Politik

Statsministeren vil have ændret internationale konventioner

Statsministeren vil gerne ændre konventioner med et forkert indhold, siger hun efter debat om fremmedkrigere.

Statsminister Mette Frederiksen (S) støtter det regelbaserede internationale verdenssamfund. Men hun finder det helt forkert, når konventionen om statsborgerskab tvinger Danmark til at hjemtage fremmedkrigere.

Det siger hun tirsdag efter statsministerens spørgetime i Folketinget.

- Vi har nogle internationale konventioner, som i mine øjne beskytter de forkerte i den her sag. Nemlig fremmedkrigere, som ikke har nogen plads i Danmark, siger Mette Frederiksen.

En dansk syrienkriger, der tidligere er idømt fire års fængsel i Tyrkiet, blev mandag anholdt, da han ankom til Danmark.

Statsministeren ønsker ikke, at fremmedkrigere skal have mulighed for at vende tilbage til Danmark.

Vil arbejde på at ændre konventioner med "forkert indhold"

Samtidig er hun bevidst om, at Danmark i henhold til konventionerne ikke kan fratage en fremmedkriger statsborgerskabet, hvis personen ikke har dobbelt statsborgerskab.

- Du siger, at konventionerne nogle gange arbejder imod os. Bakker I stadig fuldt op om konventionerne, eller vil I arbejde på at prøve og ændre dem?

- Jeg vil altid gerne arbejde på at ændre konventioner, der har et forkert indhold. Jeg støtter det regelbaserede internationale verdenssamfund, og derfor opsiger Danmark ikke nogen konventioner, som vi er en del af.

- Men i den her sag synes jeg, det er åbenlyst, at konventionen beskytter den forkerte mand, og den burde beskytte os andre, siger Mette Frederiksen.

- Hvad er det for nogle konventioner, der har et forkert indhold?

- Det er konventionen omkring statsborgerskab, som i denne situation sikrer, at en mand, som ikke har noget at gøre i Danmark, og som har forladt Danmark og har vendt os ryggen, og som ikke har nogen plads i vores fællesskab, alligevel har ret til at komme til Danmark, selv om vi ikke ønsker det.

- Men vi frygter jo at få en masse statsløse. Er det ikke meget godt, at vi har den konvention, der sørger for, at man ikke kan fratage et statsborgerskab?

- Jo, det er rigtig godt, at vi har en konvention. Men vi har så også et konkret eksempel, hvor konventionen beskytter den forkerte. Og der bliver jeg selvfølgelig nødt til at råbe vagt i gevær.

- Hvis jeg skal passe på Danmark, så skal jeg holde de syrienkrigere ude. Og her er der altså en konvention, der i mine øjne beskytter den forkerte.

- Konventionen burde beskytte danskerne, her beskytter man fremmedkrigeren.

- Hvad er det gode alternativ til, at de kommer hertil?

- Det er, at de bliver, hvor de er. De har ikke noget at gøre med Danmark, siger statsministeren.