For 30 år siden eksisterede stillingen ikke - i dag er den en af de mest magtfulde
Først måtte de kæmpe for overhovedet at blive accepteret i Statsministeriet. I dag er de blandt landet mest indflydelsesrige personer.
For 30 år siden eksisterede stillingen slet ikke. I dag er den en af de mest magtfulde i hele landet.
Statsministerens særlige rådgiver er over tre årtier gået fra primært at skulle koncentrere sig om pressehåndtering til i dag at stå i spidsen for regeringens politikudvikling.
Da Billy Adamsen i 1996 blev ansat som landets første spindoktor, var hans primære opgave at arbejde i kulissen for at give Poul Nyrup Rasmussen (S) et bedre image i medierne.
I dag sidder Martin Rossen i Mette Frederiksens (S) Statsministerium med et helt sekretariat under sig. Som den eneste udover finansministeren har han plads i både regeringens magtfulde koordinationsudvalg og økonomiudvalg, og for det får han flere lønkroner end en almindelig minister.
Gennem tre tidligere spindoktorer for landets statsminister giver TV 2 her et indblik i, hvordan rollen som særlig rådgiver har udviklet sig over årene.
Den første kvinde
Det var en ganske almindelig dag i Statsministeriet.
Poul Nyrup Rasmussen var i sin statsministerbolig på Marienborg, og Trine Hammershøy sad ude i ministeriets åbne kontorlandskab og talte i telefon med en journalist fra TV 2. I baggrunden kørte fjernsynet afdæmpet, som det plejede.
Hammershøy var i godt humør, indtil noget pludselig fangede hendes opmærksomhed på tv-skærmen. I telefonen blev der stille. Det var, som om både hun og personen i den anden ende af røret så det samme på præcis samme tid.
Et fly var fløjet ind i World Trade Center.
Journalisten brød tavsheden:
- Jeg tror, vi får travlt begge to, sagde hun. Så blev samtalen afbrudt.
Kort efter sad Trine Hammershøy og Poul Nyrup Rasmussen over for hinanden ved statsministerens skrivebord.
De vidste endnu ikke præcis, hvad der var sket i USA, eller hvilken trussel Danmark stod over for. De vidste blot, at dette var en af de største katastrofer i nyere tid. Ind kom alle mulige forskellige meldinger, blandt andet fra Udenrigsministeriet, der mente, at deres minister, Mogens Lykketoft, burde gå ud og kommentere på regeringens vegne.
Men nej, Hammershøy var uenig. Det samme var Nyrup. Det her var en opgave for statsministeren.
Få timer senere holdt han pressemøde. Det første af mange den dag.
Nogle måneder senere tabte Poul Nyrup Rasmussen folketingsvalget til Anders Fogh Rasmussen, men i Gallups kåring af årets dansker i 2001, som blev valgt af den danske befolkning, rykkede han fra nummer 12 til nummer 3 på listen. I begrundelsen stod der, at det uden tvivl var et resultat af statsmandseffekten og danskernes anerkendelse af hans håndtering af den internationale krise efter katastrofen 11. september.
Tæt med statsministeren
Trine Hammershøy blev i 2000 Danmarks første kvindelige spindoktor.
- Jeg blev ansat til at tage mig af kommunikationen og holde Poul Nyrup Rasmussen ude af uheldige episoder i pressen, fortæller hun.
Under Nyrup var udskiftningen på den post stor, men i det sidste halvandet år af hans embedsperiode var Hammershøy hans nærmeste rådgiver, og de to nåede at opbygge et tæt forhold.
Trine Hammershøy er i dag direktør for Det Sociale Netværk, som Poul Nyrup Rasmussen startede op i 2009, og da det banker på døren midt under interviewet, er det den tidligere statsminister, der kommer ind i lokalet:
- Hvis du er i tvivl om noget, så spørg Trine. Hun ved alt, griner han.
Kampen med embedsmændene
Trine Hammershøy kalder både jobbet som statministerens spindoktor noget af det bedste, hun har prøvet, men også et job, hun formentlig var løbet skrigende væk fra i dag, hvis hun havde vidst, hvad det reelt indeholdt.
- Det er sådan en stilling, der sluger en. Men efterfølgende kan man sige til sig selv, at hvis man kan klare den, kan man klare alt, fortæller hun.
