Politik

Sag om mulig svindel ryster statsrevisor: - Jeg har aldrig set noget lignende

Både Forsvarsministeriet og ministeriets ejendomsstyrelse bliver skarpt kritiseret i sagen om mulig svindel med skattekroner.

Chokerende. Virkelig alvorligt. Stærkt kritisabelt.

Det er hårde ord, som Statsrevisorerne fredag formiddag har taget i brug, efter en sag om mulig svindel er blevet undersøgt i Rigsrevisionen og oprullet i medierne det seneste døgn.

- Da jeg nåede frem til side 27 (i Rigsrevisionens rapport, red.), måtte jeg skrive ned, at det her var chokerende. Jeg har været statsrevisor i mere end 20 år, og jeg har aldrig set noget lignende. Det er rystende, siger Henrik Thorup (DF), formand for Statsrevisorerne.

Sagen handler om Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse og mulig svindel for millioner af skattekroner i forbindelse med styrelsens indkøb.

- Svindel og humbug

Flere medarbejdere i Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse er blevet politianmeldt, og en undersøgelse fra Rigsrevisionen har afsløret, at det i en periode har været muligt for ansatte i styrelsen at bestille varer og tjenesteydelser, kvittere for modtagelsen og godkende den efterfølgende betaling. Uden at andre har kontrolleret transaktionerne.

På den baggrund konkluderer Statsrevisorerne, at der er høj risiko for, at der er begået fejl og berigelsesforbrydelser, uden at Forsvarsministeriet efterfølgende kan opdage det.

I 54 af 64 undersøgte vedligeholdelsesprojekter har der været "helt basale fejl og mangler". Og derudover har Forsvarsministeriets Ejendomsstyrelse "i flere tilfælde givet Rigsrevisionen ufuldstændige og urigtige oplysninger", meddeler Statsrevisorerne.

- Der er ukorrekte oplysninger om, hvornår sagerne er gennemført og potentielt forfalskede underskrifter. Det bliver taget virkelig alvorligt, for det er svindel og humbug, siger Henrik Thorup.

Også Forsvarsministeriet kritiseres for ikke at have levet op til sit ansvar "for at tilrettelægge regnskabsvæsenet og kontrollere, at reglerne overholdes".

Statsrevisor Frank Aaen (EL) finder det uacceptabelt, at sagen ikke er blevet opdaget før, når der i den seneste tid har været massiv fokus på en anden svindelsag i en offentlig myndighed – nemlig sagen om svindel for mere end 100 millioner i Socialstyrelsen.

- Man må gå ud fra, at når Britta-sagen kører, undersøger man, hvordan det går i ens egne styrelser. Ministeriet har et ansvar for, at alt går, som det skal være. Og når man så finder ud af, at der er et decideret problem, har ministeren en selvstændig opgave for at sikre, at alt går, som det skal, siger Frank Aaen.

Ifølge Statsrevisorerne blev Forsvarsministeriets departementchef i april orienteret om, at Rigsrevisionen havde indledt en undersøgelse. Men først forleden – onsdag i denne uge – blev forsvarsminister Trine Bramsen (S) orienteret af sit embedsværk om sagen, fortalte hun tidligere fredag til TV 2.