Politik

Mulig svindel i Forsvaret: Nu står whistleblowers tidligere arbejdsgiver frem

Forsvarets Ejendomsstyrelse på Hjørring Kaserne. Henning Bagger / Ritzau Scanpix

Søndergaard El har aldrig haft mistanke om, at varerne skulle være gået til privatpersoner i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Sagen om mulig svindel i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse tog fart i sidste uge, da whistlebloweren Karsten Hamborg Ravnsgaard stod frem og fortalte om mistænkelige transaktioner på sin tidligere arbejdsplads.

Det har indtil nu ikke været fremme, hvilket firma der var tale om, men i en pressemeddelelse forklarer elfirmaet Søndergaard El fra Holstebro, at det er dem.

Karsten Hamborg Ravnsgaard var ansat som økonomiansvarlig i Søndergaard El, som har leveret håndværksydelser for Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse. Men ifølge ham betalte Forsvaret i flere tilfælde mere end den reelle pris. De penge blev ifølge Karsten Hamborg Ravnsgaard sat ind på en skyggekonto hos Søndergaard El, hvorfra han frygtede, at medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse købte varer til eget private forbrug. Eksempelvis pizzaovne, designerlamper og dyr vin.

Bekræfter køb af pizzaovn

I pressemeddelelsen bekræfter Søndergaard El, at Forsvaret har haft penge til gode hos virksomheden, og at der er blevet købt lamper, pizzaovn og andre hvidevarer, men Søndergaard El afviser at være indblandet i at levere varer til private personer i Forsvaret.

- Varerne er altid enten leveret ved Forsvaret eller afhentet af Forsvarets folk på vores firmaadresse. Søndergaard El har aldrig haft mistanke om at enkelte personer skulle have beholdt nogle af disse varer personligt. Søndergaard El har aldrig fået personlige gaver eller andet af forsvaret. Søndergaard El har aldrig fået nogen ekstra gevinst ud af samarbejdet med Forsvaret, står der i pressemeddelelsen.

Her slår Søndergaard El samtidig fast, at "folk fra Forsvaret" og Søndergaard El løbende og "nøje" har kontrolleret Forsvarets tilgodehavende. I april var det på 600.000 kroner, mens Forsvaret i dag skylder 17.100 kroner, står der i pressemeddelelsen.

Økonomiprofessor: Det er ulovligt

Ifølge Per Nikolaj Bukh, der er professor i økonomistyring ved Aalborg Universitet, er praksissen med, at Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse har penge til gode hos en privat virksomhed ulovlig.

- Det er helt fundamentalt, at en statslig virksomhed ikke må lave forudbetaling af varer. Det, der er foregået, er jo ikke engang, at de bare har forudbetalt og bogført det som forudbetaling. De har bogført det som en udgift, men så er der en skjult forudbetaling, og det er ulovligt, uanset om man er en offentlig eller privat virksomhed. Den er ikke bogført korrekt.

De seneste års regnskaber fra Søndergaard El er revideret af en statsautoriseret revisor fra revisionsfirmaet BDO i Brønderslev. TV 2 har forsøgt at indhente en kommentar fra revisoren, dog uden held. Vi vil blandt andet gerne vide, om revisoren har kendt til, at Forsvaret havde penge til gode hos Søndergaard El, som firmaet har skrevet i pressemeddelelsen.

Men det har ikke været muligt, at komme til at tale med revisoren og TV 2 afventer nu en kommentar fra BDO’s kommunikationsafdeling.

Rystede statsrevisorer

Det var en henvendelse fra Karsten Hamborg Ravnsgaard, der tidligere på året fik Rigsrevisionen til at se på mulig svindel i Forsvaret, og i sidste uge kom Rigsrevisionen og Statsrevisorerne så med hård kritik af kontrollen med indkøb i Forsvaret.

To medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet politianmeldt efter Karsten Hamborg Ravnsgaard er stået frem, og en undersøgelse fra Rigsrevisionen har afsløret, at det i en periode har været muligt for ansatte i styrelsen at bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende den efterfølgende betaling. Uden at andre har kontrolleret transaktionerne.

På den baggrund konkluderede Statsrevisorerne fredag, at der er høj risiko for, at der er begået fejl og berigelsesforbrydelser, uden at Forsvarsministeriet efterfølgende kan opdage det.

- Jeg har været statsrevisor i mere end 20 år, og jeg har aldrig set noget lignende. Det er rystende, sagde Henrik Thorup (DF), formand for Statsrevisorerne, fredag.

Sagen har også ført til, at Forsvarsminister Trine Bramsen (S) har udskudt en planlagt tur til Grønland mandag og tirsdag.

Anden sag om renovering af privat hus

Foruden politianmeldelsen af to medarbejdere i Forsvarets Ejendomsstyrelse i kølvandet på Karsten Hamborg Ravnsgaards historie, er der også en anden sag om mulig svindel i Forsvaret

Midt- og Vestjyllands Politi har tiltalt fem mænd i alderen 34-51 år i en stor sag om blandt andet bestikkelse, mandatsvig og bedrageri.

En aktindsigt, TV 2 har fået i anklageskriftet, viser, at to tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er tiltalt for at have modtaget bestikkelse for samlet næsten 1,8 millioner kroner.

Den ene tidligere medarbejder er tiltalt for uberettiget at have godkendt en række fakturaer fra byggevirksomheden Kemp & Lauritzen og ladet Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse helt eller delvist betale, selvom det samlede beløb på over 1,7 millioner kroner i 2015 og 2016 gik til at tilbygge og renovere den tidligere medarbejders private bolig. Den anden er tiltalt for uberettiget at have modtaget smedejernslåger og bøgehækplanter til en samlet værdi af cirka 35.000 kroner til sin private ejendom.

Foruden de to tidligere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er en tidligere medarbejder i Kemp & Lauritzen tiltalt for bestikkelse og mandatsvig.

Han skulle blandt andet have udstedt fakturaer til Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse, selvom Kemp & Lauritzen ikke leverede ydelserne til styrelsen.

Ifølge anklageskriftet kan et af formålene, ved at den tidligere medarbejder hos Kemp & Lauritzen fik sit firma til at stå for renoveringen af det private hus, være et håb om, at virksomheden blev favoriseret i fremtidige kontrakter hos Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse.

Kemp & Lauritzen oplyser til TV 2, at medarbejderen blev bortvist i 2016, da de blev klar over sagen.

Derudover er to håndværksmestre tiltalt for medvirken til mandatsvig af særlig grov karakter i forbindelse med tilbygningen og renoveringen af den tidligere medarbejders hus.