For tiden i Statsministeriet var ikke let for den dengang 30-årige kommunikationsuddannede Hammershøy. Dels fordi forventningerne til hende var uklare, og dels fordi hun ikke kun skulle kæmpe med pressen og politiske modstandere, men også et embedsværk, der ifølge Hammershøy havde svært ved at acceptere hendes position.
- I min tid oplevede jeg embedsmænd og departementschefer, som forhalede ting, fordi de simpelthen syntes, at den særlige rådgiver havde for tæt kontakt til statsministeren, siger Hammershøy.
Konflikten kulminerede en dag, Hammershøy skulle til EU-topmøde i Bruxelles med statsministeren.
I flyet spurgte Poul Nyrup Rasmussen efter nogle centrale dokumenter, som han skulle være forberedt på. Men de dokumenter havde Trine Hammershøy aldrig fået.
Som konsekvens måtte en embedsmand gå den tunge gang ud af flyet for at kopiere dokumenterne.
- Det var embedsværkets måde at vise, at de spindoktorer ikke skulle for langt frem i bussen. Jeg var flere gange ved at trække stikket på grund af den kamp, men jeg blev af loyalitet til Poul, fortæller hun.
Den ukendte spindoktor
Trine Hammershøy deltog i visse møder i regeringen, men havde særligt en funktion som bindeled mellem Socialdemokratiet og Poul Nyrup Rasmussen.
- Jeg var ofte til møder i partiet som statsministerens stedfortræder og rådgav også statsministeren om, hvordan jeg syntes, at den politiske linje i partiet skulle være, siger hun.
Hammershøy var ofte omkring Nyrup i offentligheden, men det til trods vidste kun få, at hun var hans særlige rådgiver:
- Jeg blev mange gange forvekslet med hans sekretær. Men jeg kaldte jo heller ikke mig selv særlig rådgiver eller spindoktor. Jeg kaldte mig selv informationschef eller kommunikationschef, fordi få vidste, hvad en spindoktor var, siger Trine Hammershøy.
Nye tider
Journalisterne var ikke tilfredse.
Det kunne Michael Kristiansen godt mærke.
Hvorfor skulle de sidde bag den snor? Hvad bildte ham betjenten, der gik og kontrollerede, sig ind? Og hvad var idéen med alle de kameraer? Det fjernede jo al intimitet og fortrolighed med statsministeren.
Det var ikke, hvad de var vant til. Men omvendt var det netop pointen.
Derfor gjorde det heller ikke Michael Kristiansen nervøs, når han fra sin plads i en af Spejlsalens dybe vindueskarme kunne høre reporternes murren.
Ny statsminister, nye tider. Det var planen. Ikke flere uformelle og ukontrollerede tirsdagsmøder, hvor alt blev vendt, men uden at komme ud til offentligheden. Ikke mere kaos med journalister, der væltede indover statsministeren.
Med Anders Fogh Rasmussen (V) havde danskerne fået en professionel statsminister med internationalt snit. Der var en adskillelse mellem ham som politiker og så pressen, og det var vigtigt at vise.
Derfor havde Michael Kristiansen også fået installeret ham bag en pult. Egentlig ville han helst have haft en moderne en af plexiglas, men indtil den kunne leveres, måtte en gammel træsag fra departementschefens kontor du.
Da alle var på plads, lagde Fogh ud med at understrege, hvad han og hans særlige rådgiver i fællesskab havde aftalt:
- Jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg selv foretrækker denne mere direkte og kontante facon, sagde han, så alle kunne forstå, at det var sådan her, det fremover kom til at køre.
Herefter fik journalisterne ordet. De spurgte bredt, men ikke uforudsigeligt. Planen med et fast ugentligt pressemøde fungerede.
Planlagt pressemøde
Michael Kristiansen er i dag bedst kendt fra TV 2 News-programmerne ‘Mogensen og Kristiansen’ og ‘Tirsdagsanalysen’, hvor han i flere år har diskuteret og analyseret politik med den tidligere sekretariatschef for Socialdemokratiet Peter Mogensen.
Men fra 2001 til 2005 var den 57-årige uddannede journalist særlig rådgiver for daværende Venstre-formand og statsminister Anders Fogh Rasmussen.
