Politik

Ellemann i hårdt angreb på Mette F. efter pressechefs sarkastiske tweet

Oppositionen vil have statsministeren til at redegøre for ansættelsen af syv pressechefer med bånd til Socialdemokratiet eller ministeren over dem.

Regeringen prøver at snige partipolitiske ansættelser ind ad bagdøren.

Sådan lød anklagen fra Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, i spørgsmålene til statsminister Mette Frederiksen (S) under tirsdagens spørgetime i Folketinget.

- Det øger ikke tilliden til politikerne, at der bliver ansat mennesker med tilknytning til Socialdemokratiet eller den enkelte minister. De er åbenlyst ikke neutrale, siger Jakob Ellemann-Jensen.

Kritikken fra V-formanden kommer i kølvandet på den seneste måneds heftige debat om graden af neutralitet hos syv nye embedsmænd i ministerierne.

Syv ud af ni nyligt ansatte har røde bånd

I modsætning til for eksempel særlige rådgivere, også kaldet spindoktorer, ansættes pressechefer som neutrale embedsmænd, der skal kunne arbejde for den til enhver tid siddende minister.

Men Berlingske kunne i oktober fortælle, at seks ud af otte pressechefer, der er blevet ansat efter valget, har bånd til Socialdemokratiet eller ministeren i ministeriet.

Efterfølgende har endnu en ny pressechef med tilknytning føjet sig til rækken, der dermed tæller syv ud af de i alt ni nye ansættelser, som flere eksperter har kritiseret.

Det har i løbet af oktober og november mødt skarp kritik fra oppositionen.

De syv pressechefers tilknytning til regeringen

I alt har ni ministerier ansat ny pressechef efter regeringsskiftet. Syv af dem har bånd til Socialdemokratiet eller ministeren i ministeriet, hvor de er blevet ansat.

Skatteministeriet

Skatteminister Morten Bødskov.

Skatteministeriet

Siden 15. august har Sten Kristensen været pressechef i Skatteministeriet. Sten Kristensen kom fra en post som pressechef i Socialforvaltningen i Københavns Kommune. Han var særlig rådgiver for tidligere finansminister Bjarne Corydon (S). Inden da var Sten Kristensen pressechef hos Socialdemokratiet gennem en årrække.

Foto: Thomas Lekfeldt / Scanpix Denmark

Erhvervsministeriet

Erhvervsministeriet.

Erhvervsministeriet

Siden 1. oktober har Mads Kolby været pressechef i Erhvervsministeriet. Han kom fra et job som presserådgiver i Socialdemokratiet. Tidligere har han arbejdet som journalist på Berlingske.

Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Kulturministeriet

Udviklingsminister Rasmus Prehn lancerer Udenrigsministeriets bæredygtighedsstrategi 26. november 2019.

Kulturministeriet

Michael Dahl Nielsen blev 1. november ny chef for Politik og Kommunikation i Kulturministeriet. Michael Dahl Nielsen har siden 2015 været kommunikations- og pressechef i Roskilde Kommune, hvor kulturminister Joy Mogensen (S) var borgmester.

Rasmus Prehn (S) er i øjeblikket fungerende kulturminister.

 

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Børne- og Undervisningsministeriet

Børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S).

Børne- og Undervisningsministeriet

1. november blev Thomas Bro Sæhl ny pressechef i Børne- og Undervisningsministeriet. Han har tidligere været særlig rådgiver for nuværende social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) og tidligere udenrigsminister Villy Søvndal (SF).

Foto: Thomas Lekfeldt / Ritzau Scanpix

Udlændinge- og Integrationsministeriet

Udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye.

Udlændinge- og Integrationsministeriet

1. november tiltrådte Pelle Dam som pressechef i Udlændinge- og Integrationsministeriet. Han kom fra et job som redaktionschef på Radio24syv. Pelle Dam var fra 2009 til 2011 formand for SF Ungdom. På samme tid var udlændinge- og integrationsminister Mattias Tesfaye (S) medlem af SF's landsledelse.

Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Social- og Indenrigsministeriet

Social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Social- og Indenrigsministeriet

1. oktober tiltrådte Jens Anton Tingstrøm Klinken som kommunikationschef i Social- og Indenrigsministeriet. Han kom fra en stilling som kommunikationschef i Danske Handicaporganisationer og har tidligere arbejdet på Radio24syv som politisk reporter. Han har været formand for SF på Østerbro og støttede i 2012 nuværende social- og indenrigsminister Astrid Krag i et formandsopgør i SF.

Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Ritzau Scanpix

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

Klimaminister Dan Jørgensen.

Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet

1. november tiltrådte 31-årige Gry Möger Poulsen en stilling som kommunikationschef. Gry Möger Poulsen er tidligere formand for SF Ungdom og har tidligere arbejdet som politisk rådgiver for klimaminister Dan Jørgensen (S), da han sad i Europa-Parlamentet. Hendes bror er tidligere skatteminister Thor Möger, der i en længere periode var chefstrateg i Socialdemokratiet.

Foto: Ólafur Steinar Rye Gestsson / Ritzau Scanpix

Statsministeren afviser at møde op i samråd

Jakob Ellemann-Jensen krævede i tirsdagens spørgetime svar fra Mette Frederiksen på, om hun ville møde op i samråd om sagen.

Det afviste statsministeren med, at det er mest korrekt, at det er den enkelte minister, som svarer på ansættelser i de enkelte ministerier. Et svar, som Jakob Ellemann-Jensen (V) ikke var tilfreds med:

- Det her handler jo ikke om den enkelte post i et enkelt ministerium. Det handler jo om en systematik i ansættelser af medarbejdere, som ikke er neutrale, men partipolitiske.

Efterfølgende uddybede Mette Frederiksen sit svar over for TV 2:

- Vi har ikke centrale ansættelser ud i de enkelte ministerier. Det vil sige, at de embedsmænd, der ansættes ude i ministerierne, de ansættes ikke fra centralt hold, siger Mette Frederiksen.

Lyn-analyse

Det lykkedes for Ellemann at få Mette Frederiksen til at forsvare systemet. For eksempel når hun sagde, at det var de enkelte ministerier, der traf afgørelsen i ansættelsessagerne, og når hun ikke ville svare direkte på, om hun ville stille op til samråd om sagen. Det fremgik, at det ville hun ikke, men hun ville ikke sige det ligeud, og på den måde kom hun klart i defensiven.
Dette er kompliceret stof, og der har været lignende sager i forhold til Venstres ansættelser af pressechefer og særlige rådgivere. Men Ellemann lykkedes med planen om at få placeret Frederiksen i forsvar. Og det er ikke en god sag, når noget fremstår gråzoneagtigt, som det jo gør med de her ansættelser.

DF vil have undersøgt regeringens magtbrug

Næste spørger var Dansk Folkepartis formand, Kristian Thulesen-Dahl, der inden sit eget spørgsmål bakkede Ellemann-Jensen op i kritikken.

- Der er en systematik over de ansættelser, der finder sted under statsapparatet under den nuværende regering, som giver anledning til, at Folketinget bør tage det dybt seriøst.

Han fortæller, at Dansk Folkeparti i Udvalget for Forretningsorden har tænkt sig at rejse spørgsmålet og bede om at få lavet en form for ny magtudredning, der skitserer forholdet mellem Folketinget og regeringen - og regeringens brug af statsapparatet.

- Fordi det er en principielt meget, meget vigtig diskussion for Folketinget at tage.

Pressechef tweetede sarkastisk om V-formand

I dagene op til spørgetimen tirsdag har diskussionen om pressecheferne fyldt en del på det sociale medie Twitter.

Her blussede diskussionen op søndag aften, da Udlændinge- og Integrationsministeriets nye pressechef, Pelle Dam, i en nu slettet kommentar på Twitter kom med en sarkastisk kommentar til en udmelding fra Jakob Ellemann-Jensen om regeringens pris for fire cirkuselefanter, som Socialdemokratiets Jesper Petersen havde tweetet om.

- Stærkt, at Ellemann kommer ud med en politisk melding, der virkelig tegner den retning, han ønsker, Danmark skal bevæge sig i de kommende år. Vigtigt, som ny formand at markere de store linjer for partiet!, lød det i kommentaren fra Pelle Dam.

Skærmbillede fra Twitter. Kommentaren fra Pelle Dam er efterfølgende blevet fjernet.

Han har efterfølgende forklaret sit tweet med, at han også bruger profilen privat.

I tirsdagens spørgetime faldt der også en kommentar om sociale medier fra Ellemann-Jensen (V).

- Man behøver blot kaste et blik på sociale medier for at finde ud af, at det her ikke er neutrale mennesker, sagde Jakob Ellemann-Jensen med henvisning til pressecheferne med bånd til regeringen.