Politik

Den ensomme, den ubefarne og den store Moder Stat

Det er tre partiledere med uhyre forskellige udfordringer, der mødes til debat på de radikales nytårsstævne i Nyborg.

Det er noget af en tradition, de radikale efterhånden har fået banket op med deres nytårsstævne på Hotel Nyborg Strand. En weekend med den velkendte radikale yndlingsbuffet bestående af alskens debatter om dannelse, højskolesangbog, åndsfrihed, skole og uddannelse i forskellige lune og køligere anretninger. Med gæster udefra, naturligvis velkendte repræsentanter for den tænkende og talende klasse. Endda også et par politiske modstandere hist og pist.

Højt til loftet, hvis der da overhovedet er et loft.

Og så ned på jorden igen med afslutningen, hvor partiet traditionen tro har kapret to partiledere til at flankere egen leder til debat. Denne gang er det så henholdsvis statsminister Mette Frederiksen og oppositionens og Venstres nye leder Jakob Ellemann-Jensen, som Morten Østergaard skal duellere med til begge sider.

En stærk iscenesættelse af Østergaard som den mand i midten, han selv og partiet (ønske)tænker ham som. Men som virkeligheden måske ikke ligefrem tilsiger for nærværende.

Der er ikke sat et særligt tema på partilederdebatten – som i øvrigt kan følges på TV2 NEWS søndag klokken 13. Men der er nok at tage fat på i de nye roller, som hver af de tre partiledere er havnet i. Mette Frederiksen som statsminister, Østergaard som regeringens støtteopposition, og Ellemann-Jensen som den ukendte udfordrer.

Lad os tage dem en ad gangen:

Statsminister Mette Frederiksen (S) ved et interview udenfor den fælleskommunale el-forsyning SEV, ved Vestmanna, under besøget på Færøerne 7. november 2019. Foto: Niels Christian Vilmann/Ritzau Scanpix

Den store Moder Stat – Mette Frederiksen

Statsministeren har sat sig effektivt og tungt på magten. Hun har i realiteten ikke sat en fod forkert endnu, og hendes ministre opfører sig som de mest velafrettede flinkeskolebørn, der ikke siger en lyd uden at have fået lov og i øvrigt bruger enhver lejlighed til at rose chefen.

Der skal nok gå hul på den spejderdisciplin henad vejen, men det er bemærkelsesværdigt, i hvor høj grad danmarkshistoriens yngste statsminister formår at holde styr på sine tropper. Ikke mindst når man tænker på, at hun i høj grad har ændret partiets fokus fra at være et reformparti under Thorning og Corydon til at være et parti, der vil styrke statens greb om samfundet. Staten er beskyttelsen mod alle ydre farer. Mor Mette vil passe på os. Passe på Danmark. Statslig overvågning er eksempelvis en garant for tryghed og frihed og et værn mod privat overvågning fra techgiganter og andre.

Staten skal også gribe tidligere og hårdere ind i familierne, som det lød i nytårstalen, og udover den nye stærke statsbetoning i Frederiksens ord og handling, så er det egentligt bemærkelsesværdige i høj grad, at der ikke synes at være nogen som helst indre modstand i Socialdemokratiet. Det er måske Mette Frederiksens allerstørste styrke. Hun ved, hvad hun vil, og ingen i egne rækker vil (eller tør ville) andet end det, Mette Frederiksen siger.

Det er en ren ønskeposition for en statsminister, og det er i særlig grad en helt ny situation for en socialdemokratisk partiformand slet ikke at have en indre opposition.

Hendes støttepartier til venstre – Enhedslisten og SF – slår heller ikke meget fra sig. Også dem har Mette Frederiksen det, der ligner total kontrol over. Jovist, de kalder på højere ambitioner og mere vilje til handling, men lige den slags kritik er noget nær det bedste, en statsminister kan få fra støtterne. De vil have mere af hende, og hendes strategi er naturligvis at give dem små lunser løbende, så de holder sig nogenlunde i ro og har lidt at bide i.

Lidt anderledes forholder det sig med de radikale. Her er Frederiksen klar til kamp på udlændingepolitikken. Morten Østergaard får ingen indrømmelser, siger hun igen og igen. Og får han nogle, skal de forklejnes mest muligt. Lempelser eksisterer ikke i Mette Frederiksens strategiske univers.

Morten Østergaard (R) ankommer til Mette Frederiksens kontor på Christiansborg 25. juni 2019. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Den ensomme – Morten Østergaard

Den radikale leder Morten Østergaard ligner egentlig ikke det, han er. Han går om ikke på vandet så på en bund af et flot fremgangsrigt valg, og samtidig nogle for ham yderst vigtige indrømmelser på uddannelsesområdet, hvor en række besparelser er taget af bordet. Samtidig er klimaloven også vand på den radikale mølle, så meget går udmærket. Eller ser i hvert fald udmærket ud.

