Dagens overblik: Så har Ammitzbøll-Bille igen stiftet et parti

16x9
Simon Emil Ammitzbøll-Bille er formand for det nye parti Fremad. Christina Egelund er næstformand og politisk ordfører. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

James Dean gør comeback, ny ansættelse i Det Hvide Hus vækker opsigt, og brutal general har fået sin straf.

Her er dagens overblik, som begynder i dansk politik.

Danmark har fået et nyt parti

Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har stiftet partiet Fremad.
Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund har stiftet partiet Fremad. Foto: Philip Davali / Ritzau Scanpix

Folketinget blev i dag udvidet med et ekstra parti. Men var der ikke nok i forvejen? kunne man fristes til at spørge. Nej, for der manglede et ”værdiliberalt” parti i blå blok, mener Simon Emil Ammitzbøll-Bille og Christina Egelund, der står bag det nye parti, som hedder Fremad.

Simon Emil Ammitzbøll blev ved folketingsvalget grundlovsdag valgt ind for Liberal Alliance, som både han og Christina Egelund siden har forladt, og derfor har partiet Fremad en plads i Folketinget.

Og hvordan kender man så Fremad fra Liberal Alliance og Radikale Venstre? For eksempel peger partiet i modsætning til de radikale på Jakob Ellemann-Jensen (V) som statsminister. Du kan læse om forskellene i artiklen her. Og partiets mærkesager finder du her.

- Hvad vi oplever i øjeblikket, er NATOs hjernedød

Emmanuel Macron.
Emmanuel Macron. Foto: Pool New / Ritzau Scanpix

Ovenstående ord faldt i et længere interview med Frankrigs præsident, Emmanuel Macron, i nyhedsmagasinet The Economist.

I interviewet advarer præsidenten de europæiske lande om, at det er tid til at vågne og indse, at ”det er nødvendigt at begynde at tænke over kontinentet strategisk – som en geopolitisk magt”.

- I modsat fald vil vi ikke længere have kontrol over vores skæbne, siger han.

Situationen skyldes, ifølge Macron, dels manglende koordinering med USA, som har vendt det europæiske projekt ryggen. Dels Tyrkiets militære indgreb i Syrien, som han kalder ”en ukoordineret aggressiv aktion udført af en anden NATO-allieret".

Udødeligt ikon gør comeback

James Dean, amerikansk skuespiller, i filmen 'Giganten' fra 1956.
James Dean, amerikansk skuespiller, i filmen 'Giganten' fra 1956. Foto: Nf / Scanpix Danmark

Nu kan man åbenbart ikke slippe for at arbejde, bare fordi man er død og har været det i over 60 år. I hvert fald ikke, hvis man er skuespillerikonet James Dean.

Dean døde som 24-årig i en bilulykke i 1955, men næste år er han aktuel i en ny film som karakteren Roger i ’Finding Jack’, der foregår under Vietnam-krigen.

Det gøres muligt ved hjælp af computeranimation skabt med ægte billeder og optagelser af James Dean. En anden skuespiller skal så lægge stemme til karakteren. Ifølge instruktørerne, Anton Ernst og Tati Golyk, har de fået tilladelse af James Deans familie.

30 års fængsel til brutal oprørsleder

Bosco Ntaganda fotograferet i retten.
Bosco Ntaganda fotograferet i retten. Foto: Pool / Ritzau Scanpix

I juli blev Bosco Ntaganda med tilnavnet ’Terminator’ som den første nogensinde dømt for at bruge voldtægt som våben i krig. Nu har den berygtede og brutale tidligere militsleder fået sin straf.

Bosco Ntaganda var general og leder af den militære fløj af gruppen Unionen af Congolesiske Patrioter (UPC) i begyndelsen af 00’erne, hvor DRCongo var hærget af blodige interne konflikter.

I dag blev han ved Den Internationale Straffedomstol i Haag idømt 30 års fængsel for drab, voldtægt og organisering af børnesoldater. Det er den strengeste straf, domstolen endnu har afsagt.

Ny kvinde i Det Hvide Hus

Donald Trump trækker stolen ud for tv-prædikanten Paula White, der nu er blevet rådgiver i Det Hvide Hus.
Donald Trump trækker stolen ud for tv-prædikanten Paula White, der nu er blevet rådgiver i Det Hvide Hus. Foto: Carlos Barria / Scanpix Denmark

En ny ansættelse i Det Hvide Hus har vakt en del opsigt i USA. Hun hedder Paula White, hun er tv-prædikant og Donald Trump kalder hende sin personlige præst.

Nu er hun blevet ansat i det Det Hvide Hus som rådgiver for Trump-projektet 'Initiativ for Tro og Muligheder'. Og det er måske ikke så overraskende, at Donald Trump kan lide hende. Paula White mener nemlig, at han er blevet ophøjet til præsident af Gud selv.

Paula White er selv blevet mangemillionær på sin bøger og tv-shows, og hun forkynder en version af kristendommen, der kaldes "Velstandsevangeliet." Den går ifølge hjemmesiden Christianity Today ud på, at Gud velsigner folk gennem sundhed og rigdom. Så jo rigere man er, jo mere velsignet er man af Gud.