Sammen vandt de nøglerne til Statsministeriet i begyndelsen af nullerne, og et af Kristiansens først initiativer som statsministerens højre hånd var at indføre et ugentligt pressemøde.
- Pressemødet var enormt vigtigt for os, fortæller Michael Kristiansen.
- Både udadtil i forhold til pressen, fordi det tog trykket af resten af ugen, men også indadtil i forhold til centraladministration, fordi det var her, retningslinjerne blev udstukket.
At det kun var muligt at stille spørgsmål til statsministeren én gang om ugen, gjorde dels, at han resten af ugen kunne koncentrere sig om det politiske arbejde, og dels at han og Michael Kristiansen bedre kunne forberede sig på de henvendelser, der konstant kom ind.
Samtidig kunne Fogh på pressemødet bruge sin indledende replik til hver uge at udstikke retningslinjerne for regeringen, for i og med at de nu for første gang blev transmitteret på tv, blev det også en kanal ud til de øvrige ministerier.
- Nils Bernstein (Statsministeriets departementschef, red.) så lynhurtigt, at det var med til at give Statsministeriet mere magt i forhold til de øvrige ministerier. Når Fogh havde holdt sin tale om tirsdagen, kunne han og hans folk hele ugen referere til, hvad chefen havde sagt, siger Michael Kristiansen.
Modtageligt ministerium
At den særlige rådgiver i det hele taget fik lov at lave så relativt stor en ændring i Statsministeriet, som pressemødet og setuppet omkring var, var ganske usædvanligt.
Rådgivere under Poul Nyrup Rasmussen havde for eksempel tidligere forslået, at statsministeren skulle holde sine pressemøder bag en pult for at se mere statsmandsagtig ud, men hver gang havde de fået nej.
Men da Michael Kristiansen kom til, oplevede han, at systemet i højere grad end tidligere var klar til at håndtere en særlig rådgiver:
- I Statsministeriet var man godt klar over, at man på mediesiden ikke var i stand til at betjene statsministeren på tilstrækkelig vis. Presset var for stort i forhold til, hvordan man havde gjort det tidligere. Så man var klart til, at der kom en ind ad døren, der kunne sætte en ny retning, fortæller Michael Kristiansen.
Det hjalp også, at Anders Fogh Rasmussen tydeligt gav udtryk for, at hans særlige rådgiver var vigtigt for ham.
- Det, der sker i sådan et system, er, at embedsmændene kigger på, hvilken relation der er mellem ministeren og rådgiveren. Anders synes, Michael er vigtig, og derfor må vi hellere også synes, at han er vigtig. Hvis han kun havde syntes, at jeg var halvvigtig eller bare vigtig til én funktion, havde jeg ikke fået den indflydelse, jeg fik. Det er ministeren, der spiller rådgiveren god, siger Michael Kristiansen
Derfor endte det med et samarbejde snarere end obstruktion mellem ham og embedsværket. Fra første dag blev han eksempelvis indlemmet i Statsministeriets ledelse, hvilket gav ham både viden om og indflydelse på, hvad der foregik i ministeriet.
Fortrolig med Fogh
Viden kunne han særligt bruge i sine daglige samtaler med Fogh. Under valgkampen i 2001 havde de to opbygget et tæt forhold og en stor fortrolighed, hvilket betød, at statsministeren i vidt omfang drøftede alle store beslutninger med sin særlige rådgiver:
- Som minister har du brug for en person omkring dig, som kan spille bold med. Din departementschef er optaget af, at statsministeren ikke kommer i problemer i salen, og det er godt, men du er også nødt til at have en, der er optaget af, at du bliver genvalgt, og derfor råber op, hvis din politik afviger for den langsigtede strategi, I har lagt. Det var den funktion, jeg havde i forhold til Anders, fortæller Michael Kristiansen.
Den sidste store opgave, han havde som særlig rådgiver, var forbindelsen til det parti, Anders Fogh Rasmussen var minister for, Venstre.
I jobbet som statsminister er der ikke meget tid til også at være partiformand, og derfor havde Michael Kristiansen også der en afgørende rolle.
