Politik

Merete Riisager trækker sig som kandidat til LA-formandspost

Merete Riisager.

Hun trækker sig på grund af sit nye arbejde.

Merete Riisager stiller alligevel ikke op til posten som Liberal Alliances landsformand.

Det meddeler partiet i en pressemeddelelse.

Her skriver partiet, at det "fusionerer partileder- og landsformandsposten, så landsformanden fremover både er partiets politiske samt organisatoriske leder".

Nyt arbejde står i vejen

Den forhenværende undervisningminister, der blev valgt ind i Folketinget i 2011, meddelte allerede i oktober sidste år, at hun ikke genopstillede ved valget.

Hun begrundede beslutningen med, at hun ville prøve noget andet og få mere tid til familien, men et års tid senere meldte hun sig som afløser for Leif Mikkelsen, som i dag besidder formandsposten.

Nu har Merete Riisager altså valgt at trække sig på grund af sit nye arbejde som bestyrelsesmedlem i tænketanken Ideas Beyond Borders.

- Jeg har måttet sande, at det arbejde, jeg står og skal i gang med, ikke harmonerer med en større partipolitisk post, siger hun til TV 2.

Direkte adspurgt om Riisagers tilbagetrækning eller partiets beslutning om at fusionere kom først, svarer hun:

- Det må du meget gerne pille i, men jeg kan bare sige, at jeg er blevet nødt til at træffe nogle andre beslutninger i forhold til mit arbejdsliv. Der er længe blevet talt om at lave en ny struktur i partiet.

Hektisk efterår

Fusionen af de to poster sker, efter partiet ved seneste folketingsvalg gik fra 13 til 4 mandater. Et resultat, der fik partiets daværende leder Anders Samuelsen til at træde tilbage.

Partilederposten er siden blevet besat af Alex Vanopslagh, som siden sine spæde dage i stillingen har måttet se flere af partiets profiler forlade skuden.

Både Christina Egelund, Simon Emil Ammitzbøll-Bille og partiets næstformand, Mai Christiansen, har siden forladt partiet, og de to førstnævnte har tilmed valgt at stifte deres eget parti Fremad.

Hvem den nye formand for Liberal Alliance skal være, vælges på partiets landsmøde i Aarhus 25. april, men som landet ligger nu, er partileder Alex Vanopslagh eneste kandidat.

- Strukturen har været forvirrende på flere planer, og nu hvor folk alligevel kalder mig for formand for Liberal Alliance, kan jeg lige så godt tage titlen på mig, skriver han i pressemeddelelsen.

TV 2 har forsøgt at få en kommentar fra Alex Vanoplagh, men han ønsker ikke at kommentere yderligere end det, han står citeret for i pressemeddelelsen.