Politik

Før nytårstalen: Mette Frederiksen får et hedt forår, siger analytiker

Statsminister Mette Frederiksen (S) holder her til aften sin nytårstale. Der venter hende store udfordringer i det nye år, vurderer TV 2s politiske analytiker Peter Lautrup-Larsen. Søren Bidstrup / Ritzau Scanpix

Mette Frederiksen vil bruge sin første nytårstale til at cementere, at hun er hele Danmarks statsminister og ikke kun Socialdemokratiets formand.

Onsdag den 1. januar 2020 klokken 18.00 bliver vi klogere. Når statsminister Mette Frederiksen holder sin første nytårstale. Fra embedsboligen på Marienborg bliver det sendt direkte ud til danskerne.

Dermed træder hun i forgængeren Lars Løkke Rasmussens fodspor. Det var ham, der de senere år begyndte med ”live-taler” på årets første dag. Tidligere statsministre holdt derimod talen mellem jul og nytår for rullende kamera, men uden seere. Først senere blev den så sendt forskudt på de landsdækkende tv-kanaler.

Filosofien synes at være, at når Dronning Margrethe kan på årets sidste dag, så kan en statsminister også 24 timer senere. Naturligvis med samme risiko for at kløjs i ord og manuskript, som vi har set Majestæten kæmpe sig igennem.

Skal være hele Danmarks statsminister

Mette Frederiksens selvtillid fornægter sig altså heller ikke her. Et halvt år i spidsen for regeringen har skabt gode tal i meningsmålingerne efter først en undskyldning til Godhavndrengene og senere et opgør med den amerikanske præsident Donald Trump om Grønland. I det mindste, når det gælder danskernes opfattelse af hende som politisk leder. Mindre, når vi ser på tilslutningen til hendes parti. Nu skal nytårstalen cementere indtrykket af hende som hele Danmarks statsminister og ikke kun som Socialdemokratiets formand.

Foreløbig holder hun og de nærmeste rådgivere det præcise indhold af talen tæt til kroppen, som bevogtede de den amerikanske guldreserve i Fort Knox. Overraskelsesmomentet er som bekendt det væsentligste i fortællekunsten.

Men overraskelser bliver der dog alligevel næppe mange af. Efter decembers finanslov og senere klimalov er det nok et kvalificeret gæt, at velfærd og grøn politik vil få deres relevante afsnit. Mon ikke Arne bliver nævnt igen.

Og efter de seneste arrestationer af terrormistænkte og de tidligere eksplosioner ved blandt andet SKAT på Østerbro i København, kommer vi til at høre ordene igen. ”Vi passer på danskerne” bliver givet en overskrift.

Med tanke på en statsminister, der i sin åbningstale for Folketinget den første tirsdag i oktober problematiserede danskernes forhold til tillid eller mangel på samme, kommer hun næppe heller uden om at tage afsæt i årets mange skandaler. Britta Nielsen-sag og den seneste i Forsvaret for at nævne de vigtigste.

Så selv om nytårstalen hverken er en præsentation af et regeringsprogram eller socialdemokratisk partipolitik, så sætter den rammerne for næste års vigtigste politiske begivenheder.

Store udfordringer forud

Mette Frederiksen har allerede programmet parat. Hun lægger op til noget, der ligner et hedt forår. Selv om det ikke var uden besvær at få finans- og klimalov forhandlet hjem, så var det ”a walk in the park” i forhold til, hvad der venter nu.

Lad os tage de store klumper en for en:

  • Politireform: Regeringen fremrykker forhandlingerne om en ny indretning af politiet. Udspillet kommer formentlig allerede i januar. Som sædvanlig med løfte om flere penge og betjente. Men hovedpointen bliver at få mere politi tilbage til lokalområderne. Centraliseringen i Rigspolitiet skal rulles tilbage. Forude venter slagsmål med ansatte, politiforbund og ikke mindst forligspartierne i blå blok.
  • Stramninger på retsområdet og over for fremmedkrigere: Allerede i sin præsentation i efteråret af regeringens ”tryghedsreform” annoncerede Mette Frederiksen, ”at der kunne komme mere”. Blandt andet spøger spørgsmålet om at give politiet lov til at bruge ”ansigtsgenkendelse” som redskab i øget overvågning. Forude venter slagsmål med juraeksperter og støttepartierne med de radikale i spidsen, der allerede mener, at den eksisterende overvågning er på kollisionskurs med retssikkerheden og danskernes ret til personlig frihed.
  • Klimaplan: I foråret følger anden halvleg efter vedtagelsen af klimaloven, når det brede flertal bag den skal følge op med en egentlig handlingsplan. Regeringen vil spille ud med mål for, hvordan man sektor for sektor skal bidrage til, at udledningen af drivhusgasser sænkes med de berømte 70 procent i 2030. Forude venter slagsmål med landbrug og transportsektor samt Folketingets partier. Det parlamentariske grundlag Enhedslisten, SF og radikale flankeret af Alternativet vil kræve mere. På den anden side i blå blok vil de frygte for vækst og arbejdspladser.
  • Udligningsreform: Regeringen vil have et nyt system, der mere retfærdigt fordeler de kommunale millioner mellem de rige og fattige kommuner. Næppe noget, der fanger interessen hos mange danskere, men af afgørende betydning for den nære velfærd i den enkelte kommune. Forude venter slagsmål med samtlige 98 kommuner. De, der får flere millioner, vil kræve endnu mere. Og dem, der skal betale – især vækstkommunerne i Østjylland samt København og de rige op langs Strandvejen i Nordsjælland – vil jamre. Parlamentarisk skal det andet store borgmesterparti Venstre være med. Sagen er så betændt, at reformen skal på plads inden sommerferien i håb om, at den er ”glemt” inden kommunalvalget i efteråret 2021.