- Når man har vundet valg sammen, rykker man ret tæt på hinanden, og det betød, at folk i Venstre godt vidste, hvem jeg var, og hvilken rolle jeg havde i forhold til Anders. Når jeg blev spurgt om noget i Venstre-sammenhænge og svarede, så var den instinktive reaktion, at det nok også var det, Anders mente. Den indflydelse var jeg nok den første særlige rådgiver, der havde, siger Michael Kristiansen.
Løkkes lange arm
I midten af lokalet på Marienborg var det store træskrivebord blevet placeret. På bordpladen lå en stak papirer sirligt banket sammen.
Foran stod kameraerne klar, mens de opstillede lamper sørgede for det rigtige lys. Nu manglede blot statsministeren.
Fra sin lomme fiskede Jacob Bruun Christensen sin telefon op og tjekkede sit nyhedsfeed. ‘Løkke lancerer 2025-plan på Facebook’, stod der flere steder.
Det meste af dagen havde den særlige rådgiver brugt på at fortælle de politiske redaktioner på Christiansborg, at de skulle holde et ekstra øje på statsministerens Facebook, og han kunne nu konstatere, at indsatsen havde båret frugt.
Lars Løkke Rasmussen var iklædt blåt jakkesæt, hvid skjorte og rødternet slips, da han kort efter kom ind i lokalet. Han vidste, hvad han skulle. Hele ugen havde han øvet sig på den tale, Jacob Bruun Christensen og en lille inderkreds omkring statsministeren havde brugt flere uger på at udforme.
Efter en kort briefing satte statsministeren sig ved bordet. Teknikkerne vendte tommelfingeren op. Facebookkanalen var klar - det var showtime!
- Godaften. I morgen fremlægger jeg regeringens bud på en helhedsplan …, indledte statsministeren, imens han roligt gestikulerede med hænderne.
Lars Løkke Rasmussens tale begynder 7.18 inde i klippet.
Efter 12 minutter var seancen slut. Nytårstaleformatet så ud til at virke, tænkte Bruun.
Budskaberne i den store reform, hvor Venstre ville lave ændringer på flere områder - blandt andet på SU-området på skatteområdet – var nu ude til flere hundredetusinde danskere, ufiltreret og uden journalistisk indblanding.
Den store helhedsplan endte aldrig med at blive til virkelighed. Den primære årsag var, at Liberal Alliance kom med ultimative krav til Venstre-regeringen om topskattelettelser, som den ikke kunne imødekomme.
De tre p’er
- Vi ville udnytte statsministerens mange følgere ved at styre samtalen hen på, hvad nødvendigheden var i denne reform. Helhedsplanen var så kompliceret, at vi i pressen aldrig ville få lov til at komme med vores budskaber, fortæller Jacob Bruun Christensen om Løkkes lancering på Facebook.
Han er i dag direktør for Strategi og Partnerskaber i Vækstfonden, men fra 2015 til 2019 var han særlig rådgiver i Statsministeriet for Lars Løkke Rasmussen.
Jobbet fik han efter fire år som sekretariatschef i Venstre, hvor han både havde lært partiet indgående at kende og arbejdet tæt sammen med Lars Løkke Rasmussen. Derfor vidste han også, hvilken rolle der ventede ham, da han trådte ind i Statsministeriet.
- Derudover tror jeg, der er en stor konsensus i Statsministeriet om, at Michael Kristiansen som foregangsmand gjorde, at embedsmænd og partiet i dag godt ved, hvad de skal bruge den særlige rådgiver til, og det gør det også nemmere for os, der er kommet til efterfølgende.
Jacob Bruun Christensen følte sig fra dag et tilpas i rollen som spindoktor. Jobbet beskriver han overordnet med tre P’er. P for parti, presse og politik:
- Jeg skulle være bindeleddet til det, der foregik i ministerens parti og lidt i de andre partier. Jeg skulle være inde over pressehenvendelser og kommunikationshåndtering. Og jeg skulle være med til at finde ud af, hvad det var for en substantiel politisk linje, der blev lagt, og hvordan vi håndterede forskellige sager, siger han.
Jacob Bruun Christensen understreger, at beskrivelsen er forsimplet, men det var rammen om meget af det, der foregik i hans tid som spindoktor.
