Politik

Støjberg afviser kritikken fra sin ven Knuth: - Venstre har på ingen måde ændret politik

Den tidligere Venstre-profil, Marcus Knuth, skiftede fredag til de konservative blandt andet i protest mod sit gamle partis udlændingepolitiske linje.

I mere end fire år har de været de tætteste allierede i Venstres folketingsgruppe i kampen for en stram udlændingepolitik. Hun som minister og han som ordfører.

Men fredag skiltes Inger Støjberg og Marcus Knuths veje, da sidstnævnte valgte at melde sig ud af Venstre og ind i Det Konservative Folkeparti netop på grund af udlændingepolitikken. En beslutning, der kom bag på Støjberg:

- Jeg var meget overrasket og også meget ked af det, da jeg hørte det, siger hun til TV 2.

- Jeg tror, alle kender det makkerskab, Marcus (Knuth, red.) og jeg har haft, og det stikker selvfølgelig dybere end bare det politiske.

- Venstres linje ligger fast

Marcus Knuth mener, at Venstre har rykket sig under den nye formand Jakob Ellemann-Jensens ledelse, hvilket han begrunder sin udmeldelse med. Han mener blandt andet ikke, at Venstre længere er klar til at gå langt nok i kampen mod kriminelle indvandrere.

Hvor meget jeg end holder af Marcus Knuth, må jeg bare sige, at jeg ikke er enig i hans analyse

Inger Støjberg, næstformand i Venstre

Men den analyse er skæv, mener hans nu tidligere kampfælle:

- Vi har ikke på nogen som helst måde ændret politikken. Venstres linje i udlændingespørgsmålet ligger fast, og det bliver den ved med. Jeg har set, hvad Knuth har sagt, og jeg er simpelthen ikke enig med ham i, siger Inger Støjberg.

Strammernes repræsentant

Som næstformand i Venstre har hun siden september været kvinden, der skulle sikre balancen i Venstres udlændingepolitik og sørge for, at også den højrefløj, som Marcus Knuth tilhørte, var repræsenteret i ledelsen.

Hun afviser, at Knuths farvel skal ses som et tegn på, at hun har bøjet sig i kampen for den stramme udlændingepolitik.

- Det har jeg på ingen måde gjort. Hvor meget jeg end holder af Marcus Knuth, må jeg bare sige, at jeg ikke er enig i hans analyse. Vi har på intet tidspunkt lagt op til at slække på den linje, vi lagde før valget. Venstre står lige præcis dér, hvor vi hele tiden har været, siger Støjberg og gentager dermed Jakob Ellemann-Jensens ord fra tidligere på dagen.

Marcus Knuth nåede at repræsentere Venstre i Folketinget i lige knap fire et halvt år. Han er valgt i Sjællands Storkreds og fik ved seneste valg 9523 personlige stemmer.