Politik

Danmark vil sende 200 mand til Irak

Regeringen vil tilbyde NATO, at Danmark overtager alliancens træningsmission i Irak ved udgangen af 2020.

Danmark er klar til at sende lidt over 200 mand til Irak for at lede NATO's træningsoperation i landet.

Det oplyser udenrigsminister Jeppe Kofod (S) sammen med forsvarsminister Trine Bramsen (S) efter et møde med Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

Der er ikke tale om en kampmission. Ifølge Jeppe Kofod går operationen blandt andet ud på at:

  • uddanne militære træningspersoner og officerer
  • opbygge Iraks militære kapacitet
  • hjælpe med implementeringen af en sikkerhedssektorreform
  • ruste Irak generelt til at håndtere egne sikkerhedsproblemer
  • sprede NATO-alliancens værdier

Derfor vil den lidt over 200 mand store styrke både blive udgjort af sikringspersonale, eskortepersonale og i perioder også transporthelikoptere.

Udsendelser af danske soldater

Danske soldater har været udsendt 77.163 gange fra 1991 til 31. december 2018.

De fordeler sig således:

  • Afghanistan: 19.997 udsendelser.
  • Kosovo: 13.763 udsendelser.
  • Balkan: 20.254 udsendelser.
  • Irak og Syrien (alle bidrag angående Irak og kampen mod Islamisk Stat i Syrien): 11.563 udsendelser.
  • Libyen: 629 udsendelser.
  • Adenbugten (blandt andet Ocean Shield): 3149 udsendelser.
  • Syrien (fjernelse af kemiske våben): 738 udsendelser.
  • Mali: 529 udsendelser.
  • Libanon: 1496 udsendelser.
  • Baltikum 900 udsendelser.
  • Øvrige missioner: 4145 udsendelser.

Kilde: Forsvarsministeriets Personalestyrelse.

- Det er en stor og vigtig opgave, vi kommer til at tilbyde, og et vigtigt bidrag til NATO-alliancen, hvor vi viser, at Danmark er klar til at tage fat - også i forreste linje - når det gælder, siger udenrigsministeren.

Operationen skal desuden sikre, at "vi fortsætter kampen mod Islamisk Stat og er en del af den bredspektrede indsats, som vi har for at stabilisere Irak og Syrien", siger Jeppe Kofod.

Positive tilkendegivelser

NATO-missionen blev etableret i oktober 2018 og ledes i øjeblikket af Canada. Den består af 500 udsendte soldater fra NATO-allierede samt partnerlande, herunder Australien, Finland og Sverige.

Regeringen vil formelt give NATO tilbuddet på et møde i London i næste uge, men Jeppe Kofod fortæller, at han allerede har drøftet det danske ønske om at overtage missionen med både den amerikanske udenrigsminister, Mike Pompeo, og Natos generalsekretær, Jens Stoltenberg.

Jeppe Kofod oplyser, at han generelt har fået positive tilbagemeldinger fra de allierede. Danmark tilbyder at overtage missionen fra udgangen af næste år og frem til medio 2022.

Truslen fra Trump

Udenrigsministeren understreger, at tilbuddet til NATO kommer på Danmarks eget initiativ og ikke skal ses som et forsøg på at berolige USA.

Præsident Donald Trump har gennem hele sin embedsperiode kæmpet hårdt for at få NATO's medlemslande til at øge deres militærbudgetter, så de lever op til kravene om minimum to procent af bruttonationalproduktet:

- Det her handler ikke om at tilfredsstille nogen. Det handler om, at vi har en opgave i fællesskab om at bekæmpe Islamisk Stat, og det gør vi blandt andet ved at sørge for stabilitet i et af de lande, hvor de opererer, siger Jeppe Kofod.

Opbakning fra Venstre

Regeringen vil inden udsendelsen i 2020 fremsætte et beslutningsforslag i Folketinget, og det kan den se frem til opbakning til - i hvert fald fra Venstre, som sammen med Socialdemokratiet udgør et flertal i Folketinget:

- Vi er meget positive. Det er er helt i tråd med det, vi selv har advokeret for. Nemlig at vi i Europa skal tage vores ansvar på os og bidrage til bekæmpelsen af Islamisk Stat, og at Irak bliver mere stabiliseret, så IS ikke igen vinder fodfæste og dermed bliver en trussel for Vesten herunder os i Danmark, siger Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, til TV 2.

Til gengæld er støttepartiet Enhedslisten imod. Her frygter udenrigs- og forsvarsordfører Eva Flyvholm, at et øget dansk Nato-bidrag ikke vil bidrage med stabilitet, men tværtimod det modsatte:

- Der er kæmpe problemer med de irakiske sikkerhedsstyrker. Senest har de lavet voldsomme angreb på fredelige demonstranter. Og gennem mange år, har der været samarbejde med voldelige og ukontrollable shia-militser, siger hun i en skriftlig kommentar.

- I en situation, hvor vi ser en irakiske regering, der igen og igen begår overgreb på deres egen befolkning, skal Danmark ikke bakke op med mere militær. Det risikerer bare at skabe mere politisk vold og uro i Irak.

En dansk ledelse af træningsmissionen vil afløse Danmarks nuværende træningsindsats på al-Asad-luftbasen.

I alt har der over årene været 7870 danskere udsendt til Irak og Syrien.