Men bag ved står realiteten, nemlig den at Morten Østergaard er dansk politiks måske mest ensomme ulv. Og endda i mange henseender en ulv uden tænder.

Udlændingeområdet er radikalt hjerteblod, men her er der intet at komme efter hos statsministeren, der reelt er klar til at gå til nyvalg på det spørgsmål, hvis Morten Østergaard og hans parti skulle finde på at true regeringen. Analysen hos Mette Frederiksen er dels, at de radikale under ingen omstændigheder må få indflydelse på udlændingepolitikken, dels at de radikale ikke har andre steder at gå hen med deres krav. Og de radikale er nok blevet større, men slet ikke store nok til selv at kunne gøre Jakob Ellemann-Jensen til statsminister.

Den erkendelse har de radikale selv svært ved at gøre sig. Det falder ikke partiet nemt at indse, at indflydelsen på dette for partiet helt afgørende område er forduftet, og at man ikke har noget at true med. For selvom man måske føler sig meget på linje med Jakob Ellemann-Jensens udlægning af liberalismen, så bestemmes Venstres udlændingepolitik ikke af Ellemann, men af næstformand Inger Støjberg. Ellemann siger tingene anderledes, men han siger stadig, at Venstre på dette område mener det samme, man mente i regeringen – altså da Inger Støjberg var udlændinge- og integrationsminister.

Hvad er så opgaven for Morten Østergaard? Tja, lige nu at sole sig mest muligt som manden i midten på den radikale scene, men også at forstå, at han ikke er manden i midten på andre scener end den, hans parti selv bygger op.

Spørgsmålet er, hvordan den erkendelse bliver til frustration. Om ikke hos Østergaard selv, så hos andre i partiet.

Venstres formand Jakob Ellemann-Jensen ved Venstres landsmøde i Herning Kongrescenter 17. november 2019. Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Den ubefarne – Jakob Ellemann-Jensen

Hvis man er stået til søs, begynder man sin færd som ubefaren, hvilket vil sige, at man er under oplæring. Og nok er Jakob Ellemann-Jensen kåret som sit partis formand og dermed også statsministerkandidat, men sandheden er, at han selvfølgelig endnu er aldeles ubefaren. Ikke helt så ubefaren som Helle Thorning-Schmidt, da hun i 2005 som nyvalgt folketingsmedlem blev formand for Socialdemokratiet og i seks et halvt år måtte slide som oppositionsleder, før magten i landet blev hendes. Men trods sit ene år som minister og over otte år i Folketinget, så er Jakob Ellemann den nye mand. Og en, der skal finde sin egen stil og position.

Indtil videre har den været at slå fast, at der ikke er behov for, at Venstre huhej mener alt muligt nyt. Samtidig med at Ellemann så med vigende held har forsøgt at matche Mette Frederiksen i direkte duel i folketingssalen. Den stil vil han blive nødt til at ændre i hvert fald noget på. Det forventes simpelthen, at en oppositionsleder går hårdere til statsministeren og regeringen, end Ellemann hidtil har gjort. Og man kan undre sig over, at Mette Frederiksens betoning af stærkere stat og mere politisk styring endnu ikke har kaldt på en liberal reaktion fra Jakob Ellemann, der omvendt fremstod som omtrent formand for en Mette Frederiksen-roseklub efter hendes nytårstale.

Lige præcis spørgsmålet om, hvordan man opfatter staten har tidligere været kerneelementet i Venstre-folks forklaring på forskellen på Socialdemokratiet og Venstre. Men åbenbart ikke en forskel, Ellemann benytter lejligheden til at tale højt om.

Den hårdeste kritik fra Ellemann var, at Mette Frederiksen ikke var konkret nok. Ikke mange kritiske bemærkninger om, at der ikke var et ord om Danmarks position i verden, om EU eller om verden i det hele taget i statsministerens tale.

Elleman skal ikke regne med at kunne rose og kramme Mette Frederiksen ned i mindre størrelse. Han er selv nødt til at blive større for at matche hende. Han skal ikke miste sig selv og den særlige personlighed, som faktisk i vise målinger har gjort ham til endnu mere troværdig end Mette Frederiksen i manges øjne. Han skal næppe heller forsøge at gøre sig til en klassisk Christiansborg-kriger, der slår på alt og alle. Men han skal være mere og andet end ham, der stod tilbage, da Venstre nedsmeltede i krigen mellem Lars Løkke og Kristian Jensen.

Det er ikke en gennemgribende forvandling, der skal til, men det er en bevægelse fra ubefaren til befaren, og det er en bevægelse, der passende kan begynde på Hotel Nyborg Strand i direkte debat med Mette Frederiksen og Morten Østergaard.

Debatten begynder søndag klokken 13 og sendes på TV 2 NEWS.