Rød blok undgik det store åbne opgør denne gang – men nye sammenstød venter forude

16x9
Finansminister Nicolai Wammen (S) kunne mandag aften sætte punktum for den første finanslovsaftale efter valget. Forud er gået et langt og svært forhandlingsforløb. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

ANALYSE: Dagen derpå vækker det både forundring og bekymring, at det var så svært for det nye politiske flertal at lande den første finanslov.

Der var brede smil hele vejen rundt, da det nye politiske flertal i Danmark mandag aften åbnede glasdøren i Finansministeriet og præsenterede den første finanslov efter sommerens folketingsvalg.

Men forud er gået et forhandlingsforløb, hvor der var langt mellem smilene. Hvor frustrationerne topforhandlerne imellem har været massive. Og hvor flere parter til det sidste var oprigtigt i tvivl om, hvorvidt man kunne undgå det helt store opgør og en åben konfrontation i offentligheden allerede så tidligt i valgperioden.

Det lykkedes. Men de seneste ugers finanslovsforhandlinger er et varsel om, at Mette Frederiksens smalle etparti-regering får det svært. Især med Radikale Venstre.

Gode forudsætninger

Egentlig burde denne finanslov have været relativt nem at få forhandlet på plads. Af flere årsager.

Dansk økonomi har det godt. Der er få arbejdsløse og en moderat vækst. Der er penge i kassen i form af det såkaldte råderum, som kan prioriteres til de velfærdsforbedringer og den grønne omstilling, som alle partier omkring forhandlingsbordet har været enige om trængte til et løft.

Derudover kommer finanslovsforhandlingerne blot få måneder efter, at rød blok forhandlede forståelsespapiret på plads, og mange af elementerne i finansloven (minimumsnormeringer, flere sygeplejersker) var i hvert fald delvist forhandlet på plads allerede under sommerens forhandlinger.

Men ”nem” er ikke et tillægsord, man kan hæfte på de seneste ugers begivenheder i den store røde bygning ved siden af Christiansborg.

Frustration over Østergaard

Først og fremmest har der været en udbredt frustration fra de fire øvrige partier rettet mod Radikale Venstre.

Her er opfattelsen, at Morten Østergaard (R) sent i forløbet har smidt nye krav på bordet og i øvrigt løbende krævet af få genåbnet dele af aftalen, som ellers var lukket.

Derudover forværrede Østergaard ifølge kritikere i de andre partier stemningen ved flere gange offentligt at kræve indrømmelser, som allerede var blevet opfyldt inde ved forhandlingsbordet.

Og så havde Østergaard generelt alt for høje forventninger til, hvor stor indflydelse på alle politikområder, han reelt kunne veksle sine 16 folketingsmandater til.

R mener, at de har kæmpet alene

Udlægningen hos Radikale er naturligvis en noget anden.

Her forstår man ikke, at nogle ved forhandlingsbordet har kunnet være i tvivl om, hvad de Radikales krav var – og hvor fast man agtede at stå på dem. Og i den radikale lejr har man været skuffet over, at man på mange områder har følt, at man har måttet kæmpe kampen mod finansminister Nicolai Wammen (S) alene.

Da SF havde fået sine minimumsnormeringer og Enhedslisten sit psykiatri-løft, slog de op i banen og lod Radikale Venstre kæmpe alene for indrømmelser på det grønne område og især udlændinge- og værdipolitikken, lød vurderingen i R-lejren.

Østergaard og Frederiksen måtte tale

De tilspidsede forhandlinger kulminerede i weekenden. Efter et møde lørdag eftermiddag mellem Wammen og Østergaard - hvor de begge gjorde det klart, at de ikke havde i sinde at give sig - blev forhandlingsmødet samme aften pludselig aflyst.

Søndag formiddag holdt rød blok vejret, og i hjørnerne begyndte nogle sågar at hviske om, at det kunne ende med et totalt sammenbrud – og en situation, der i sidste ende kunne føre til et valg i utide.

Et opkald søndag eftermiddag mellem Morten Østergaard og statsminister Mette Frederiksen (S) fik angiveligt begge parter til at ane kompromisset, og da forhandlingerne blev genoptaget søndag aften, kom der skred i processen.

Radikale fik pillet nogle af de mest uspiselige finansieringsforslag ud. Og indskrevet passager om blandt andet kvoteflygtninge – men med så tilpas vage formuleringer, at regeringen kunne leve med det uden at føle sig alt for sårbare over for forudsigelige blå anklager om udlændinge-løftebrud.

Så langt, så godt.

Et forvarsel

Her dagen derpå vækker det både forundring og bekymring blandt flere i rød blok, at det var tæt på at gå galt allerede denne gang.

Fordi det var så oplagt for alle omkring forhandlingsbordet, at det ville have været en total falliterklæring for det samlede danske centrum-venstre, der har fået et klart mandat af vælgerne for få måneder siden. Og fordi denne finanslov, som beskrevet ovenfor, af en række grunde burde kunne klares nemmere end de fleste.

Og den grundlæggende frustration hos især Radikale Venstre i forhold til regeringen består trods finanslovsaftalen.

På en række politiske områder er udviklingen gået den forkerte vej siden regeringsskiftet, lyder det fra mange i støttepartiet: Fratagelse af statsborgerskaber uden rettergang, afvisning af at hjælpe børn hjem fra syriske flygtningelejre, mere overvågning, mere grænsekontrol. For blot at nævne nogle.

Som politisk redaktør på Avisen Danmark Thomas Funding meget præcist beskrev i en analyse forleden:

- Finanslovsforhandlingerne er et forvarsel. Ender de radikale med endnu engang at føle sig kørt over af Socialdemokratiet, kan tingene udvikle sig destruktivt, når vi kommer lidt længere frem.

Blandt andet skal der jo forhandles tre finanslove mere, før denne valgperiode udløber.