Tid til at bevare overblikket
Som det ligger i titlen bestod en stor del af hans arbejde i at rådgive statsministeren. Hver dag kørte der massevis af sager over Lars Løkke Rasmussens bord, og Jacob Bruun Christensen gav i de fleste tilfælde sit besyv med, så Løkke nemmere kunne håndtere dem.
En væsentlig del af energien blev brugt på at agere brandslukker, som Jacob Bruun Christensen kalder det. Der dukkede ofte uventede sager op i den dynamiske politiske verden, som han skulle fange og omstille sig selv og statsministeren på.
Men samtidig skulle der også findes plads i kalenderen til at lægge slagplaner for fremtiden:
- Jeg havde en opgave i at rette blikket lidt frem og vurdere, hvor det egentlig var, vi gerne ville hen som parti. Hvad er det for nogle politiske prioriteter, vi har på den længere bane. Og der var det vigtigt at bevare overblikket midt i alt virvaret, siger Jacob Bruun Christensen.
Selvkørende presseafdeling
Selvom mange medier opfatter spindoktorer som medierådgivere, var det langt fra det, der fyldte mest i Jacob Bruun Christensen dagligdag.
I de senere år havde ministerierne oprustet på pressedelen, hvor kommunikationssekretariater og pressemedarbejdere derfor tog sig af de fleste sager:
De sværeste sager, som havde potentiale til at blive enten rigtig gode eller rigtig dårlige for statsministeren, tog Jacob Bruun Christensen sig dog selv af. Han husker især tilbage på dengang, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti kom i regeringen:
- Da den smalle V-regering kørte fast, spekulerede Løkke intenst over, hvordan vi kunne bryde dødvandet. Den slags forløb er helt særlige at opleve indefra. Og da han endelig lukkede nyheden ud i sin landsmødetale, føltes det som om, en politisk bombe eksploderede i salen.
- Jeg følte i situationen et enormt ansvar ved at bære på så fortrolig viden vel vidende, at den mindste lækage kunne få korthuset til at kollapse. Og der var utallige tilfælde i ugerne op til, hvor jeg langtfra fortalte sandheden til kollegaer, partifæller og journalister, som jeg ellers normalt havde et fortroligt forhold til, fortæller Jacob Bruun Christensen
Samtalerne med pressen blev en af de opgaver, som han endte med at se som en sjov og spændende del af jobbet:
- Det var en værdifuld måde at påvirke opfattelsen af en regering eller en bestemt politiker på, men det kunne suge meget tid.
Magt, men ikke i egen ret
Lars Løkke Rasmussen var en statsminister, der ofte var på farten og ude til møder sammen med embedsfolk fra ministeriet. Stort set altid var det uden Jacob Bruun Christensen ved sin side. Sammen besluttede han og Løkke tidligt, at ingen af dem havde et behov for, at han var med ude af huset:
- Vi havde grundlæggende den opfattelse af tingene, at når han først sad i et møde, så var han bedre til at håndtere de møder, end jeg var. På den led har min rolle jo også været at sørge for at skabe flere timer i døgnet, end han selv havde.
Det gav Jacob Bruun Christensen mulighed for at gennemgå sager, tale med journalister, tale med folk i partiet og andre ting, som Lars Løkke Rasmussen ikke havde tid til at prioritere, men som han som statsminister var nødt til at bruge tid på.
Derfor var det ham, embedsfolk, andre ministre og rådgivere gik til med mange sager, inden de eventuelt nåede Lars Løkke Rasmussens bord, og det gav ham et stort ansvar som forpligtede:
- Det var ikke afgørende, hvordan jeg syntes, en given situation burde håndteres, eller hvordan en given forhandling skulle lande. Det afgørende var, og det jeg altid gik i byen med, var min opfattelse af, hvordan Løkke ville have gjort i den givne situation.
Ofte var det Jacob Bruun Christensens intuitive fornemmelse, han gik med. Men hvis han var i tvivl, drøftede han tingene med Lars Løkke Rasmussen inden:
- Så man har indflydelse, og man har magt, men jo ikke i egen ret. Man har det kun, fordi man trækker på sin ministers autoritet, afslutter han.
…
I dag har statsminister Mette Frederiksen tre særlige rådgivere ansat. Hendes nærmeste er Martin Rossen, der af flere er blevet kaldt den mest magtfulde nogensinde.