Politik

Søren Pape Poulsen: Den rødeste finanslov, man længe har set

Søren Pape Poulsen.

De Konservatives formand er bekymret over beskatning af generationsskifte i virksomheder.

Det er ikke bare rødt – det er ræverødt.

Sådan betegner formand for Søren Pape Poulsen (K) den finanslov, regeringen og dets støtteparti blev enige om mandag aften.

- Nu er det da tydeligt for alle, hvor ræverød den nye regering er. Det er den rødeste finanslov, man har set længe, siger Søren Pape Poulsen til TV 2.

Han peger især på finansieringen i form af højere skatter, beskatning på generationsskifte i virksomheder og indsatsen i grænseområderne som punkter, han er utilfreds med.

- Denne finanslov vil betyde højere skatter for danskerne, og det er jeg virkelig ærgerlig over, siger han.

Han er især ærgerlig over, at regeringen ”ønsker at straffe” danske virksomheder.

- Finansloven giver et ordentligt hug til virksomhederne i form af en voldsom beskatning på generationsskifte. Det er jo danske arbejdspladser, det kommer til at koste, siger Pape Poulsen.

- Hvis man straffer virksomhederne, så stiller man jo Danmark i en dårlig situation i forhold til, at det er derfra velfærden kommer, siger han.

Mester i symbolpolitik

Den konservative formand er desuden bekymret over, at indsatsen ved grænseområderne ifølge ham vil blive forringet med den nye finanslov.

- Jeg kan forstå, at man nedlægger reserven til ekstra indsats til grænseområderne, og det er nok Radikale Venstre, der har fået det ind. Det vil jeg forfølge, for hvis det så skal forhandles med os andre bagefter, må man sige, at Morten Østergaard har gjort sig til en mester i symbolpolitik.

Men der er ikke kun skidt i finansloven. I denne juletid er der også en smule kanel at finde i finansloven, lyder det fra Pape Poulsen.

- Jeg kan da kun være enig i, at vi løfter folkeskolen, psykiatrien og børneområdet. Jeg synes også, at der er gode ting på det grønne område, og prisstigningen på cigaretterne er vi også enige i. Man skulle bare have gjort det i et hug, så det får en virkning.

Alt i alt var det en forventelig omgang, mener formanden. Især omkring finansieringen.

- Det var forventet, at hver gang venstrefløjen ser en krone, så skal den straks kræves ind og bruges på en dyrere og større offentlig sektor ved at hive skatter ind, siger han.

- Men Danmark har en bomstærk økonomi, så der er ikke behov for, at vi bare kræver ind.