Politik

Folketingsmedlem peger på politisk ordfører som Elbæks afløser: - Den naturlige nye leder

Som den første fra Alternativets folketingsgruppe peger Sikandar Siddique på Rasmus Nordqvist som ny politisk leder. Andre overvejer at stille op.

Under en time efter, at Uffe Elbæk har meddelt, at han stopper som formand for Alternativet, er spillet om, hvem der skal efterfølge ham allerede igang.

Folketingsmedlemmet Sikandar Siddique har således som den første fra partiets folketingsgruppe meldt ud, at han peger på politisk ordfører Rasmus Nordqvist:

- Jeg er overbevist om, at manden, der med stor klogskab og succes har fået Alternativet med i sin første Finanslovsaftale og Klimaaftale, er den naturlige nye leder for Alternativet. Jeg taler selvfølgeligt om Rasmus Nordqvist, skriver han på Twitter.

Elbæk vil ikke give Nordqvist et dødskys

Nordqvist har været med fra Alternativets begyndelse og er en af dem, der har været allermest central i udviklingen af Alternativets politik.

Da Uffe Elbæk mandag eftermiddag annoncerede sin afgang på et pressemøde, sagde han først, at han ikke selv ville pege på, hvem der skulle afløse ham. Men da han fik spørgsmålet om, hvorvidt Rasmus Nordqvist var hans foretrukne kandidat, kunne han alligevel ikke nære sig. Først sagde han "nej, nej, nej, nej" og så "eller ja, ja, ja, ja", inden han til sidst fik samlet sig og sagt:

- Jeg håber, at der bliver 3-4-5 kandidater, så vi virkelig kan få debatter i spil om, hvad partiet skal i fremtiden. Men jeg vil slet ikke kommentere på, hvem der skal overtage fra mig. Jeg glæder mig så meget til at se et hold stille sig frem til at sige, at de har energien og kompetencerne. Og jeg vil ikke sige, at Rasmus Nordquist er kronprins. Det vil være det samme som at give et 'dødskys'.

Hovedperson overvejer

Til TV 2 siger Nordqvist, at han endnu ikke har gjort op med sig selv, om han skal være kandidat til posten som politisk leder.

- Selvfølgelig har jeg gjort mig mine tanker. Jeg har været med, siden vi startede Alternativet og været med både, da vi kom ind og blev genvalgt ved andet valg, men for mig er det en stor dag, når stifteren af partiet meddeler, at han træder tilbage, så i dag handler det for mig om at sige tak for alt det, han har gjort.

- Jeg skal nok gøre min stilling og melde den ud, når jeg har gjort det, lyder det fra Rasmus Nordqvist.

Uffe Elbæk fortsætter som politisk leder indtil 1. februar 2020 Video: Hans-Henrik Busk Stie

Også andre folketingsmedlemmer er i spil

Og mens han gør det, gør partiets social- og beskæftigelsesordfører Torsten Gejl det samme.

Til TV 2 siger han, at han vil bruge juleferien til at overveje, om det er et ansvar, han er klar til at løfte.

- Der er ikke nogen, jeg lige nu ser som den oplagte kandidat, så lige nu går jeg og spekulerer over, hvad jeg skal gøre.

Alternativets femte og sidste medlem af Folketinget, Susanne Zimmer, har endnu ikke gjort op, hvem hun mener bør afløse Uffe Elbæk, meddeler hun.

Som reglerne er nu, er det kun medlemmer af Alternativets folketingsgruppe, der kan være politiske ledere af partiet. Men ifølge TV 2s oplysninger vil folketingsgruppen indstille til hovedbestyrelsen, at de regler bliver ændret, så også menige medlemmer kan stille op til posten.

Uffe Elbæk har opfordret til, at Alternativet indkalder til ekstraordinært landsmøde 1. februar, og at man der vælger partiets nye leder. Indtil da fortsætter partistiftere selv på posten.