Venstre vil finde en halv milliard kroner mere til klimaet end regeringen

De grønne ambitioner er ikke store nok hos regeringen, mener Jakob Elleman-Jensen.

Venstre vil afsætte en halv milliard kroner "til yderligere grønne initiativer i 2020" sammenlignet med det, S-regeringen i udgangspunktet har lagt op til med sit finanslovsforslag.

Det skriver Berlingske, som har interviewet Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen forud for partiets landsmøde i Herning i den kommende weekend.

- Vi har en halv milliard mere end det, der er lagt op til fra regeringens side, som vi siger, skal gå til grønne løsninger.

- Vi ønsker at prioritere økonomien til det her. Det gør vi, dels fordi det er nødvendigt, men også fordi debatten hidtil kun har handlet om de 70 procent, altså om målet og ikke om midlet til at nå målet, siger han til Berlingske.

Over for Berlingske afviser han at uddybe, hvordan de ekstra penge skal bruges. Det, mener han, er op til Mette Frederiksen at foreslå, eftersom hun "sidder på den store regnemaskine i øjeblikket".

En fjerdedel skal øremærkes grønne initiativer

Venstre-formanden lægger blandt andet op til at finde den ekstra halve milliard kroner i den såkaldte forhandlingsreserve på 2,1 milliarder kroner, som regeringen har afsat til forhandlinger med støttepartierne.

I sit udspil lægger regeringen op til, at reserven blandt andet kan bruges på velfærd - for eksempel minimumsnormeringer i daginstitutionerne - og grøn omstilling.

Venstre vil således øremærke knap en fjerdedel af den pulje til grønne initiativer.

Udspil er interessant - uanset om det bliver til noget

Meget tyder imidlertid på, at S-regeringens første finanslov bliver indgået med partierne til venstre for midten, og Jakob Ellemann-Jensen erkender, at der kun er en lille sandsynlighed for, at Socialdemokratiet kigger hen over den politiske midte, når den første finanslov skal indgås.

Jakob Ellemann-Jensen er dog optimist:

- Vi kan konstatere, at vi ikke har været til voldsomt mange forhandlinger i Finansministeriet siden den indledende kop kaffe, men håbet er lysegrønt - lige som Venstres finanslovsudspil, siger han til TV 2.

Uanset om Venstre bliver en del af finansloven eller ej, er partiets politiske udspil interessant, da det giver en indikation på, hvor Jakob Ellemann-Jensen lægger Venstres nye politiske linje. Det siger TV 2s politiske analytiker Hans Redder.

- Med det her udspil forsøger han at signalere, at Venstre bakker fuldt op om den grønne omstilling af det danske samfund - dog med det forbehold, at det ikke må betyde skattestigninger for den almindelige dansker, siger Hans Redder.

Konservative er glade

Hos De Konservative finder politisk ordfører Mette Abildgaard det "enormt glædeligt", at Venstre vil prioritere penge til den grønne omstilling.

Men hun peger også på, at Venstre ikke ventes at blive en del af en endelig finanslov.

- Derfor håber jeg meget, at Venstre vil byde sig til, når vi skal lave klimahandlingsplan i løbet af foråret. For det er dér, det virkelig gælder, og hvor det er reelle penge og ikke matadorpenge, man har med at gøre, siger Mette Abildgaard til Berlingske.

Fra regeringen anerkender finansordfører Christian Rabjerg Madsen (S) ikke, at Venstre kan ende med at afsætte flere penge til klimakampen end regeringen.

Han peger på, at S-regeringen har fremlagt initiativer for samlet to milliarder kroner, ligesom han henviser til den ekstra forhandlingsreserve på 2,1 milliarder kroner.