Kan vælte det hele

Forårets køreplan er altså ambitiøs, og så bygger den måske endda på sandbund. Den store ubekendte er nemlig overenskomstforhandlingerne i foråret. De kan vælte det hele.

Endnu ligger regeringen ikke søvnløs. Men meldingerne fra fagbevægelsen skaber alligevel usikkerhed og bekymring. Ikke mindst blandt de ufaglærte i 3F er frustrationen til at tage at føle på over det, som de ser som underbetalt udenlandsk arbejdskraft, der hugger deres job. En frustration, der også næres af de mange eksempler på direktører, hvis lønninger sætter nye rekorder. Kravet er derfor langt højere mindsteløn og tiltag mod social dumping, som arbejdsgiverne næppe kan indfri. Væltede stilladser er kun en foreløbig reaktion. Fagbosserne frygter det bliver svært at få stemt et overenskomstresultat hjem med ja.

Et nej kan derimod kaste Danmark ud i generalstrejke og tvinge Mette Frederiksen til et politisk indgreb. Så er nytårstale og forårsprogram ligegyldigt.

Arnes tur

Uanset hvad, så runder hun foråret af med det, der skal være regeringens største hit. Så bliver det Arnes tur. Forslaget om tidligere folkepension til dem, der efter mange år på arbejdsmarkedet føler sig nedslidte, var det store slagnummer under Folketingsvalget. Det flyttede stemmer, og Mette Frederiksen skal levere.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard (S) arbejder stadig med modellen. Det forlyder dog, at der et tilstrækkeligt datagrundlag tilbage gennem årene for retfærdigt at afgøre, hvem, hvad og hvordan. Det var ellers et væsentligt argument i valgkampen mod forslaget.

Betændt forhold

Substansen er altså svær, men det parlamentariske spil er alligevel en endnu større udfordring for statsministeren. Især forholdet til de radikale er betændt.

Den radikale leder Morten Østergaard støtter ganske vist stadig Mette Frederiksen som statsminister. Men hendes regering kan de radikale ikke lide.

Som en radikal toppolitiker uden for direkte citat har formuleret det: "Enten er regeringen nærmest på linje med Nye Borgerlige i udlændingepolitikken, eller også er den rød og arbejderistisk i den økonomiske politik." Begge dele er lige uappetitligt for det mindre midterparti.

Mette Frederiksen vil nok ikke bruge de samme ord. Men karakteristikken vil hun givet nikke til. Ganske vist har vi ikke som i Frankrig organiserede gule veste. Men det, de står for og den bekymring, de udtrykker, er noget, som statsministeren italesætter herhjemme.

Med hendes egne ord er hun "socialdemokrat, før hun er grøn". Det må ikke gå ud over vækst og arbejdspladser. Pensionister, lavtlønnede og dem i udkanten både økonomisk og geografisk, skal være under regeringens beskyttende vingefang.

Angiveligt skulle Morten Østergaard have forberedt sit bagland på, at det kunne ende i valg under de tilspidsede forhandlinger om finansloven sidst i november. Svaret fra Mette Frederiksen var, at hun stod fast. Hun ville ikke rokke sig på afgørende punkter i den stramme udlændingepolitik, hvis det var kravet fra de radikale.

Nu endte det i almindelig julefred og brede smil på stengangen i Finansministeriet, men alene det, at ordet ”valg” overhovedet bliver nævnt på højt niveau, er ikke et sundhedstegn. Derfor ligner det også en pointe, at forårets program bliver med de radikale mere på sidelinjen.

Det grønne skal støttepartiet med i. Men politireform, retspolitik og udligningsreform bliver med Venstre og den nye formand Jakob Ellemann-Jensen som omdrejningspunkt.

Statsministeren og Venstreformanden mødes til debat søndag den 5. januar i Nyborg på det traditionsrige radikale nytårsstævne, hvor arrangøren Morten Østergaard må finde sig i at være biperson.

For nok er Mette Frederiksens nytårstale interessant, men på Christiansborg vil de lytte til Ellemanns svar.

Det kommer nemlig i nok så høj grad som statsministerens ambitiøse forårsoffensiv til at definere det nye politiske år.