Politik

Mulig svindel i Forsvaret: Nu bliver to chefer fjernet

Direktøren i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse fik ellers for kort tid siden forlænget sin kontrakt med fire år.

De seneste dages afsløringer af mulig svindel i Forsvaret betyder nu, at to chefer bliver fjernet fra deres stillinger.

Det fortæller forsvarsminister Trine Bramsen (S) på et pressemøde.

Hans J. Høyer, der indtil nu har været direktør i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, fritages for tjeneste indtil videre. Koncernstyringsdirektøren i Forsvarsministeriets departement, Per Pugholm Olsen, bliver overført til anden tjeneste. Per Pugholm Olsen bliver også fjernet som leder af det rejsehold, der er nedsat til at undersøge sagen.

Hård kritik fra Rigsrevisionen

Netop Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er centrum for flere sager om mulig svindel med skatteborgernes penge, og i fredags rettede Rigsrevisionen og Statsrevisorerne en hård kritik af styrelsens indkøbs- og regnskabspraksis.

Det skete, efter en whistleblower stod frem og fortalte om mistænkelige transaktioner mellem Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og et elfirma.

Whistlebloweren er bekymret for, om medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse kan have udnyttet deres position til at få varer til privat forbrug, og to tidligere medarbejdere er blevet politianmeldt. I en anden sag er der rejst tiltale mod to andre tidligere medarbejdere for blandt andet bestikkelse. Læs mere om de to sager her.

Rigsrevisionen gik ind i sagen om den mulige svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse i april, men i efteråret fik direktør Hans J. Høyer, der nu er blevet fritaget for tjeneste, ifølge Altinget forlænget sin ansættelseskontrakt med fire år.

- Jeg har ikke længere tillid til direktøren i Ejendomsstyrelsen. Han er fritaget for tjeneste, og der vil blive udnævnt en ny direktør snarest, siger Trine Bramsen.

Utilfreds med sen orientering fra ministeriet

Omplaceringen af koncernstyringsdirektøren i Forsvarsministeriets departement, Per Pugholm Olsen, handler om orienteringen af forsvarsminister Trine Bramsen.

Statsrevisorerne fortalte på et pressemøde fredag, at Forsvarsministeriets departement blev orienteret om Rigsrevisionens undersøgelse af den mulige svindel i april, men Trine Bramsen, der blev forsvarsminister i slutningen af juni, fik først noget at vide onsdag i sidste uge.

Det har hun udtrykt stor utilfredshed med, og der har været spekuleret i, om den sene orientering kunne koste departementschef Thomas Ahrenkiel jobbet. Det lægger Trine Bramsen ikke umiddelbart op til. I stedet får sagen konsekvenser for koncernstyringsdirektør Per Pugholm Olsen.

I en redegørelse fra Forsvarsministeriet om forløbet fremgår det, at Thomas Ahrenkiel blev orienteret af Rigsrevisionen om "en forundersøgelse om indkøb hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse" 13. maj 2019. Men ifølge Trine Bramsen gik det først tirsdag i sidste uge op for Thomas Ahrenkiel, hvor stor sagen var.

- Med de oplysninger, jeg har på nuværende tidspunkt, er også departementschefen sent blevet orienteret om det store billede i sagen. Det er derfor, jeg kan have tillid til min departementschef, siger Trine Bramsen.

I et brev, sendt fra Thomas Ahrenkiel til Trine Bramsen, erkender departementschefen, at han burde have informeret forsvarsministeren om sagen "væsentligt tidligere". Trine Bramsen vil på pressemødet ikke afvise, at sagerne kan få "yderligere konsekvenser".

Lægger op til kulegravning

Foruden de to personalemæssige konsekvenser lægger forsvarsministeren også op til en "kulegravning af indkøb på hele Forsvarets område" i form af en ekstern undersøgelse i samarbejde med Folketingets partier.

- Det er helt afgørende, at der er tillid til, at pengene bruges ordentligt. Snyd og svindel kan under ingen omstændigheder tolereres. Derfor tager jeg svindel i Forsvaret meget alvorligt, siger Trine Bramsen.

Partierne mødes i Forsvarsministeriet tirsdag aften.