har en "friere rolle", fordi han ikke er en del af partiledelsen.

Lyn-analyse

Det her er en klokkeklar strafaktion fra Venstres nuværende ledelse. De vil ikke finde sig i, at Kristian Jensen igen går ud på forsiden af en avis og forsøger at slå fast, hvor han mener, at Venstres politiske linje skal ligge - uden at have vendt det med formanden. Det vil man ikke finde sig i, fordi Ellemanns vigtigste projekt er at lægge den linje selv og skabe opbakning og ro. Derfor har man besluttet at slå hårdt ned og statuere et eksempel. Det her er et foreløbigt punktum for Kristian Jensen som en person, der spiller en stor rolle i Venstres folketingsgruppe.

I forbindelse med udtalelsen til avisen sagde Venstres politiske ordfører, Sophie Løhde, at udtalelsen stod for egen regning. Det gentager hun lørdag aften til nyhedsbureauet Ritzau og uddyber:

- Der er nogle interne spilleregler, der skal følges. Det er de ikke blevet, og det har nogle konsekvenser, siger hun.

Det har ikke været muligt for TV 2 at få et uddybende interview med Sophie Løhde.

Gik af efter intern uro

Kristian Jensen meddelte i august 2019 sin afgang som næstformand for partiet, efter at der havde været intern uro. På samme tidspunkt gik Lars Løkke Rasmussen af som formand.

Lars Løkke Rasmussen og Kristian Jensen blev hyldet. Video: Youssef Ayoub

Uroen kom, da flere i partiets bagland efter valget i juni mente, at konstitueringen internt i partiet havde taget for lang tid.

Siden tog balladen fart, da Kristian Jensen i et interview med Berlingske direkte undsagde den daværende partiformands politik og strategi - herunder tankerne om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Flere mente ved den lejlighed ikke, at Kristian Jensen var den rette arvtager for Lars Løkke Rasmussen, selvom han havde siddet ti år på posten. Nogle kaldte ham sågar "illoyal".

Efterfølgende fulgte dage med debat og diskussion, inden det kulminerede i forbindelse med møder i partiets forretningsudvalg og hovedbestyrelse, hvor de to valgte at trække sig som henholdsvis formand og næstformand.

En berørt Kristian Jensen udtaler sig, om det han har fortrudt igennem sin karriere

21. september blev Jakob Ellemann-Jensen officielt valgt som ny formand og statsministerkandat. Samme dag blev Inger Støjberg valgt som partiets næstformand.

Kristian Jensen fik ved folketingsvalget i juni 10.759 personlige stemmer.