Bloombergs kandidatur er en syngende lussing til Biden og kan ramme Demokraterne som en boomerang
KOMMENTAR: Mens Joe Biden nok har fået sved på panden, kan Elizabeth Warren og Donald Trump næppe få armene ned over Bloombergs mulige bud.
Den tidligere republikanske borgmester Michael Bloomberg har som bekendt endnu ikke officielt meddelt sit kandidatur som demokratisk præsidentkandidat. Rigmanden har kun sørget for at være opstillingsberettiget i Alabamas primærvalg, hvortil der var deadline for opstilling fredag. Det vil derfor være for tidligt at skrive analyser om, hvorvidt Bloomberg overhovedet vil kunne vinde nomineringen, såfremt han faktisk stiller op.
Her og nu kan spekulationerne nok bedst beskrives, som den konservative kommentator Steve Hayes har gjort det med henvisning til Joe Bidens fremskredne alder, Bernie Sanders religiøse baggrund og Elizabeth Warrens tidligere politiske tilhørsforhold:
- Hvorvidt Bloomberg, der bliver 78 år til februar, kan hænge på og konkurrere med det nuværende demokratiske felt, er umuligt at gætte. Men han er gammel, jøde og har tidligere været republikaner – en perfekt kombination af den nuværende førertrio.
Brænder Biden sammen?
På dette tidlige stadie er det mere interessante spørgsmål derfor, hvorfor den tidligere New York City-borgmester nu alligevel aktivt undersøger muligheden for at træde ind i valgkampen efter tidligere på året at have afvist at stille op.
Det korte svar er, at Bloombergs kovending ikke kan tolkes som andet end en syngende lussing til Joe Biden og en stigende frygt blandt dele af det demokratiske establishment og donorklassen, at den venstreorienterede senator Elizabeth Warren vinder nomineringen.
Med andre ord netop det scenarie, som Bloomberg allerede i sidste måned havde udpenslet som en situation, hvor han alligevel ville stille op som præsidentkandidat.
Hvis der blandt den demokratiske partielite og donorerne var en tiltro til, at den tidligere vicepræsident Biden kunne stå distancen, havde Bloomberg aldrig overvejet at træde til i 11. time. Men den tvivl har eksisteret i noget tid. Det er med andre ord elitens frygt og Bloombergs personlige lyst til at være præsident, der driver foretagendet, fremfor at der blandt demokratiske vælgere er længsel efter flere præsidentkandidater.
Af samme årsag blev jeg ærligt talt heller ikke overrasket, da Bloomberg trådte frem i denne uge. Faktisk havde jeg så sent som i sidste uge pointeret, at det netop var muligt, at en prominent moderat demokrat ville melde sig på banen i 11. time.
Bloombergs bud kan give bagslag
Ironisk nok er det i sidste ende netop de to politikere, som Bloomberg ønsker ikke skal indtage eller forblive i Det Hvide Hus, der kan profitere mest af rigmandens formodentlige indtræden i primærvalgkampen: Elizabeth Warren og Donald Trump.
Michael Bloombergs rådgivere har gjort det klokkeklart, at rigmandens kovending skyldes en kombination af flere faktorer, der i Bloombergs fortælling kommer til at resultere i en dominoeffekt.
For det første, at Joe Biden ikke anses for at kunne stå distancen og vinde Demokraternes nominering.
For det andet, at det dermed er overvejende sandsynligt, at den venstreorienterede senator Elizabeth Warren vinder nomineringen.
Og deraf følger til sidst, at den venstreorienterede Warren ikke formår at slå præsident Trump, der dermed – til Demokraternes store rædsel – opnår genvalg næste år.
Paradoksalt nok er der dog en betragtelig risiko for, at Bloombergs mulige kandidatur faktisk kan være med til at accelerere netop ovennævnte udvikling.
Skæbnens ironi
Da den tidligere borgmester umiddelbart ikke spås de store chancer for at vinde nomineringen, vil Bloomberg nok primært tage stemmer fra feltets moderate kandidater. Med andre ord især fra Joe Biden og andre moderate politikere som Amy Klobuchar, Cory Booker og til dels også Pete Buttigieg.
En sådan udvikling vil samtidig betyde, at Elizabeth Warren står relativt stærkere i spillet om at vinde nomineringen, fordi Bidens bud svækkes af Bloombergs tilstedeværelse. Følger man dernæst Bloombergs logik, at en venstreorienteret kandidat vil have svært ved at slå præsident Trump, vil den logiske udvikling altså være, at den venstreorienterede Warren taber præsidentvalget, og Trump får fire år mere i Det Hvide Hus.
Skulle ovennævnte scenarie faktisk indtræffe, er det vist i så fald, hvad man kalder skæbnens ironi.
Griner Trump til sidst?
Jeg er som bekendt skeptisk overfor den deterministiske udlægning, at en venstreorienteret kandidat partout ikke vil kunne slå Trump. Men nye hypotetiske meningsmålinger fra de stater, der kommer til at afgøre præsidentvalget næste år, understreger netop den pointe.
Personligt mener jeg, at disse hypotetiske meningsmålinger er ubrugelige.
Men det er åbenlyst, at det blandt andet er meningsmålinger, der fremhæver de moderate kandidaters relative styrke i svingstaterne, der har spillet ind i Michael Bloombergs beslutning om alligevel at holde døren åben for et muligt kandidatur.
Hvorvidt rigmanden i sidste ende træder ind i valgkampen er ikke til at sige endnu.
Men her og nu er det svært at tolke Bloombergs mulige bud som andet end gode nyheder for Elizabeth Warren og dårligt nyt for Joe Biden.
Det store spørgsmål er dog selvfølgelig, hvorvidt det i sidste ende er præsident Trump, der får det sidste grin.