Politik

Politikere vil sætte ind efter angreb med fyrværkeri mod brandfolk

I løbet af december er brandfolk over hele landet blevet beskudt med fyrværkeri.

17 gange er brandfolk over hele landet blevet beskudt med fyrværkeri henover nytårsaften og -nat.

Og det skal der sættes en stopper for, mener Dansk Folkeparti (DF).

- Det kan godt være, der er enkelte unge med etnisk dansk baggrund, men det er desværre tendensen, at der er flere og flere kriminelle araberdrenge. Og uanset, om det er dem eller etniske danske drenge, skal det straffes ganske, ganske væsentligt, siger Pia Kjærsgaard.

Derudover mener hun, at salget af fyrværkeri skal begrænses til dagene op til nytårsaften.

Flere angreb i december

Men Alternatives retsordfører, Sikandar Siddique, mener ikke, at et forbud mod fyrværkeri kan standse angrebene.

- Den lille gruppe af utilpassede unge mennesker, som udviser den her opførsel, kan du ikke stoppe med et forbud, siger han til TV 2.

Det har man set i for eksempel Gellerup i Aarhus og på Nørrebro i København, hvor brandfolk, politibetjente og almindelige borgere er blevet angrebet med fyrværkeri i december.

- Det er min erfaring, at det er rodløse unge mennesker, hvor vi skulle have haft mentorordninger og et nærpoliti, som kan snakke med de unge og forhindre de her episoder.

I Gellerup i Aarhus blev der også skudt fyrværkeri mod brandfolk. Her skete det, da en brandbil kom kørende på en vej, hvor der pludselig blev skudt efter brandbilen. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Øjenvidne: Det fløj om ørerne på folk

Et af de steder, der blev skudt med fyrværkeri efter brandfolk, var i Fosgården i Albertslund vest for København.

Det oplevede Kristina Andersen, der bor i Fosgården.

- Det var meget voldsomt. Jeg har aldrig været bange for at gå ned, men i aftes blev vi i lejligheden for at se fyrværkeri, fordi det var meget ubehageligt, siger hun til TV 2.

- Det fløj jo om ørerne på folk. Og det var ikke bare raketter. Det var kanonslag og bomberør. Det var bare så utrygt.

Reglerne skal strammes

Og det er den utryghed, Pia Kjærsgaard vil til livs.

- Straffen for at bringe andres liv i fare er op til otte års fængsel, og så må vi sørge for som politikere at sige til domstolene, at de straframmer, der er, skal udnyttes maksimalt, siger Pia Kjærsgaard.

Derfor mener hun, at det er nødvendigt at tage det op i Folketinget.

- Det er meget muligt, at reglerne skal strammes. Det kan ikke nytte noget, at man tager med følsomhed og bløde hænder på de her kriminelle mennesker, forklarer hun.

Angreb kan koste menneskeliv

Og det var endda ikke kun brandfolk, der blev skudt efter nytårsaften.

Også en bus i Gellerup blev beskudt, da en gruppe personer stod klar til at skyde løs på den, da den kørte forbi.

Ingen kom til skade. Video: Kasper Søgaard Alstrup

Og den slags angreb kan koste liv, advarer en af landets operationschefer.

- Det betyder, at vi bliver forsinkede - eller i værste fald forhindrede - i at gøre vores arbejde, og det kan i sidste ende koste menneskeliv, siger Brian Eriksson, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab, til TV 2.

De mange angreb med fyrværkeri kan koste liv, advarer Brian Eriksson, der er operationschef ved Hovedstadens Beredskab. Video: Mette Stender Pedersen

Forsvarsminister overvejer strengere straffe

Derfor får fyrværkeriangrebene nu forsvarsministeren til at gribe ind.

- Det her er noget, vi bliver nødt til at se på med stor alvor. Det er ikke rimeligt, at dygtige brandfolk går på arbejde og oplever det her, siger Trine Bramsen (S) til DR.

Det kan blandt andet betyde strengere straffe.

- Jeg er ikke afvisende for at se på hele paletten af værktøjer, der kan være med til at skabe den rette forståelse for vigtige samfundsopgaver, som beredskabet udfører. Det kan både være højere straffe for at genere brandfolk og andre, der udfører væsentlige opgaver for vores samfund, men også opdragelse og oplysning, siger forsvarsministeren.

Der er ikke meldinger om nogen tilskadekomne.

En 17-årig dreng blev efter uroen i Albertslund anholdt for at affyre bomberør mod brandvæsenet. Han er blevet løsladt igen, men er sigtet for både brandstiftelse og for at have bragt andres liv i fare.