Bekymret Jakob Ellemann-Jensen om finanslov: - Man bruger rub og stub
Formanden for Venstre kritiserer partierne bag finansloven for ikke at tænke på landets langsigtede økonomi.
Det bliver dyrere at være helt almindelig dansker, dyrere at drive virksomhed og vanskeligere at skabe arbejdspladser.
Sådan lyder ordene fra Jakob Ellemann-Jensen (V), lederen af oppositionen, efter regeringen med støtte fra Radikale Venstre, Enhedslisten, SF og Alternativet mandag aften landede en finanslovsaftale.
- Det er en rød finanslov, og det sagde man jo, at man ville komme med, så der skal jeg da hilse og sige, at man holdt, hvad man lovede, siger V-formanden.
Han mener, at aftalen fokuserer mere på at bruge penge, end på hvordan pengene skal hentes ind.
- Dansk økonomi står stærkere nu end nogensinde, og i den situation vælger man altså at bruge rub og stub. Jeg kan godt forstå fristelsen til at bruge de mange, dejlige penge, men når man ligefrem begynder at hive ekstra skatter ind for at finansiere et øget forbrug i den situation, vi er i nu, så bekymrer det mig, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Kritik af minimumsnormeringer
De ekstra skatter, som Jakob Ellemann-Jensen refererer til, er blandt andet en tredobling af afgiften på plastikposer og engangsservice, strammere regler for leasede firmabiler og afskaffelsen af skattemæssige fordele for forældrekøb.
Ikke kun de øgede skatter og afgifter møder kritik hos oppositionen.
Trods partierne bag finansloven mandag aften fremlagde, at minimumsnormeringer nu skal skrives ind i loven, mener Jakob Ellemann-Jensen langt fra, at løftet er indfriet.
- Man bruger en halv milliard ekstra næste år. Det betyder i runde tal, at cirka hver tredje institution kan ansætte én pædagog mere. Jeg er ikke sikker på, at det er det, man opfatter som minimumsnormeringer rundt omkring i forældrekredsene, siger Jakob Ellemann-Jensen.
Minimumsnormeringerne skal indføres ved, at området de kommende år gradvist bliver tilført flere penge, så der ved den fulde indfasning i 2025 afsættes 1,6 milliarder kroner årligt. Først da skal målet om maksimalt tre børn per voksen i vuggestuerne og seks børn per voksen i børnehaverne være indfriet.
Ros for grøn dagsorden og dyrere cigaretter
Det er dog ikke lutter kritik, Jakob Ellemann-Jensen har til S-regeringen, SF, Enhedslisten og Alternativet. Tværtimod roser han deres prioritering af den grønne dagsorden.
Her indeholder finansloven blandt andet penge til udtagning af lavbundsjord i landbruget og ønsket om mere urørt skov.
- Og så er det også godt, at cigaretpriserne stiger. Det er sådan set det eneste sted, hvor jeg synes, det er godt, at det bliver dyrere at være dansker, siger Jakob Ellemann-Jensen.