Politik

Partier vil forbyde nye oliefyr

Med kontant tilskud og statsgaranterede lån vil Enhedslisten forsøge at lokke flere danskere til at udskifte deres forurenende oliefyr.

Når regeringen efter nytår tager hul på forhandlingerne om en klimahandlingsplan, vil Enhedslisten møde op med et krav om øjeblikkeligt forbud mod installation af nye oliefyr samt kræve bedre muligheder for at skaffe sig af med eksisterende.

Det siger partiets klimaordfører, Mai Villadsen, i et interview med TV 2.

Ifølge Mai Villadsen er det nødvendigt at gøre noget ved de forurenende oliefyr, hvis Danmark skal nå i mål med den for nylig vedtagne målsætning om en reduktion i udledningen af drivhusgasser med 70 procent i 2030.

- Vi skal have oliefyr ud. Det bliver en ret svær øvelse, for der sidder ret mange danskere rundt om i landet med huse, der bliver varmet op af oliefyr, og det udleder rigtig meget CO2, siger Mai Villadsen.

Kontant tilskud for at skrotte oliefyr

Der er allerede forbud mod installation af oliefyr i nye huse, hvis der er egnede alternativer, samt i eksisterende, hvor fjernvarme og naturgas er en mulighed.

Men i især yderområderne er der ikke altid mulighed for tilslutning til fjernvarme eller naturgas, og derfor er der i dag et sted mellem 70.000-100.000 aktive oliefyr rundt om i landet.

Varmepumper er et alternativ til oliefyr og er grønnere og langt billigere i drift, men installationen kan være bekostelig og løbe op i mellem 15.000-140.000 kroner, afhængig af om der skal udskiftes rør og isoleres yderligere.

For at gøre udskiftningen i yderområderne lettere vil Enhedslisten indføre et kontant tilskud og tilbyde statsgaranterede lån, så flere udskifter deres oliefyr.

- Jeg er selv vokset op i Vestjylland og kender udmærket mennesker, som ikke ville kunne få et lån i banken til at skifte sådan et oliefyr, fordi chancen for, at de kan sælge deres hus, er minimal, siger Mai Villadsen om baggrunden for Enhedslistens forslag.

Støttepartier lægger pres

Der eksisterer allerede forskellige tilskudsordninger, der gør energirenovering og udskiftning af oliefyr billigere, og afgiften på el til varmepumper blev sænket ved årets begyndelse og får endnu et nøk nedad fra 2020.

Men med mellem 70.000-100.000 aktive oliefyr i dag, er der fortsat et stykke vej, før den politiske målsætning om, at der i 2030 ikke skal bruges olie til opvarmning, bliver indfriet.

Poul Erik Morthorst, der er professor ved DTU og medlem af Klimarådet, vurderede i oktober over for DR, at der med det nuværende udfasningstempo fortsat vil være 10.000-20.000 husstande i Danmark, der i 2030 bruger oliefyr. Derfor er det ifølge Enhedslisten, men også SF og Radikale Venstre og Alternativet nødvendigt med nye tiltag.

Alle regeringens støttepartier går ind for at forbyde oliefyr og er enige om at gøre det mere attraktivt at vælge varmepumper.

Tung industri skal betale mere

Det vil dog koste penge, og ifølge Mai Villadsen er det især industrien, der skal til at betale mere.

- De store udledere skal betale - det er jo for eksempel den tungeste industri, som i dag er undtaget fra CO2-afgifter – det er de små og mellemstore virksomheder ikke. Klimaløsninger skal være socialt retfærdige. Det skal ikke være dem, der har allermindst i samfundet, som skal betale regningen for den grønne omstilling, siger Mai Villadsen.

Flytter virksomhederne så ikke bare opgaverne ud af landet?

- Der er helt klart lækagerisikoer – det kalder man det, når man diskuterer grøn omstilling – for at vi så eksporterer problemerne. Og det skal ikke ske. Derfor skal vi gøre det her på en klog måde, hvor vi indfaser betalingen og accepterer, at der er nogen, der udleder mere. Men samtidig har industrien ret store overskud, så jeg mener, det er på tide, at de bidrager endnu mere.

Alle Folketingets partier på nær Nye Borgerlige og Liberal Alliance er med i aftalen om den klimalov, der blev vedtaget i begyndelsen af december. Forhandlingerne i det nye år om en klimahandlingsplan skal anvise vejen til at indfri målsætningen fra klimaloven om reduktion på 70 procent.